TV 2 Østjylland skal rette sig efter Radio- og tv-nævnet i sag om sponsoreret valgdækning, fastslår minister. Det sker efter Journalisten forleden kunne fortælle, at tv-stationen kræver 50.000 kr. for at dække vælgermøde.
Der bliver ikke noget med at tjene ekstra penge på direkte dækning af vælgermøde.
TV 2 Østjylland havde ellers tænkt sig at score kassen på at sende direkte fra festligt pyntede valgmødelokaler i forbindelse med kommunalvalget til efteråret.
Men den går ikke, melder kulturminister Carina Christensen, ifølge Ritzaus Bureau.
Efter fagbladet Journalisten forleden kunne berette, at TV 2 Østjylland var klar med krav om særligt produktionstilskud fra kommunerne for 75 minutters direkte dækning af vælgermøde, har metoden været livligt debatteret. Og nu sætter kulturministeren altså en stopper for fremgangsmåden.
Formand for radio- og tv-nævnet, Christian Scherfig, kaldte i første omgang planerne for 'åbenlyst i strid' med forbuddet mod sponsering af nyheds- og aktualitetsprogrammer. Det afviste tv-direktør Peter Kramer siden i et brev til Scherfig og bad samtidig nævnsformanden trække sine ord tilbage.
Men nu fastslår Carina Christensen, at det er og bliver Radio- og tv-nævnet med Scherfig i spidsen, der har det sidste ord i den slags sager.
»Det er efter radio- og fjernsynsloven Radio- og tv-nævnet, som fører tilsyn med overholdelsen af reglerne om sponsorering«, siger ministeren til Ritzau.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.