Det er ikke for sjov, når konkurrencestyrelsen møder op med en dommerkendelse hos Ritzaus Bureau, lyder det fra kontorchef i styrelsen Lotte Bredahl Fogh.
Det var en meget uforstående nyhedschef på Ritzau, der efter et besøg fra Konkurrencestyrelsen skulle forklare, at Ritzau mistænkes for at bryde konkurrenceloven.
»Vi har ikke anledning til at tro andet, end at undersøgelsen udgør en del af konkurrencemyndighedernes løbende undersøgelse af konkurrenceforholdene,« udtalte Søren Funch efterfølgende.
Men den opfattelse kan han godt korrigere. Kontorchef Lotte Bredahl Fogh slår fast, at den slags besøg ikke bliver brugt som rutine-undersøgelser.
»Vi tager kun ud på baggrund af en formodning om, at loven bliver brudt. Det kan være et tip, eller hvis vi selv har lavet nogle forundersøgelser, og det skal godkendes af en dommer,« siger hun.
Ifølge Ritzau – der selv berettede om besøget fra Konkurrencestyrelsen tirsdag – har styrelsen fået et tip om at har indgået aftaler, som skal holde konkurrenter borte fra markedet ved at tilbyde særligt lave priser eller andre gunstige vilkår over for udvalgte kunder.
Ritzau fortæller også, at der både var repræsentanter fra styrelsen og politiet, og når politiet er til stede, kan det ifølge Lotte Bredahl Fogh betyde, at der er en særlig styrket mistanke.
Hun vil ikke udtale sig konkret om Ritzau-sagen, men hun fortæller helt generelt, at når en stor, markedsdominerende virksomhed tilbyder særlige kunder lave priser for at holde på dem, så kan det være i strid med konkurrencelovens § 11.
Berlingske Media fik også besøg af Konkurrencestyrelsen tirsdag, og her er administrerende direktør Lisbeth Knudsen mindst lige så uforstående som Søren Funch.
En forklaring kan dog være, at Konkurrencestyrelsen også kan vælge at undersøge en sag ved at besøge et firmas kunder og samarbejdspartnere, i søgen efter beviser om eventuelle aftaler, der bryder konkurrenceloven.
Journalisten.dk har forsøgt at få fat i Ritzaus administerende direktør Lars Vesterløkke for at høre, hvad han kan fortælle om favorable aftaler og rabatordninger. Det lykkedes ikke onsdag.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.