Hans kontor roder. Hans telefon ringer 100 gange om dagen. Han ringer selv journalister op, hvis han falder over en fejl. Han er ansat til at håndtere pressen, men mener ikke selv, han styrer den. Statsministerens pressechef, Michael Kristiansen, er træt af at blive set som dæmon.

"Hvis du skriver "en kilde tæt på statsministeren", så ved alle, at det er mig." Siden valgkampen sidste år har Michael Kristiansen fulgt statsministeren som en skygge. Bortset fra møderne i Anders Fogh Rasmussens vælgerforening eller mere private møder, følger han stort set statsministeren overalt.

Som bodyguard i det frådende pressehav på valgaftenen i november. Til æggekast i januar på Korshærens varmestue på Nørrebro. Og som fast mand på sidelinien ved det ugentlige pressemøde fra talerstolen i Statsministeriets Spejlsal.

Hvis regeringens første 100 dage ved roret skal bedømmes efter graden af orden på Michael Kristiansens kontor, er der stadig meget, der skal på plads.

Computerkablerne boltrer sig på gulvet, og de sidste flyttekasser med statsministerielt påtryk er endnu ikke blevet tømt. En stak malerier står stadig på gulvet og venter på at erobre væggen fra L. A. Rings maleri af landpo-stens besøg hos gamle Ane. Pressechefen medbragte malerier er af et noget mere moderne tilsnit.

Den sidste halvanden dag har kontoret med udsigten over Christiansborg Ridebane stået tomt. Michael Kristiansen har været på turné i de baltiske lande med statsministeren.

Imens løb 42 mails ind på pressechefens computer, og på en helt almindelig dag ringer hans telefon mellem 50 og 100 gange.

Alle journalister, der vil tale med statsministeren, må en tur over Michael Kristiansen. Også i timerne omkring daggry, når Radioavisen, Ritzau eller morgen-tv er i røret.

 

VK planlægger bedre
Blandt journalister på Christiansborg er meningerne om de nye spindoktorer delte. De fleste er enige om, at det ikke er blevet sværere at få fat i en minister. Nogle synes, at spindoktor-fænomenet er dybt opreklameret. Mens andre har en klar fornemmelse af, at VK-regeringen er langt mere bevidst om at planlægge og koordinere, end Nyrup var.

Som da finansminister Thor Pedersen holdt pressemøde om sin rolle i Farum-skandalerne dagen inden Foghs eget længe ventede pressemøde. Da statsministeren endelig stillede op foran de hungrende kameraer, var gassen behændigt lukket ud af den ballon. Alt, hvad der skulle siges, var jo sagt dagen før.

Statsministeren kunne nøjes med at gøre sig lystig på Brixtoftes bekostning – ved at citere en helt fjerde partifælle for bemærknin-gen om, at Brixtofte var uden for pædagogisk rækkevidde.

Eller da Anders Fogh selv på samme møde tog fat i sin gamle grundlovstale om magtens arrogance og vennetjenesterne i Socialdemokratiet. Den havde flere medier glædet sig til at rive ham i næsen, men han greb dem ud.

Eller den taknemmelige måde en række medier grinede med på, da listen over nedlagte råd og nævn kom frem. Flere spaltemeter og sendeminutter gik med at muntre sig over sjove navne og råd, der ikke lavede dagens gerning.
Michael Kristiansen lyder tydeligt irriteret, når talen falder på regeringens styring af pressen. Han er træt af den dæmonisering, han synes, spindoktorerne bliver udsat for. Han vil ud af dæmonkassen.

"Der er kun én ansat i Statsministeriet til at tage sig af pressen, og det er mig. Selvfølgelig håndterer jeg pressen, selvfølgelig styrer jeg, det er jo det, jeg er ansat til. Men det er en myte, at vi er en hel armé af spindoktorer, der styrer helt vildt.

"Kik på hele balladen omkring Det Danske Center for Menneskerettigheder. Virker det særlig godt styret?" spørger Michael Kristiansen.

 

Landet rundt på tv
Myter eller ej. Når ministrene i regeringens koordinationsudvalg holder møde en gang om ugen, mødes deres spindoktorer samtidig for at koordinere deres udspil.

"Selvfølgelig gør vi det. Ligesom ministrene er pressecheferne som øer, der sejler rundt med hver deres område at varetage. Vi mødes for at få overblik. Det kan være helt banalt som ikke at udsende to store rapporter på samme klokkeslæt. Men det er naivt at forestille sig, at vi sidder og siger "På fredag skal Berlingske have den historie." Medierne ville jo ikke finde sig i det. Se bare alle de problemer, Tony Blairs spindoktorer har nu."

Op til folketingsvalget i november demonstrerede Venstres valgkamp under alle omstændigheder, at partiet har et godt greb om medierne. Med pressen på slæb turnerede Venstre landet tyndt i bus. Intern uenighed om Venstres udlændingepolitik, hvor Birthe Rønn Hornbech gik for langt, og Peter Brixtofte skældte ud, nåede aldrig tv-skærmen.

"I en så kort valgkamp er det bedre at bruge tiden på at tale med vælgerne end at skændes med sine egne medlemmer. Nyrup brugte en hel kongres på at skælde ud. På den måde går der tid og spalteplads fra det, man gerne vil," forklarer Kristiansen.

Under valgkampen i 1998 kørte Michael Kristiansen også i bus med Venstre; dengang som tilrettelægger af dokumentarfilmen Kandidaterne. Fire år efter forstod han at udnytte udviklingen i sendetid til Venstres fordel.

"Tv-stationerne havde langt flere nyhedsminutter at fylde, og i forhold til '98 var der klart øget fokus på Fogh og Nyrup og på performance. Hvordan ser de ud? Kører de på cykel? Overrækker de fodboldpokaler? Venstres bustur var stort set den samme som i '98, men især tv var der i langt højere grad. De var der, selv når vi var på Langeland."

"Gør det ikke dit arbejde nemmere?"

"Joooh," smiler han.

"Det er klart. Man skal forsøge at bruge den situation, at de skal sende 24 timer i døgnet. Hvis man leverer varen, så får man også opmærksomheden. Men man skal så også være opmærksom på, at medierne forventer mere. Varen skal være stærkere."

"Hvordan sælger du så varen?"

"Det vil jeg beholde som en forretningshemmelighed. Og hvordan jeg agerer. Det vil jeg holde for mig selv."

 

Fogh og Farum
Da Venstre pludselig fandt den populære Farum-borgmester på forsiden af alle aviser, kom flere ministre i skudlinien. Både indenrigsministeren og finansministeren optrådte på tv. Statsministeren var derimod på vinterferie og ikke til at træffe.

"Grunden til, at Anders ikke gik på tv, var, at sagen udviklede sig fra time til time. Der var jo en risiko for, at sagen ville se anderledes ud fra det øjeblik, han blev optaget, til det tidspunkt, det blev sendt. Sådan et klip kunne blive brugt igen og igen. Det var for tidligt at gå på tv.

Han havde været på Ritzau, men det valgte medierne at se bort fra. Det gjorde jo også hi-storien bedre, at statsministeren ikke havde kommenteret den. Sådan er det jo."

Michael Kristiansen kalder det en uskik, når journalister vænner sig til at lade kilderne gennemlæse alt inden tryk. Det svækker journalistens ansvar. Han har heller ikke haft denne artikel til gennemsyn. Men han kan sagtens finde på at ringe en journalist op, hvis han finder en faktuel fejl.

 

Hjertet skal med
I november 2000 blev Michael Kristiansen pressechef i Venstre. Dagen efter meldte han sig ind i partiet. Der skulle ikke herske nogen tvivl om, hvor den nye medarbejders loyalitet lå.

"Netop fordi jeg kommer meget tæt på ledelsen i partiet og jo ikke er valgt til det, er det vigtigt, at det øvrige parti oplever, at man ikke er fanden selv. At man ikke kun er professionel og har en bestemt opgave at løse, men at man også har en form for loyalitet over for partiet."

"Selv om det er hjernen, der skal gøre arbejdet, skal man også have hjertet med. Hvis man synes, at alt, hvad denne her regering kommer med, er fuldstændig gak i låget, så kan det godt være, man er enormt professionel, men så hænger det ikke sammen. Du er nødt til på en eller anden måde at være relativt enig. Det er simpelthen nødvendigt. Både på et meget konkret plan i forhold til din nærmeste arbejdsgiver og til regeringen som sådan."

Partibogen får også indflydelse på, hvordan hans karriere former sig, den dag han forlader Statsministeriet. Han har ingen planer om at vende tilbage til dagbladenes rækker.

"Jeg vil ikke udsætte mig selv for en konstant mistænkeliggørelse af, hvorfor jeg nu skrev dit eller interviewede den og den. Det har nogle omkostninger at gøre det her, og man skal være parat til at betale for konsekvenserne. Det giver også nogle kvalifikationer, men det er klart, at når man går ind til det her, så går man ud af et spor. Man lukker nogle døre. Sådan har jeg det i hvert fald."

Så det er næppe Kristiansen, vi finder som politisk redaktør på tv om et par år. Eller som kampagneleder for Socialdemokratiet.

"Man kan godt arbejde for et andet parti. Nogle af de dygtigste embedsmænd i centraladministrationen er dem, der kan rådgive den ene regering den ene dag og den anden den næste. En departementschef er jo om muligt tættere på ministeren end pressechefen. Så hvorfor skulle pressechefen ikke kunne arbejde på begge sider? Jeg ville bare ikke kunne, jeg ville ikke have lyst til at gøre det."

 

Den rette kemi
Han har i øvrigt også allerede været de fleste steder. CV'et rummer både Weekendavisen, Politiken og Berlingske Tidende. Han har været chefredaktør for Euroman og informationschef i Den Almindelige Danske Lægeforening. Han har været med til at lave politiske biografier om Schlüter og Niels Helveg og dokumentarfilmen "Kandidaterne" fra 1998.

Karrieren har i store træk været kendetegnet af et nyt job om året, men Anders Fogh behøver ikke være nervøs for at miste sin pressechef inden næste valg.

"Jeg kan kun fungere, hvis jeg oplever, at jeg gør en forskel. Hvis der er én ting, jeg ikke er bange for, så er det at få fornemmelsen af at være overflødig her. Min drivkraft har været, at jeg følte, der var mere brug for mig et andet sted.

Det tror jeg ikke lige rammer mig foreløbig. Det afgørende i jobbet er forholdet mellem Fogh og jeg. Der skal være den rette kemi og en oplevelse af, at man giver hinanden noget. Det kan man jo ikke sætte tid på, men det er klart, at rådgiver-funktionen, den slider jo. Så på et eller andet tidspunkt kan man godt forestille sig, at vi har brugt hinanden op."

Forgængeren som Venstres pressechef, Henrik Qvortrup, blev et kendt ansigt på Christiansborg. Den opmærksomhed ønsker Kristiansen ikke. Han har heller ikke sin faste plads ved det runde frokostbord hos Brydesen, hvor Christiansborg-journalisterne spiser frokost.

Qvortrup nåede at eksponere sig selv i en grad, så han stak sit kronragede hoved frem i et par af tegneren Roald Als' tegninger i Politiken. Så langt ønsker Michael Kristiansen ikke at stikke næsen frem. Han siger også kun nødtvungent ja til dette interview.

I øvrigt er han allerede blevet tegnet af Roald Als. Dog i rollen som helt almindelig dansker for hen ved 10 år siden, da begge var på Weekendavisen.