Minister opfordrer nævn til at gå ind i TV 2’s grønlandshistorie

I et svar til Folketinget skriver kulturminister Joy Mogensen, at hun vil ”hilse det velkomment”, hvis Radio- og tv-nævnet går ind i sagen om usand historie

Hvis man troede, at sagen om TV 2’s falske historie om den grønlandske politiker Múte B. Egede var forbi, da den ansvarlige chef sagde op midt i juni, så tog man fejl.

TV 2 har gang i en intern undersøgelse af forløbet, og kulturminister Joy Mogensen har bedt TV 2’s bestyrelsesformand, Jimmy Maymann, om en redegørelse. Og ministeren vil nu gerne have endnu en undersøgelse i gang.

I et svar til Kristendemokraternes folketingsmedlem Jens Rohde skriver ministeren, at hun gerne ser, at Radio- og tv-nævnet tager sagen op.

”Radio- og tv-nævnet kan af egen drift optage en sag om eventuel tilsidesættelse af bl.a. forpligtelsen til, at TV 2’s informationsformidling skal være saglig og upartisk. Såfremt Radio- og tv-nævnet vælger at optage en sådan sag af egen drift, vil jeg hilse det velkomment,” skriver ministeren.

Nævn vil afvente redegørelse

Men det tyder ikke på, at der kommer en tredje undersøgelse i gang. Radio- og tv-nævnet oplyser til Journalisten, at man vil vente på den redegørelse fra Jimmy Maymann, som ministeren har bedt om, før man vil gå ind i sagen.

”Radio- og tv-nævnet er opmærksomme på sagen. Nævnet tager kulturministerens opfordring til efterretning og vil nu afvente den redegørelse, ministeren har udbedt sig fra TV 2, før nævnet foretager sig yderligere i sagen,” lyder det i et skriftligt svar.

Jimmy Maymann har endnu ikke kommenteret Joy Mogensens ønske om en redegørelse, og tidshorisonten for den kender vi derfor ikke.

Udgivet få dage før valg

TV 2’s artikel omhandlede to sager, hvor budskabet i artiklen var, at Múte B. Egede burde have erklæret sig inhabil. Men oplysningerne var ikke korrekte, og Múte Egede var ikke blevet tilbudt modsvar.

Den blev udgivet 2. april, fire dage før det grønlandske valg, hvor Egede var kandidat til posten som landsstyreformand. 4. april blev artiklen rettet, men først 7. april – altså dagen efter valget – bragte TV 2 en egentlig beklagelse og fjernede artiklen.

Múte B. Egede vandt valget, og siden har han og flere andre grønlandske politikere kæmpet for en tilbundsgående undersøgelse af, hvordan artiklen opstod.

Sagen betød, at redaktionschef Ulla Østergaard, der havde det overordnede ansvar for TV 2’s dækning af valget, forlod sin stilling 17. juni.

0 Kommentarer

Læs også

TV2’s advokatundersøgelse har fået konsekvenser for fem ansatte

TV 2 om usand historie om Múte Egede: ”Der skete et svigt”

18. JUNI 2021
Efter nye oplysninger om TV 2-historie: <span class="Det her skal kraftedme frem"">

Efter nye oplysninger om TV 2-historie: ”Det her skal kraftedeme frem”

25. JUNI 2021

TV2-chef stopper efter kritik

17. JUNI 2021