search

Ministre dropper mundtlige interviews

Ministrene parerer kritiske spørgsmål med skriftlige svar. I går fik Politiken nok og publicerede en artikel om problemet. »En bekymrende demokratisk tendens,« siger Anne Mette Svane, chefredaktør på Politiken. Statsministeriet afviser - i en sms - at svare på kritikken. Opdateret klokken 15:15

Ministrene og centraladministrationen dropper i stigende grad at svare mundtligt på spørgsmål fra journalister. Det fortæller chefredaktør på Politiken Anne Mette Svane:

»Vi har ikke gjort det op, men vi ser de manglende svar som en bekymrende tendens. Vi er forpligtede til at spørge kritisk ind, men vi må ofte tage til takke med skriftlige svar.«

I går publicerede Politiken.dk artiklen ”Kritik fra flere sider: Ministre gemmer sig bag skriftlige udtalelser”. Her beskriver journalist Jakob Stig Jørgensen, hvordan hverken socialminister Annette Vilhelmsen (SF) eller transportminister Pia Olsen Dyhr (SF) ønsker at svare mundtligt på avisens kritiske spørgsmål – henholdsvis om sagen med millionstøtten til Lisbeth Zornig Andersen og om Transportministeriets og Metroselskabets samarbejde omkring tilladelsen til aften- og nattearbejde på Metrobyggeriet.

Anne Mette Svane vurderer, at de skriftlige svar kan være en metode, som ministrene bruger for at undgå de irriterende spørgsmål, så:

»Sagen kan blæse over.«

Journalisten har været i kontakt med Anni Lundqvist, pressechef i Social-, Børne- og Integrationsministeriet.

Hvorfor sender ministeren skriftlige kommentarer til journalisterne frem for at stille op til interview?

»Det har jeg ingen kommentarer til.«

Hvordan kan det være?

»Min eneste kommentar er, at jeg ingen kommentarer har,« siger Anni Lundqvist.

Journalisten ville gerne høre statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) holdning til de skriftlige svar. Derfor kontaktede vi hendes særlige rådgiver, Thomas Juul-Dam. Han svarer i en sms.

”Hej søren, vi har ikke nogen kommentarer. Vh Thomas”

Med karrieren in mente

Ministrenes manglende lyst til mundtlige interviews er også blevet bemærket på Søndagsavisen.

»Der er meget stor forskel på, hvordan rådgiverne samarbejder med pressen. Jeg oplever smidighed nogle steder og det modsatte andre steder,« siger Søren Strandmann-Møller, politisk redaktør på Søndagsavisen.

Kan du nævne navne på nogle af de usmidige rådgivere?  

»Problemet med politisk journalistik er, at det sjældent er særligt fordrende for karrieren at hænge særlige rådgivere ud i pressen. Det er fristende at navngive nogle, men det kan betyde, at man kommer på en liste, som gør det endnu sværere at komme i kontakt i ministrene,« siger Søren Strandmann-Møller.

Anne Mette Svane og Politiken har på baggrund af de skriftlige svar og ministrenes ofte manglende lyst til at stille op til interview indført, at journalisterne udtrykkeligt skriver, hvordan de har fået citaterne fra politikerne.

»Vi varedeklarerer artiklerne over for læserne.«

Anne Mette Svane forklarer videre, at hun mener, at medierne er blevet bedre til at oplyse, hvordan interviews bliver til.

Også Søndagsavisen har taget konsekvensen af de skriftlige svar.

»Hvis ministeren kommer med en skriftlig kommentar til en kritisk historie, tager jeg nogle gange magtkampen med den særlige rådgiver. På Søndagsavisen accepterer vi ikke skriftlige svar, så hvis jeg kun får et skriftligt svar, skriver jeg i avisen, at ministeren ikke ville stille op til interview,« siger Søren Strandmann-Møller.

Anne Mette Svane, er det ikke mest journalister, der går op i, om svarene er skriftlige eller mundtlige?

»Får vi et ikke svar, skal vi oplyse det til læsere. De er både dygtige og kloge, så jeg er sikker på, at de kan lægge to og to sammen,« siger Anne Mette Svane.

Men ministrene har jo travlt. Er det ikke fair nok, at de ikke har tid til at stille op, hver gang pressen ringer?

»De seneste år er der kommet mange flere medier på banen, og vi må anerkende, at der er et enormt pres på at få kontakt med politikerne. Men der er stadig tale om en bekymrende demokratisk tendens, hvor pressen får dårligere adgang til at se politikerne efter i kortene.«

Er det kun ministrene, der undlader at stille op til interviews?

»Vores erfaring er, at det primært er centraladministration – og Lars Løkke Rasmussen, men han er sin helt egen historie og er eksponent for den generation af politikere, der skriver sin mening på de sociale medier. Så han undgår at svare på vores spørgsmål,« siger Anne Mette Svane.  

Opdateret med skriftlig kommentar fra Thomas Juul-Dam, statsministerens særlige rådgiver, 8. november klokken 15:15.

 

 

 

Kommentarer
9
Erik Bagge Juul
08.11.13 13:08
Apropos ikke at svare på de
Apropos ikke at svare på de spørgsmål, der bliver stillet:

"Anne Mette Svane, er det ikke mest perfide journalister, der går op i, om svarene er skriftlige eller mundtlige?

»Får vi et ikke svar, skal vi oplyse det til læsere. De er både dygtige og kloge, så jeg er sikker på, at de kan lægge to og to sammen,« siger Anne Mette Svane. "
Fremhævet af Journalisten
Søren Frandsen - Journalisten.dk
08.11.13 14:23
Kære Erik Bagge Juul

Kære Erik Bagge Juul
Tak for din kommentar. Det er mig, der har strammet spørgsmålet til Anne Mette Svane. Jeg har nu fjernet "perfide". Med det skrevet mener jeg, at Svane svarer på spørgsmålet.
God weekend
Fremhævet af Journalisten
Erik Nicolaisen Høy
09.11.13 08:42
Ja, det er bekymrende at vi
Ja, det er bekymrende at vi er nået dertil. Men grunden ligger ikke kun hos politikerne. Hvor mange gange har man ikke læst en artikel bygget på et mundtligt udsagn, blæst op til en sensation i aviserne. For så ved nærmere efterforskning (det hed research i gamle dage, hvor der stadig var journalister til), at vise sig at der ikke var nogen historie. Så jo, det er bekymrende, at politikerne handler på den måde. Men journalisterne har så sandelig deres andel i miseren. Måske burde en journalist bore i journalisternes rolle her? Men det er I vel for indespiste til at gøre noget ved? Et konstruktivt udgangspunkt kunne være at bore i hvad der skete da nogle redaktioner fik færten af at være "den fjerde statsmagt". Og også begyndte at opføre sig som en sådan. Her kunne man passende have lært af en af pressens yndlinge, Havel, som snakkede om magtens sødme. Den gælder så afgjort også for de magtfulde redaktioner. Nu klynker I så over at være blevet den lille i magtspillet. Med konstruktiv ment hilsen, en skuffet avislæser gennem 45 år.
Fremhævet af Journalisten
Øjvind Hesselager
09.11.13 15:55
Kære Erik

Kære Erik

Det ville være befriende med lidt mindre retorik og mere fakta. Nævn lige en stribe artikler, baseret på et mundtligt udsagn fra en politiker, der er blæst op til en sensation, men som viste sig ikke at være en historie.

Flot du har læst aviser i 45 år - hvis de altid har skuffet dig :-)


Mange venlige hilsner
Fremhævet af Journalisten
Erik Nicolaisen Høy
09.11.13 16:23
Kære Øjvind.

Kære Øjvind.
Jeg kan forstå at det er meget nemt at latterliggøre den sidste sætning, og jeg må da også indrømme at den kan misforstås derhen at jeg har været utilfreds i 45 år. Det er jeg selvfølgelig meget ked af at have givet indtryk af. Og du som skarp journalist har jo også med det samme set det, grebet sætningen i luften og vendt den mod mig. Det ærgrer mig da at min pointe er gået tabt. Nu efter denne beklagelse, så vil jeg da gerne rette denne forskrivelse og fortælle at siden midten af 1960'erne har og indtil 00'erne (jeg beklager at jeg ikke kan sætte præcis data på, men du kan jo prøve at bore i det), var aviserne en helt uundværlig ressource til hvad jeg kalder mit nyhedshungrende sind. Jeg er ikke i tvivl om at du som journalist også kan finde et latterliggørende synonym for det. Berlingske Tidende, Land og Folk, Information, Kristeligt dagblad, Politiken, WeekendAvisen, Minavisen, Aktuelt. Jeg har været der, og jeg ved godt at nogle af disse aviser ikke længere eksisterer.
I det sidste 5-6 år (eller mere), igen kan du sikkert også finde en latterliggørelse af dette, ærgrede det mig imidlertid at jeg selv måtte opsøge alternative kilder for at berettige den uendelige strøm af ophidsende forsidehistorier som var glemt dagen efter. Det er lissom om at politikere og journalister lever i deres helt egen selvbekræftende verden.
Forhåbentligt er de fleste ærlige journalister godt klar over hvilke historier jeg hentyder til. Og de der ikke er klar over det, dem har jeg ærligt hverken meget til overs for, eller lyst til at diskutere med. Jeg har lidt på fornemmelsen at du tilhører den gruppe? Jeg kan selvfølgelig tage fejl. Jeg ville endog ønske mig at jeg gjorde det. For oprigtigt talt, så ville jeg helst at aviserne bragte solid, gennemresearchet og informativt stof. Og jeg vllle sådan set gerne betale for det.
Mit budskab er sådan set ganske enkelt: Lad være med at kaste med sten når du bor i et glashus. Kik selvkritisk på det I laver som journalister. Kik så på oplagstallene og tænk jer godt om. Mange der som jeg har opsagt deres abonnement på trykte aviser er altså ikke bare nogle dummernikser. Vi har faktisk gjort os nogle tanker om hvorfor vi ikke længere synes at det er værd at betale for jeres produkter.
Og mit indslag var sådan set ment i god hensigt. Ikke for at blive latterliggjort eller mistænkeliggjort. Og nej, jeg har ikke lyst til at lave en lang liste af historier. Du kan jo fx starte med at genklæse historier der har været blæst op i organer som fx Politiken eller Berlingske Tidende for fx et år siden, med de briller på der hedder: Var det egentlig historier der holder til at blive genlæst? Det er en god øvelse.
Fremhævet af Journalisten
Øjvind Hesselager
09.11.13 16:42
:-) Ville ikke latterliggøre
:-) Ville ikke latterliggøre - men savner altså stadig noget konkret vi kan vende og dreje. Jeg giver lige lidt plads til at tænke over dit indlæg, så vender jeg tilbage. Min egen fornemmelse er, at journalistikken ikke er blevet dårligere, men der er blevet mere journalistik - og megen af den bærer præg af, at den leder efter sin form i en tid, hvor papiret er presset. God aften.
Fremhævet af Journalisten
Erik Nicolaisen Høy
09.11.13 17:06
Kære Øjvind

Kære Øjvind
Jeg synes vores diskussion er utrolig vigtig, så undskyld hvis jeg breder mig i jeres spalter. Tillad et citat af journalist Niels Krause-Kjær (præsentation er vel unødvendig?) fra bogen "Christiansborg & Journalistikken" (Ajour, 2012, s. 18). Det handler om hvad journalisternes udfordring i internet-alderen:
"Så hvad gør man, når det bliver sværere og sværere? Tjahh, nogle falder for fristelsen og roder i en miljøministers skraldespand for at lave en historie, der blot udstiller egen afmagt og mangel på journalistisk integritet. Andre skriver lange og bange historier om noget, som de og vi andre alligevel kun har begrænset indflydelse på"
Der synes jeg Niels Krause-Kjær har en pointe, som jeg som mangeårig avislæser kan genkende fra talrige avisartikler. Jeg tager afstand fra at ministre nu ikke vil udtale sig mundtligt. Men på den anden side, så mener jeg også at de med nogen ret kan sige at journalisterne selv er "skyld" i at de gør som de gør.
For alle parter. Ministre, journalister og avislæsere er det en utrolig trist situation. Jeg efterlyser for så vidt blot lidt selvkritik.
Nu skal jeg nok indstille mine skriverier.
de bedste hilsner og forhåbninger
Fremhævet af Journalisten
Max Kim Tobiasen
09.11.13 19:19
Kære Øjvind,

Kære Øjvind,

Jeg er helt enig med Erik, og det tror jeg også der er mange andre almindelige intelligente mennesker der er. Der er ganske seriøse problemer i nyhedskulturen, og det virker ikke som om de er erkendt af journaliststanden og redaktionerne rundt omkring i landet.

Du efterlyser et eksempel, så det kommer her. For nylig blev Lars Løkke trukket gennem mudderet for en løs kommentar om sko til 2000 kr. Her er den ordrette udveksling fra folketingets spørgetime:

Helle Thorning "så spørger jeg hr. Lars Løkke Rasmussen, mere end 2000 kr. til sig selv om måneden, betyder det ikke noget i en helt almindelig lavtlønsfamilie. Det tror jeg det gør, men det kan godt være at hr. Lars Løkke Rasmussen ikke mener at det er et nævneværdigt udbytte."

Ordstyrer Mogens lykkefoft "Så er det igen hr. Lars Løkke Rasmussen, der er så to minutter til hver i første runde her igen. "

Lars Løkke "Nej nu stiger taletiden. Og talelysten måske så også. 2000 kr. Det kommer an på hvem man er, altså. Jo jeg tror at nogen steder kan man sikkert få et par sko for de penge. Jeg holder mig til regeringens egne tal, og jeg tror de kommer ovre fra økonomiministeren. En opgørelse der viser at der ikke er nogen nævneværdig gevinst."

Lars Løkke siger intet om at han køber sko til 2000 kr., eller at han mener at 2000 kr. er en almindelig pris for et par sko. Tværtimod, hvis man ser klippet er det tydeligt at det er en henvisning til Thornings dyre tasker, og hendes dertil hørende kælenavn Gucci-Helle. Det er med andre ord en vittighed. Måske en dårlig en af slagsen, men dog en vittighed. Alligevel bliver det taget helt ud af kontekst, og når så først mediemøllen kørte kunne vi bruge en uge på at læse om hvor arrogant det var at Løkke mente at 2000 kr. var en rimelig pris for et par sko. Selvom det ikke var det han sagde eller mente. For eksempel bliver hans udsag gengivet således i Politiken " Hvor meget kan man få for 2.000 kroner? - ja, man kan vel få et par sko. " (http://politiken.dk/debat/profiler/jonasdahl/ECE2103394/lars-loekke-traeder-paa-den-almindelige-dansker/)

Som kritisk og nogenlunde veloplyst og intelligent medieforbruger ser jeg den slags hver uge, hvis ikke hver dag. Fordi jeg, som Erik Nicolaisen Høy, godt kan gennemskue det så falder min troværdighed til medierne kraftigt. Jeg kan se at i forvrænger virkeligheden for at gøre den mere spændende, og for at få en god historie. Når jeg så ofte finder fejlcitater og forvrængninger af sandheden ved jeg ikke om jeg overhovedet kan stole på medierne. Radius årlige troværdighedanalyse understøtter mit udsagn om at Erik og jeg ikke er alene. De eneste der er mindre troværdige end journalister er bilforhandlere og politikere. (http://www.radiuskommunikation.dk/media/62025/figurrapport_-_trov_rdighedsanalysen_2013.pdf).

Uden det på nogen måde skal tages personligt kommer du, som Erik også påpeger, med et udmærket eksempel ovenfor hvor du overhører hans egentlige pointe og hægter dig fast i et enkelt udsagn der måske er lidt svagt. Til dit store forsvar skal det selvfølgelig siges at du i den efterfølgende kommentar gør det godt igen.

Med den mentalitet kan jeg udmærket forstå at politikere ikke vil stille op til mundtlige interviews. De bliver jo nødt til at veje hvert ord på en guldvægt, vel vidende at hvis der er den mindste fejl er der en god chance for at den bliver taget ud af kontekst og blæst ud af proportioner. Til stor skade både for politikeren, medierne og folkeoplysningen.
Fremhævet af Journalisten
Jens Yde
22.12.13 14:13
Man kan også sende
Man kan også sende journalister - forklædt som pressechefer - ind i ministeriet, hvis man vil have noget at vide.

Danmarks Radio skrev om forløbet i Zornig-sagen: 23. august: Socialministeriets pressechef og pressechefen for Lisbeth Zornig Andersens projekt Stemmer på kanten koordinerer udsendelsen af en pressemeddelelse om en pulje på én million kroner til at fremme socialt udsattes valgdeltagelse.

I morges trådte pressechefen frem i Jyllands-Posten og forklarede, at det hele var aftalt på forhånd. Den fantastiske nyhed er endnu ikke nået ud i alle medier.

Pressechefens navn er Lindholm, og det viser sig at være en, der både er uddannet på Journalisthøjskolen og har været redaktionschef på Børsen og chefredaktør på Børsens Nyhedsmagasin.

Det synes Lindholms kolleger åbenbart ikke, vi skulle vide. Er det Lindholm der har pakket hele sagen i sit eget lille komplot vendt mod røde politikere og embedsmænd? Er det en julepakke med silkesnore leveret lige nu, hvor presse og politikere er taget hjem? Hvad siger millionmodtageren Zornig, der er cand.polit., her to dage før jul?

Hele pressen kan da ikke være taget på jule-nytårsferie.
Fremhævet af Journalisten

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen