Statsministeriet har ved en ”beklagelig” fejl glemt at søge refusion for 4,2 millioner skattekroner for statsministres deltagelse i topmøder i EU.

Det er en historie, der onsdag ramte adskillige danske mediers forsider på grund af en pressemeddelelse, som Statsministeriet sendte ud præcis klokken 15:00.

Men lige præcis 50 minutter inden lå der en mail fra Statsministeriet i B.T.-journalist Andreas Wentofts indbakke, hvor de samme informationer optrådte i en aktindsigt, som han havde ventet 50 dage på at modtage.

Var på ferie

Andreas Wentoft var på ferie, så han blev først opmærksom på, at Statsministeriet selv var gået ud med historien, da han blev kontaktet af en kollega lidt efter klokken 15.

”Jeg har ikke noget imod, at man laver eget pressearbejde på baggrund af spørgsmål fra en journalist, men man skal som minimum gøre opmærksom på det,” mener han.

For eksempel kunne Statsministeriet have fortalt ham telefonisk, at de ville sende en pressemeddelelse ud senere:

”Det var jeg nok også blevet irriteret over, men så havde jeg i det mindste haft en chance for at sende det til en kollega eller skrive de første linjer,” siger Andreas Wentoft til Journalisten.

Pressemeddelelsen fik Andreas Wentoft til at kontakte en pressemedarbejder i Statsministeriet, som ifølge Andreas Wentoft ikke kunne se problemet i, at man havde sendt en pressemeddelelse ud uden at orientere ham om det først.

Kan det være rimeligt nok, at Statsministeriet prioriterer at orientere befolkningen, som vel har krav på at vide, at de her millioner er gået tabt?

”Befolkningen har helt klart krav på at få det at vide, men de havde aldrig fået det at vide, hvis ikke jeg havde spurgt ind til det problem her. Og min bange anelse er, at Statsministeriet ikke har fulgt med i de lignende historier, jeg har lavet om Udenrigsministeriet, og de først undersøger det her, da jeg stiller spørgsmålet til dem,” siger han.

Tager brodden ud af journalistikken

Andreas Wentoft finder det principielt urimeligt, at Statsministeriet på den måde punkterer B.T.’s chancer for at lave en solohistorie, som både har krævet tid og ressourcer, og er et konkurrenceparameter for de danske medier.

”Hvis ministerierne gjorde det her hver gang, var der ikke økonomisk grundlag til at søge aktindsigt eller lave solohistorier, fordi man altid ville blive overhalet af nogen, der havde oplysningerne først. Og i pressemeddelelsen beklager de jo forløbet, men der er ikke kritiske spørgsmål eller en ekspert, der forklarer, hvor alvorligt det her er,” siger han.

Med pressemeddelelsen har Statsministeriet effektivt kappet båndene til den kritiske journalistik om sagen, mener han. Alligevel vil han i den kommende tid forsøge at følge op med et kritisk interview med Statsministeriet.

”Men det her handler mest om, at Statsministeriet formår at tage en rigtig dårlig sag og få det til at se ud som om, at de har tjekket op på det selv. I stedet for en kritisk artikel bliver det en vinderhistorie fremfor en historie om, at der ikke er styr på tingene,” siger han.

Statsministeriet svarer ikke

Journalisten har forsøgt at få en kommentar fra Statsministeriet, men har ikke modtaget svar.

B.T.’s chefredaktør Pernille Holbøll fortæller til Journalisten, at hun ikke vil gå videre med historien og klage over Statsministeriet. Hun mener dog, at det er en ærgerlig praksis:

”Jeg er meget lidt konspiratorisk anlagt, men lige præcis i det her tilfælde synes jeg, at der er noget påfaldende, at pressemeddelelsen og aktindsigten kommer fuldstændig oveni hinanden, og selvfølgelig fratager det os muligheden for at lave historien, eftersom de tager brodden ud af den,” siger hun.

Også Andreas Wentoft har kontaktet Statsministeriet med henblik på blandt andet at få svar på, hvorfor man valgte den kommunikationsstrategi. Journalisten har set den korrespondance.

I svaret henviser ministeriet til pressemeddelelsen, som altså ikke giver svar på nogle af Andreas Wentofts spørgsmål, og tilføjer, at man fra ministeriets side ikke har yderligere kommentarer.