search

Mission: Du skal gøre verden bedre!

Medierne skal være meget mere positive. En tidligere reklamemand har betalt 130.000 kroner for et annoncetillæg, der skal få dig til at lytte til dit hjerte. Hver gang du laver en negativ historie, skal du også lave en positiv.

Medierne skal være meget mere positive. En tidligere reklamemand har betalt 130.000 kroner for et annoncetillæg, der skal få dig til at lytte til dit hjerte. Hver gang du laver en negativ historie, skal du også lave en positiv.

 

MEDIEKRITIK. Dette nummer af Journalisten er svøbt i kærlighed. Ved siden af bladet er vedlagt en 12 siders annonce-avis, der opfordrer danske journalister til at lytte til deres hjerte og skrive flere positive historier.

Indstikket er et personligt projekt skrevet og betalt af den tidligere reklamemand og stifter af Den Internationale Latterklub Jan Thygesen Poulsen.

Han ved godt selv, at det lyder lidt vanvittigt. Men projektet er ikke en joke, forklarer han. Der er behov for at gøre op med mediernes »sorte livssyn, der gennemsyrer hver en krog af vores dagligdag«. I stedet for 'se efter fejl-brillerne' skal mediebranchens medarbejdere tage 'hjertebrillerne' på – hjertet skal ind i medierne.

At tale med Jan Thygesen Poulsen er som at møde venligheden selv. Han er en ildsjæl med en modig mission. Men han er også let at afskrive. Tag bare projektets håbløse målsætning – at medierne skal frasige sig sin fornemste opgave, nemlig rollen som vagthund.

På den anden side var der nok ikke mange, der på forhånd havde troet, at Jan Thygesen Poulsens latterklub kunne samle tusindvis af grinende mennesker på Rådhuspladsen i København.

Latterklubben startede i 1999, og allerede året efter kom Latterens Verdensdag i Guinness Book of Records som den største gruppe af danskere, der nogensinde har leet samtidig – uden grund.

Jan Thygesen Poulsen er god til at mobilisere begejstring. Hans venlighed smitter, og mediebranchens medarbejdere står i første række for hans projekt.

 

»JEG ØNSKER, AT DANMARK skal være et land, hvor vi tør åbne ind til hjertet,« siger Jan Thygesen Poulsen.

»Og for at realisere den drøm skal jeg have fat i jer journalister. Det er nemlig jer, der bestemmer,« forklarer Jan Thygesen Poulsen.

Faktisk står og falder hans projekt med mediernes opbakning, forklarer han.

»I er åndseliten i Danmark, og I er så vigtige, at jeg må bede om jeres støtte til at hjælpe mig med at komme videre. Ellers bliver det ikke til noget.«

Jan Thygesen Poulsen har betalt 130.000 kroner af egen lomme for layout, tryk, foliering og distribution af sit indstik.

»Jeg gør det for mine egne penge ved at optage lån i min lejlighed,« siger han.

Undervejs har han blandt andet spurgt Journalistens redaktør, Jakob Elkjær, om bladet kunne distribuere indstikket gratis – og dermed spare Jan Thygesen Poulsen for 20.000 kroner.

Redaktøren sagde nej. Det samme gjorde DJs formand, Mogens Blicher Bjerregård.

»Jeg har fået at vide, at hvis jeg fik lov, ville andre med en god sag bede om det samme.«

Derfor har Jan Thygesen Poulsen måttet betale hele gildet selv.

MEN ANDERLEDES KAN DET IKKE VÆRE, når opgaven er så stor. Mediebilledet, som vi kender det, skal nemlig ændres radikalt – og det skal ske indefra. Hver gang du laver en negativ historie, skal du også lave en positiv. For balancens skyld.

Ifølge Jan Thygesen Poulsen er problemet, at danske journalister har gjort det til en levevej at skrive om alt det negative.

Krig, vold, kriminalitet, ulykker, fejl, svigt og snyd er branchens foretrukne emner. Medierne er for meget vagthund og for lidt redningshund, forklarer han.

Og noget er der jo om snakken. Tag bare dette nummer af Journalisten, som du sidder med i hænderne. Denne gang skriver vi for eksempel om overarbejde blandt praktikanter, borgerjournalistikkens manglende succes og Citymails elendige postdistribution af Journalisten. Med andre ord problemer, svigt og jammer.

Heller ikke på debatsiderne er der meget kærlighed. Nyhedsavisens tillidsrepræsentant, Julie Jo Boding, takker ganske vist redaktøren fra en sjællandsk lokalavis. Resten af læserbrevene er saftige udvekslinger af spydigheder og anklager.

Kommunikationsrådgiver Peter Goll farer i flæsket på "Orienterings" politiske medarbejder Pieter Raunwe, Karsten Brønnum savner DJs opbakning til Kurt Westergaard, og Basta beskylder apotekerformand for at viderebringe urigtige oplysninger.

 

NU ER TIDEN IMIDLERTID INDE til at fremelske det positive. Onsdag den 9. april, når Journalisten udkommer, begynder Jan Thygesen Poulsen, hvad han kalder 'sin kampagneuge'.

Han har allieret sig med 50 mennesker, som han kender fra sine kurser i kærlighed og netværket omkring latterklubben. De skal tælle positive og negative historier i udvalgte medier fra Ugeavisen Svendborg over Billed-Bladet til P3 Nyheder.

– Men kan kritiske historier ikke være med til at løse problemer, ved at de kommer frem i lyset?

»Jo, det er rigtigt, og det kan jeg kun rose. Det er det, der har været med til at skabe det samfund, vi har i dag. Men nu må vi forlade det kritiske og holde op med kun at lede efter fejlene. Selv om vi retter fejlene, oplever vi ikke glæden ved fremskridtet, fordi vi fastholder vores negative livssyn.«

– Men passer det virkelig, at der mangler positiv journalistik? Tværtimod taler man i branchen om, at der måske er for lidt kritisk journalistik inden for sport, erhverv og kultur. Hvis man vil have positive historier, er der maser af dem i Ude og Hjemme, Familie Journal, Go’ morgen Danmark og Aftenshowet …

»Det er ikke det, jeg mener med positive historier. Selv en solstrålehistorie kan være negativ, hvis den bygger på en konflikt, fordi konflikter per definition er negative – selv når de ender godt. I sporten er der masser af kritik og fokus på negative emner. Tag bare doping og Tour de France. Det samme kan man sige om erhvervsstoffet, som er fyldt med historier om Mærsks lukkethed, forsinkelsen i leveringen af IC4, brug af børnearbejde og udlevering af erhvervsledere, der ikke slår til – medierne holder meget øje med manglende succes. Og det samme gælder kunsten/kulturlivet. Hvornår har du læst en anmeldelse, der udelukkende var positiv?«

– Men positive historier er ofte lidt kedelige. »Alle fly landede uden problemer i Kastrup i går.«

»Hvis det er de bedste historier, man kan byde på, er det, fordi man ikke har arbejdet ordentligt med emnet. Den slags gider ingen læse. Det er jeg helt med på.«

– Hvad er en positiv journalistisk historie så?

»Tja, jeg kan ikke lige pege på nogen eksempler … Hvis journalisterne ikke selv kan finde på nogen løsninger, tror jeg bare, at det må strande. Og vi må affinde os med, at vi skal bruge resten af vores liv på at kigge på lorten. Jeg kan ikke hjælpe jer.«

– Kan man ikke kritisere dig for det samme, som du kritiserer medierne for – nemlig at du kritiserer uden at pege på løsninger?

»Det kan du roligt gøre. Udfordringen er, at jeg gerne vil hen til noget smukt, men jeg kan ikke selv vise, hvilken vej vi skal gå. Man kan sige, at jeg peger på noget positivt, men jeg fremhæver også det, der forhindrer, at det positive kan ske, nemlig det negative fokus. Og ja, det er nok noget alment menneskeligt, at man har lettere ved at se fejlene end at pege på løsninger. Det har jeg i hvert fald svært ved at lægge fra mig.« /

 

 

EFTERSKRIFT

Efter interviewet skriver Jan Thygesen Poulsen i en mail:

»Kære Jakob, du anklagede mig for ikke at kunne anvise noget svar eller pege på nogen, der allerede gjorde det … det gjorde ondt i mig … jeg mærker det på, at min hjerne har kørt med 120 km/t for at finde på et godt svar (læs: forsvar).

I min kampagne løfter jeg jo noget op og sætter lys på det. Jeg spørger ind til det og beder om noget (ligesom du lige har gjort over for mig). Det får journalisterne til at tænke 'som ind i helvede' (ligesom du har fået mig til det). Deres underbevidsthed vil dreje det her emne i deres baghoveder det nærmeste stykke tid … og en morgen vil en af dem vågne op med svaret på læberne!«

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen