search

Ministerielt kunstgreb på fejlagtig baggrund

Ministerium fisker forkerte tal op af hatten for at pynte på en træls virkelighed. Hvor langt kan man gå i den politiske kommunikation?

Ministerium fisker forkerte tal op af hatten for at pynte på en træls virkelighed. Hvor langt kan man gå i den politiske kommunikation?

Ministeren og hans særlige rådgiver trænger til en god historie oven på mange knubs i forbindelse med en dum dagpengesag. Humøret svækkes af et manuskript til en ny rapport om a-kassernes effektivitet. Rapporten er resultatet af en sammenlignende undersøgelse af alle landets a-kasser, som Beskæftigelsesministeriet udfører hvert andet år. Resultaterne viser, at a-kasserne har oppet sig. Medlemmerne er mere tilfredse, og der ydes bedre service end tidligere – til en billigere pris.

Ministeren mener, at a-kasserne er blevet for magtfulde. Rådgiver og minister lægger hovederne i blød. Tallene foran dem kan ikke bruges imod a-kasserne. Resultaterne er for gode. »Vi må have flere tal. Hvad med a-kassernes lønninger?«

Som sagt så gjort: 578.000 kroner i gennemsnitsløn i den bedst lønnede a-kasse! Den særlige rådgiver i Beskæftigelsesministeriet kan med et smil om munden sende mails til udvalgte journalister på landets to største aviser: Se her! En rigtig god vinkel. Specially for you!

De høje lønninger får da også en fin placering, da aviserne præsenterer undersøgelsen: »Journalister tjener godt. Men i forhold til de medarbejdere, der administrerer journalisternes bidrag til a-kassen er det småpenge.«

I den bedst lønnede a-kasse – Journalisternes – er de dog noget overraskede. Undersøgelsen siger nemlig, at Journalisternes A-kasse er landets næstbedste, når der sammenlignes på en række parametre om tilfredshed, pris og effektivitet. Og lønnen er ikke 578.000 kroner, men 362.000 kroner (423.000 kroner, hvis cheferne regnes med). Der er tale om en ministeriel fejlberegning. Begge aviser indvilger i at bringe nogle få linjers rettelse. Beskæftigelsesministeriet tier.

Ovenstående beskrivelse af motiverne hos ministeren og hans rådgiver er tankespin(d). Vi ved blot, at ministeriet bad om ekstra lønoplysninger i Arbejdsdirektoratet. Og at oplysningerne blev sendt til udvalgte reportere af den særlige rådgiver (som i øvrigt tjener 756.000 kroner).

Vi ved også, at direktoratet har arbejdet i månedsvis med at sammenligne a-kasserne, og at dette værktøj gør sin gavn. A-kasserne opper sig, blandt andet fordi fejl og mangler nu udstilles i fuld offentlighed. Hvorfor så kaste ekstra tal på banen? Tanken om, at tallene skulle bidrage til mistænkeliggørelse, er nærliggende. Tanken om, at tallene var forblevet i ministeriet, hvis de ikke havde levet op til forventningerne, er lige så nærliggende.

Nuvel, journalister behøver vel ikke kaste med sten, når de selv bor i et glashus. Journalister kan selv finde på at forfølge en vinkel, hvis dokumentationen tørrer ud i research-fasen. Den svage journalist koger suppe på en indtørret kvist. Og skulle journalisternes egen a-kasse ikke kunne tåle en plet?

Jo, alle, der forvalter medlemskroner eller skattekroner, må tåle et gennemsyn – også ud i krogene. Ikke mindst a-kasserne, der forvalter både skatte- og medlemskroner. Findes der en plet, må indehaveren selv vaske den bort ved at udvise en anden adfærd.

Ministres brug af styret kommunikation er mindst lige så legitim. Alt andet ville være dumt. Den er simpelthen nødvendig for at blive hørt. Ministre har brug for en særlig rådgiver, der tager ministerens parti, kender hans politiske parti, kender medierne og er god til professionel påvirkning.

I en privat virksomhed ville den beskrevne handling være dagligdags kommunikationsarbejde – lige bortset fra regnefejlen. Medierne ville have ædt historien råt. Men hvad med det offentlige? A-kassehistorien er næppe kritisabel i forvaltningsretlig forstand. Men hvad med etikken?

Har du en mening om bytteforholdet mellem politiske redaktioner og ministrenes rådgivere? Så send mig en mail, og jeg ringer dig op. Jeg sidder som DJs repræsentant i et regeringsnedsat udvalg, som skal analysere hvordan rådgivningen – herunder presserådgivningen – af ministrene finder sted.

* Esben Ørberg, informationschef i Dansk Journalistforbund og med i udvalget om embedsmænds rådgivning af ministre.

 

 

 

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen