Adskillige undersøgelser har vist, at befolkningens tillid til journalister kan ligge et meget lille sted. Måske det er grunden til journalisters stigende brug af ekspertudtalelser: De låner hos forskere den autoritet, de ikke selv besidder. Det kan gå gruelig galt. Især hvis den halter både med journalistikken og med videnskabeligheden.

Hvor galt det kan gå, leverede Weekendavisen et eksempel på i sin stort opsatte forsideartikel den 23. marts i år. Artiklen handlede om bogen Den danske elite skrevet af Magtudredningen. Magtudredningen er et forskningsprojekt igangsat af Folketinget for at undersøge folkestyrets situation. Forsideartiklen bar overskriften "Navneforbud" og hævdede, at forfatterne til den dengang endnu ikke offentliggjorte bog begik "et kontroversielt brud på al almindelig videnskabelig praksis" ved ikke at publicere navnene på de personer, der indgår i deres undersøgelse. Forfatterne anklagedes af professor Ole Lange for at være uvidenskabelige og af lektor Henrik S. Nissen for at spille med fordækte kort. Det er meget alvorlige anklager. Anklagerne ville være stærkt kompromitterende, hvis de var sande.

Det er de imidlertid ikke. Historien var en selvskabt avisand kogt på en pølsepind uden næring. Eliteundersøgelsen er gennemført strikte i overensstemmelse med samtlige forskrifter for god samfundsvidenskabelig praksis. Det kunne konstateres ved selvsyn, da først bogen udkom.

Når ingenting i dette tilfælde blev til Weekendavisens forsidehistorie, skyldes det en kombination af dårlig journalistik og videnskabelig underlødighed. En kombination, der beklageligvis er blevet ganske almindelig i dagens medier.
I det konkrete tilfælde har Weekendavisens journalist, Henrik Dørge, af uvis grund set sig sur på Magtudredningen. Han lægger sig derfor fra start fast på en bestemt "kritisk" vinkel. Magtudredningens leder interviewes, men hendes synspunkter preller af på Dørge som vand på en gås. I stedet forfølger han stædigt sin vinkel ved kun at interviewe forskere, der kan og vil understøtte hans vinkel. Dørge suspenderer fuldstændig sin kritiske dømmekraft: Han afprøver ikke forskernes argumenter; han kontakter ikke forskere med andre synspunkter; han undersøger ikke forskernes eventuelle motiver til at udtale sig. Han gør kort sagt ikke det, der måtte være børnelærdom for den kritiske journalist. Men han får sin skandaløse historie. Og belønnes ved at få den på forsiden af sin avis.

Hertil hjælpes han af to forskere, der er så åbenlyst medieliderlige, at intet grundlag kan blive for spinkelt til, at de vil udtale sig til journalister. I dette tilfælde har de ikke selv læst det værk, de kritiserer, men accepterer at udtale sig på baggrund af oplysninger fra en journalist, der heller ikke har haft værket i hånden, men som mener at vide, hvad det går ud på! Endvidere er de to forskere historikere, mens bogen Den danske elite er en samfundsvidenskabelig analyse. Lange og Nissen afslører da også et afgrundsdybt ukendskab til samfundsvidenskabelig metode. Men det afficerer dem tilsyneladende ikke.

Dørge er ikke den eneste journalist, der selektivt benytter forskeres videnskabelige autoritet til at understøtte sine artiklers på forhånd fastlagte "kritiske" vinkel. Og Lange og Nissen er ikke de eneste forskere, der udtaler sig på spinkelt grundlag og langt ud over deres faglige kompetence. Tværtimod forekommer det undertiden mere at være reglen end undtagelsen. Hvad kan drive de to parter?

For journalisternes vedkommende kan man befrygte, at de ikke længere bedømmes på de traditionelle journalistiske håndværksdyder, men alene på den "gode" historie. Konkurrencen i medierne er blevet så hård, at avisredaktionerne kræver kioskbaskere. På forsiden. Og hvad er her bedre end en god "skandale". Så skidt med om skandalen har hold i virkeligheden. Mere end én Cavlingpris er uddelt på det grundlag. Hvem kan i den situation fortænke journalister i at tænke i kritiske historier mere end i kritisk journalistisk, herunder kildekritisk selvrefleksion.

Forskernes motiver for at udtale sig kan variere nok så meget. Nogle forskere betales for at optræde som "eksperter" i medierne. For andre forskere er det identitetsskabende at se sit navn i medierne. Og endnu andre finder, at de har en forpligtelse til at dele deres viden med en større offentlighed. Ingen af disse motiver behøver være problematiske. Problematisk bliver det først, når forskere udtaler sig på spinkelt grundlag og uden for deres kompetence. Hvilket ofte sker. Ikke mindst hos de betalte forskere og forskere med personligt behov for medie-eksponering.

Men forskere kan også ofte føle sig pressede til at udtale sig. Mange journalister er uhørt grove, når forskere vægrer sig ved at udtale sig – for eksempel når Radioavisen ringer kl. kvart i kvalme om morgenen om et emne med kun perifer berøring til ens fagområde. Så bringes det store skyts i stilling om skattefinansierede forskerlønninger, verdensfjerne elfenbenstårne og en undertone af, at vi skal nok komme efter dig. Det kræver hård hud at stå imod.

Svar på tiltale:
Ole Lange
Når man i en såkaldt videnskabelig undersøgelse fremlægger resultater, der ikke kan kontrolleres af udenforstående, så er det uvidenskabeligt og et brud på videnskabelig praksis – vist også i samfundsvidenskaberne.

Jeg kan ikke leve op til betegnelsen "medieliderlig" og har ikke behov for det efter 30 år i branchen. Men jeg siger undertiden min mening, når jeg bliver bedt om det af medier, uanset om det gør ondt nogen steder. Jeg tilbyder gerne Erik Albæk et kursus i elementær videnskabelig metode. Han synes at have behov for det.

Henrik Dørge
Mediernes brug af eksperter er en vedkommende diskussion. Derfor er det ærgerligt, at Albæks pointer i det konkrete tilfælde forsvinder i tåget polemik.

Det er en god journalistisk historie, når et stort forskningsarbejde, der ifølge den oprindelige projektbeskrivelse "identificerer" magtens mænd og kvinder, viser sig at være renset for navne over magtens udøvere. Den betragtning er jeg ikke ene om. En række andre medier dvælede ved samme aspekt i deres omtale af undersøgelsen

Hvis ærinde Albæk går, skal jeg ikke gøre mig klog på. Blot kan jeg konstatere, at han har en vis tilknytning til undersøgelsens forfattere, der tilhører Magtudredningens ledelse. Af dem er han blevet hyret til at lave et projekt til Magtudredningen. Desuden er han kollega med den ene af forfatterne. Er det ikke oplysninger, der er værd at nævne, når man som Albæk – med rette – hylder "kildekritisk selvrefleksion"?

* Erik Aalbæk er professor i offentlig forvaltning ved AUC