Forsvarsministeriets presserådgiver Jakob Winther optog Guldbrandsens interview og brugte båndene til at lægge en kommunikationsstrategi mod filmen. Her er hans oplevelse af sagen.

Kommunikation. Da Christoffer Guldbrandsen og Nils Giversen i efteråret 2006 sad og klippede dokumentarfilmen »Den hemmelige krig«, havde forsvarsministerens særlige rådgiver Jakob Winther allerede et klart billede af, hvad filmen handlede om.

Siden Guldbrandsen i påsken 2005 første gang henvendte sig til Forsvarsministeriet for at lave en film om 'dansk sikkerhedspolitik efter 11. september' har Jakob Winther lavet et systematisk detektivarbejde for at få kendskab til filmens indhold, vinkel og eventuelle sprængfarlighed for ministeren.

Hver gang, journalisterne har bedt om aktindsigt, henvendt sig til ministeriets embedsfolk og interviewet kilder i forsvaret og Forsvarsministeriet, har Jakob Winther indsamlet informationerne.

»Jeg har et veludviklet netværk i og uden for ministeriet, som jeg kunne bruge til at få input om, hvad de var på vej med. Jeg har desuden haft den fordel, at Christoffer Guldbrandsen som freelancer har hyret folk, som jeg også har kunnet tale med.«

Den fordel er han i dag glad for.

»Jeg vidste fra dag ét, at den her film ikke ville blive god for os. Normalt ved man, hvad der kommer i medierne i morgen, fordi journalisterne prøver at indhente kommentarer fra ministeren under deres research. Men den her film er enhver spindoktors mareridt,« siger Jakob Winther, der har arbejdet systematisk på at minimere Guldbrandsens muligheder for at overraske.

Når Christoffer Guldbrandsen interviewede forsvarsministeren eller forsvarschefen, optog Jakob Winther interviewet på bånd og delte indholdet med sin kollega i Statsministeriet Michael Ulveman og Ulla Vestergaard i Udenrigsministeriet.

Med andre ord: Hele Forsvarsministeriets, Statsministeriets og Udenrigsministeriets presseberedskab har skridt for skridt kunne planlægge pressestrategien over for filmen – mens den blev til.

Da filmen havde premiere, sad Jakob Winther blandt biografgæsterne i Grands mørke. Det var nu, det skulle vise sig, om Guldbrandsen og Giversen havde haft noget i ærmet, han ikke have opdaget.

»Jeg havde nok frygtet, at filmen var mere kritisk over for Søren Gade. Da jeg så filmen, fyldte han kun 30 sekunder. Filmen er sat stort op i forhold til, hvor lidt der er i den. Når man har brugt halvandet år på at lave en dokumentarfilm, må man forvente, at den dokumenterer nogle påstande. Især hvis man kræver rigsretssag mod statsministeren og forsvarsministerens afgang.«

Mens de andre premieregæster tog plads i baren efter filmen, skyndte Jakob Winther sig tilbage til briefingmøde med 15 medarbejdere i Forsvarsministeriet. Hvilke anklager blev fremsat i filmen? Hvilken dokumentation var der behov for at imødegå?

Efterhånden, som Forsvarsministeriets dokumentation blev indsamlet, lagde Jakob Winther mange kræfter i at betjene journalister.

»Det er mit arbejde at hjælpe medierne bedst muligt, og journalisterne ved godt, at jeg er ministerens mand. Jeg har talt med næsten alle medier i den her sag. Jeg har hjulpet så godt, jeg kunne,« siger Jakob Winther, der har det bedst med, at han kan forudsige og præge, hvad der er i medierne.

»Det er min ønskeverden. Det lyder måske ikke så rart på standens vegne. Det er jo også en slags spin, at de skriver, hvad det er, man gerne vil have, at de skriver. Og hvis det ikke er muligt, kan man i det mindste få dem til at skrive det, der er rigtigt,« siger Jakob Winther.

Han kan glæde sig over, at det stort set er lykkedes at holde forsvarsministeren ude af de værste historier i pressen. Og han har noteret sig, at seernes redaktør Jacob Mollerup fra DR har indrømmet, at det ikke var rimeligt at lancere filmen i udvalgte medier en uge før, Søren Gade så den.

»Det er fint nok, at DR prøver at sælge deres historie. Men man kan ikke samtidig nægte forsvarsministeren at se de klip, som man ønsker, at han skal forholde sig til. Det er ikke nok, at Politiken eller TV 2 siger, at de har set noget af filmen,« siger Jakob Winther.

Også selve interviewet til filmen med forsvarsministeren udviklede sig til rådgiverens fordel.

Da det blev Søren Gades tur til at give interview den 7. december 2005 – præcis et år inden filmen fik premiere – havde Christoffer Guldbrandsen sendt omkring 15 spørgsmål på forhånd. Men han blottede afgørende dele af sin vinkel ved at blive ved med at stille ministeren de samme to-tre spørgsmål om tilfangetagelse og udlevering af afghanske fanger til de amerikanske tropper i Afghanistan.

»Efter det havde jeg en rimelig god idé om, hvad de var interesseret i,« forklarer Jakob Winther.

Journalisten møder Jakob Winther i netop det mødelokale i Forsvarsministeriet på Holmens Kanal, hvor Guldbrandsen interviewede Søren Gade til filmen. På bagvæg-
gen hænger et whiteboard med stikord til den kommende hjemmeside med Forsvarsministeriets udlægning af historien. For offensiven mod filmen er ikke slut. Langt fra.

»Ligesom DR har lavet en hjemmeside med deres version af sagen, laver vi vores egen,« siger Jakob Winther. Han ønsker ikke, at vi fotograferer, men den tætskrevne tavle viser med al tydelighed, at hver en sten i sagen er blevet vendt.

Jakob Winther har svært ved at skjule sin oprømte rødmen, da Journalisten spørger:

– Er sandheden ikke, at du har gjort det pokkers godt i den her sag?

»Jeg synes, jeg fungerer godt i mit arbejde, og det synes min arbejdsgiver også. Men om jeg gør det godt nok, vil jeg lade andre om at vurdere.«

Læs også: Regeringens modtræk trin for trin, Mødt af tavshed og spin og Debatten der døde