Kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) står fast på sit forslag om at indføre et såkaldt kulturbidrag, der skal tvinge streamingtjenester som Netflix og HBO til at betale fem procent af deres omsætning til danskproduceret indhold.
Det understreger hun hos Politiken, hvor en stribe juridiske eksperter i går problematiserede forslaget med henvisning til den store internationale OECD-aftale. Den aftale indebærer, at lande skal afstå fra at indføre skatter på digitale tjenester, indtil der er formuleret en global løsning på problemer med virksomheder i skattely.
”Vi er meget optagede af, at det netop er i den endelige udformning, at vi får cementeret, at det her hverken er en skat eller en udfordring af OECD-aftalen,” siger Ane Halsboe-Jørgensen til Politiken.