Efter flere år med dårlige sager for Miljø- og Fødevareministeriet skal der nu gøres en ekstra indsats for at styrke ministeriets troværdighed. Det fremgår af et internt nyhedsbrev, hvor departementschef Henrik Studsgaard udtaler sig om troværdigheden som et af fire strategiske satsningsområder, der netop er blevet udpeget.
”Det knirker med troværdigheden, fordi mange har en opfattelse af, at det da vist ikke er alt, der er gået lige godt i vores ministerium. Og hvis det knirker, så skal man tage det alvorligt, og man skal se at få gjort noget ved det,” siger Henrik Studsgaard i nyhedsbrevet.
En uges tid før blev ministeriets ansatte præsenteret for et andet tiltag, nemlig et sæt nye retningslinjer for udtalelser til pressen. Her anvises det tydeligt, hvad en ansat skal gøre, hvis en journalist ringer med spørgsmål. Sammenfattende for dette er, at man som medarbejder altid skal gå til en presseafdeling med henvendelsen, og at det kun er i forhold til rent faktuelle oplysninger om ikke-højprofilerede områder, en medarbejder vil få lov at udtale sig.
Det fremgår at et internt dokument, der blev udsendt til ministeriets medarbejdere i slutningen af august. Det er miljøjournalisten Kjeld Hansen, der har offentliggjort begge dokumenter på sitet Gylle.dk.
Gyllegate og kvotekonger
Tiltagene skal ses på baggrund af en lang række sager, hvor ministeriet eller dets styrelser har stået i et dårligt lys. Mest omtalt var ’Gyllegate-sagen’, som kostede daværende landbrugsminister Eva Kjær Hansen ministerposten og indbragte Berlingske en Cavling-pris. I sagen om MRSA-bakterien blev forskernes anbefalinger skjult for Folketinget, og senest har sagen om tildelingen af fiskekvoter været en stor mediehistorie.
Som et supplement til dette blev miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen i november 2016 afsløret i at kalde brugen af aktindsigt for ”en sygdom i vores samfund” over for medarbejdere i Miljøstyrelsen, hvilket blev optaget og lækket af en af de deltagende medarbejdere ved mødet.
Kommunikationsrådgiver Peter Goll forstår godt, at ministeriet nu aktivt forsøger at gøre noget ved troværdighedsproblemet.
”Ministeriet er under dobbelt-angreb, både for deres faglighed og for at have politiske motiver, og at man derfor ikke kan regne med dem. Det er en alvorlig situation, for det er svært at forsvare sig fagligt, når man bliver regnet for en politisk aktør,” siger Peter Goll.
Han henviser til en passage i nyhedsbrevet, hvor departementschefen indskærper, at ”vi er professionelle embedsmænd. Vi har ikke vores personlige holdninger med på arbejde. Vi arbejder for regeringen”.
Mundkurve giver bagslag
”De forsøger at kommer ud af beskyldningerne om politiske roller ved at blive mere fag-faglige. Og så vil de skabe større klarhed om, hvem der udtaler sig om hvad, ved at lave nye retningslinjer for pressekontakten. Selv om man er en dygtig medarbejder, er det ikke sikkert, man er dygtig til at håndtere pressen. Så det er simpelthen for at sikre, at der ikke bliver sagt noget, som kan bruges mod ministeriet,” siger Peter Goll.
I hans øjne giver det god mening at få internt styr på, hvem der kommer med hvilke udtalelser. Men øvelsen kan også risikere at give bagslag netop i forhold til troværdigheden.
”Problemet er, at når sådan et regelsæt kommer ud offentligt – og det gør det altid – kan det udlægges som ledelsens forsøg på at give medarbejderne mundkurv på. Det er svært. Man vil gerne have styring, men tager man for meget styring, ligner det en mundkurv, og så taber man igen troværdighed. Derfor skal man, når man laver den slags ændringer, gøre meget ud af at forklare, hvorfor det er godt for arbejdspladsen og medarbejderne selv.”
Offentlige ansatte har ytringsfrihed. Men får man ikke som medarbejder det indtryk, at man i enhver situation skal undlade at sige noget som helst?
”Jo, det er oplagt, man får den fornemmelse. Og det kan man kritisere det for, for der gør man sig sårbar for kritik. Hvis man kunne formulere det mere positivt – en opfordring til at få udtalelser koordineret, så man undgår at skade sin arbejdsplads, understrege, at der er ytringsfrihed, men at det er vigtigt at skelne mellem, hvad der er på egne og på institutionens vegne. Det havde været en fordel,” siger Peter Goll.
Åbenhed snævrer ind
Kjeld Hansen, der har offentliggjort de interne papirer, har i mange år arbejdet med landbrugs- og miljøområdet. Han fortæller, at der traditionelt altid har været stor åbenhed og vilje til at dele informationer blandt embedsmændene i de ministerier og styrelser, han har haft med at gøre, men at den åbenhed gradvist er snævret ind.
”Hvis du ser det over et 25 års forløb, så er vi gået fra en situation, hvor du kunne få et kontorbud til at rende rundt og kopiere ting for dig derinde, til at aktindsigt i dag betragtes som en sygdom i samfundet,” siger Kjeld Hansen med henvisning til Esben Lunde Larsens udtalelse.
Pressechef Mette Thorn i Miljø- og Fødevareministeriet siger til Journalisten, at de nye retningslinjer og udpegningen af troværdighed som strategisk fokusområde ikke skal ses i sammenhæng.
”Vi har fået nye fælles retningslinjer for pressehenvendelser for at servicere medierne korrekt og professionelt, og fordi der har været forskellig praksis i institutionerne under det sammenlagte Miljø- og Fødevareministerium. Jeg tror, at vores retningslinjer nu flugter med det meste af Slotsholmen,” skriver hun i et mailsvar.
Hun mener ikke, det i forbindelsen med retningslinjerne for pressehåndteringen er relevant at gøre medarbejderne opmærksomme på, at de har personlig ytringsfrihed.
”Retningslinjerne handler om, hvem der kan udtale sig på myndighedens vegne. Offentligt ansattes ytringsfrihed er et helt andet spørgsmål, og rammerne herfor er senest beskrevet meget klart i Justitsministeriets vejledning om offentligt ansattes ytringsfrihed fra oktober 2016.”
Mette Thorn har ikke forholdt sig til Journalistens spørgsmål om, hvorvidt det kan virke modsat og skade ministeriets troværdighed, når embedsmænd ikke kan udtale sig uden tilladelse fra presseafdelingen.
3 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Jeg blev nødt til at stille spørgsmål til SKAT pr mail, og jeg fik et mailsvar halvanden uge senere. Det var oven i købet et afværgende lak lal-svar, som jeg intet kunne bruge til noget. Skamløst! Gid fanden hade den slags kommunikationsafdelinger.
Det offentlige bliver mere og mere berøringsangst i forhold til pressen. Læg også mærke til, hvor tit en minister eller en ansvarlig styrelse eller departement svarer pr. mail eller sms. Det gælder om at beskytte sig, men spørgsmålet er jo, om strudsepolitikken holder i længden. Tillid og troværdighed skaber det i hvert fald hverken hos befolkning eller presse. Tænk lige engang: Hvor svært kan det være at svare på spørgsmål? Det er da det letteste i verden, hvis man er inde i sit stof, naturligvis.
Hvordan kan det være at 'journalister' accepterer at spørgsmål til medarbejdere i Fødevarestyrelsen altid skal stilles skriftligt på forhånd? At de ikke vil medvirke i et interview uden at alt er aftalt på forhånd. Det er meget svært at optræde som kritisk presse på de vilkår.