search

Ministerier må gerne give solohistorier, hvis det ikke sker skriftligt

En minister må gerne give en solohistorie til ét medie og tilbageholde oplysningerne fra andre medier, hvis kontakten kun er mundtlig. Det fastslår ombudsmanden, efter at Politikens Morten Skærbæk klagede over sag, hvor han følte sig forfordelt. Ekspert: Nogle gange må man gerne forskelsbehandle

Må en minister holde oplysninger tilbage for én journalist, som en anden journalist gerne må få?

Ja, hvis bare oplysningerne er givet mundtligt, har Folketingets Ombudsmand fastslået.

I den konkrete sag var det Politikens Morten Skærbæk, der spurgte til regeringens holdning i en sag, hvor ministeren allerede havde en soloaftale med Jyllands-Posten. Udlændinge- og Integrationsministeriet ville ikke svare Morten Skærbæk på, om regeringen bakkede op om et beslutningsforslag fra Dansk Folkeparti om at stramme reglerne for udvisning af kriminelle udlændinge.

Senere fandt Morten Skærbæk ud af, at det skyldtes en soloaftale med Jyllands-Posten.

"Jeg er blevet uretmæssigt forfordelt"

På dagen, hvor Folketinget skulle behandle forslaget, bragte Jyllands-Posten en artikel med regeringens holdning. Det undrede Morten Skærbæk, som i flere dage forgæves havde forsøgt at få oplyst, hvad regeringen mente om forslaget.

”Jeg blev lidt ærgerlig over, at jeg ikke kunne få regeringens holdning at vide, når jeg bagefter kunne se en historie i Jyllands-Posten om det. Så tænkte jeg: Må de egentlig det her? Jeg hældte mest til, at de ikke måtte, men jeg er ikke jurist, så jeg tænkte, at det var en oplagt sag for ombudsmanden,” forklarer Morten Skærbæk til Journalisten.

”Det er en del af det at være journalist, især på Christiansborg, at man en gang imellem får et udspil fra et ministerium. Ofte er det svært at sætte på formel, hvordan det foregår. Derfor syntes jeg, det var interessant at få svar på, hvad ombudsmanden vurderede her,” fortsætter han.

Derfor skrev Morten Skærbæk en klage til Folketingets Ombudsmand.

”Jeg synes, at jeg er blevet uretmæssigt forfordelt i forhold til Jyllands-Posten, da JP er blevet givet oplysninger, som jeg forgæves har efterspurgt,” lød det blandt andet i klagen.

Ikke et entydigt svar

Folketingets Ombudsmand afgjorde klagesagen i sidste uge. Han udtalte ikke kritik af Udlændinge- og Integrationsministeriet.

Ombudsmanden medgiver, at der er juridiske argumenter både for og imod, at ministeren kan holde oplysninger tilbage for Politiken, som er givet til Jyllands-Posten.

”Jeg forstår godt, at journalisten kan føle sig forskelsbehandlet. Men juraen giver ikke et entydigt svar på, om oplysninger givet mundtligt som led i en solohistorie også skal gives til andre medier, der spørger. Man kan argumentere både for, at oplysningerne skal gives, og for det modsatte resultat. I den situation har jeg ikke grundlag for at kritisere ministeriets fremgangsmåde,” udtaler ombudsmand Jørgen Steen Sørensen i en pressemeddelelse.

Vibeke Borberg, docent i mediejura på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, forklarer, at ombudsmandens kendelse rummer to vigtige budskaber:

At en offentlig myndighed under visse betingelser må give en godbidshistorie til én journalist for at sikre gennemslagskraft i kommunikationen.
At det er okay at give konkrete oplysninger til én journalist, som man ikke efterfølgende vil give til en anden journalist – hvis oplysningerne er udleveret mundtligt. Hvis de udleveres skriftligt, gælder reglerne i offentlighedsloven.

Vibeke Borberg forklarer, at offentlighedsloven ikke regulerer, hvad en minister eller en ansat siger til en journalist, men kun hvad der faktisk foregår på skrift. I 2004 udtalte ombudsmanden således kritik, fordi Statsministeriet på forhånd udleverede en tale til ét medie, men nægtede at udlevere den til andre medier.

”Hvis en minister giver en solohistorie på skrift, fx ved at fremsende en tale, så er man nødt til at give det til andre journalister, som beder om det samme. Det følger af offentlighedsloven, at det dermed ikke længere er et internt dokument. Men loven regulerer kun ”dokumenter”. Derfor måtte ombudsmanden bruge nogle andre principper til at vurdere sagen,” forklarer hun.

Må gerne give solohistorier – mundtligt

Et centralt princip i sagen er ”lighedsgrundsætningen”, som kendes fra forvaltningsretten. Dette princip betyder, at forvaltningen ikke må forskelsbehandle uden en saglig årsag. Vibeke Borberg forklarer dog, at ombudsmanden tidligere har fastslået, at solohistorier i visse tilfælde kan være en tilladt undtagelse.

"Solohistorier er en fravigelse fra dette lighedsprincip. Og det kan derfor kun ske under særlige omstændigheder. Man må ikke gøre en solohistorie ud af hvad som helst. Aktuelle nyheder falder ikke ind under dette, mens man gerne må give et regerings-initiativ eller en beslutning, som man gerne vil sikre kommer effektivt ud,” siger Vibeke Borberg.

Udlændinge- og Integrationsministeriet, samt Justitsministeriet, har i sagen argumenteret med, at muligheden for at plante solohistorier vil ”blive stærkt begrænset, hvis der i alle tilfælde er pligt til at give mundtligt meddelte oplysninger til andre medier, der henvender sig om det samme”.

”Formidling gennem en solohistorie ville i så fald kun være muligt i de tilfælde, hvor andre journalister ikke udviser tilstrækkelig interesse for sagen,” lyder det.

Omvendt anerkender ombudsmanden, at det forekommer ”tilfældigt og urimeligt”, at det skal være afgørende, om oplysningerne er givet mundtligt eller skriftligt.

Vibeke Borberg hæfter sig ved, at ombudsmanden kan se sagen fra begge sider og skriver, at "noget taler for, og andet taler imod". Han ender med ikke at kritisere, da han mener, der er juridiske argumenter for begge dele.

Men ved ikke at gøre noget, skaber han vel også præcedens for, at det må man gerne?

”Ja, men han har heller ikke rigtig andre muligheder. Når Folketinget ikke har lavet lovgivning på området, kan han ikke bare lave sine egne regler,” siger Vibeke Borberg.

Tager ikke stilling til reglerne

Morten Skærbæk understreger, at han ikke selv har en mening om lovgivningen på området.

”Hvordan reglerne bør være, vil jeg lade andre tage stilling til. Jeg har bare i den konkrete sag haft lyst til at få testet, hvordan reglerne er, fordi jeg selv var i tvivl. Det var mange kolleger, jeg talte med, også,” siger han.

Hvad synes du om ombudsmandens vurdering?

”De juridiske overvejelser vil jeg ikke kloge mig på. Men det er vel efter bogen, når han ikke kan finde et entydigt svar på, om det er rigtigt eller forkert, at det må være mig som klager, der har bevisbyrden,” siger Morten Skærbæk.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen