Ministerium: I må ikke tale med ordførerne

Socialministeriet tilbød Politiken en solohistorie mod, at avisen ikke kontaktede de socialpolitiske ordførere. »Hvis andre ministerier kommer med lignende forsøg, er det noget, vi skal have ryddet op i,« siger Anne Mette Svane. Ministeriet beklager (Opdateret 15:17 med kommentar fra pressechefen)  

Den 3. oktober sendte pressechefen i Socialministeriet en mail til to indlandsjournalister på Politiken med et tilbud om en solohistorie om regeringens nye handikappolitiske plan. Et af kravene fra ministeriet var, at Politiken ikke måtte kontakte nogle af sagens vigtigste kilder, nemlig de socialpolitiske ordførere.

”I kan ikke kontakte ordførerne, da vi endnu ikke har sendt den til dem. I kan kontakte Danske Handicaporganisationer og Det Centrale Handicapråd – men ikke andre,” skrev pressechefen.

Da Politiken ikke kunne acceptere kravene, blødte pressechefen op på betingelserne, forklarer Anne Mette Svane i en kommentar i Politiken.

Politiken valgte at klage til Folketingets Ombudsmand, der modtog en beklagelse fra Socialministeriet:

”Der er tale om en beklagelig fejl, som ikke er udtryk for den måde, ministeriet normalt samarbejder med pressen på.”

Til Journalisten skriver Anni Lundqvist i en mail:

”Der er tale om en beklagelig fej, som ikke er udtryk for den måde, ministeriet normalt samarbejder med medierne på. Social- Børne og Integrationsministeriet har ikke noget ønske om at begrænse mediernes kildevalg. Det tilkendegav ministeriet over for Politiken allerede samme dag, som den beklagelige fejl skete. Og ministeriet fastholdt tilbuddet til Politiken om, at avisen solo kunne skrive om regeringens handicappolitiske handlingsplan, uanset hvilke kilder Politiken ønskede at kontakte.”  

Chefredaktør på Politiken Anne Mette Svane siger, at det hører til undtagelserne, at Politikens journalister får at vide, at de ikke må tale med bestemte kilder.

»Det er et vidtgående krav, som vi heldigvis ikke har oplevet særligt mange gange.«

Når hun har skrevet om sagen, er det, fordi kravet kunne være et tegn på en ny tendens.

»Hvis andre ministerier kommer med lignende forsøg, er det noget, vi skal have ryddet op i,« siger Anne Mette Svane, der i sidste uge skrev om den stigende tendens til, at ministre svarer skriftligt på kritiske spørgsmål fra medierne.

På Christiansborg er der ofte et pres fra ministeriernes og partiernes pressechefer om, at såkaldte godbidshistorier skal have en bestemt placering eller publiceringstidspunkt, forklarer Anne Mette Svane.

»Det pres er vi vant til, og det er ikke nogle valg, kilderne har indflydelse på.«

Hun siger, at »man kan godt fornemme, at nogle ministerier synes, at Politiken kan være irriterende at arbejde med, hvis vi vinkler på kritikken i stedet for på udspillet«.

»Heldigvis er Politiken svær at komme uden om, og det ved kilderne også. Vi indgår ikke aftaler med kilder, hvis det indebærer, at vi sælger ud af vores redigeringsret – selv om det kan betyde, at Politiken går glip af nogle historier. So be it.«

(Opdateret 15:17 med kommentar fra pressechef Anni Lundqvist)

0 Kommentarer