Radiostemmen Dorte Krogsgaard 

Københavns Radio 1990-1994. Forlaget Rosinante 1994-1999. Danmarks Radio i forskellige stillinger 1999-nu

Ni journalister og en udstoppet hane ved navn Herluf. Det var Københavns Radio i starten af 90’erne. Dengang radioen boede i Landskronagade på Østerbro og endnu ikke var blevet omdøbt P4 København. Hanen var Københavns Radios maskot. Den galede ind over vores jingler, og en gang om året lavede vi en særlig hanekampagne for stationen, hvor vi kørte ud og gemte os og lagde spor. Den, der under udsendelsen fandt os, vandt en præmie. Det er i den anledning, billedet er taget. 

Jeg blev uddannet fra Journalisthøjskolen i 1990. Københavns Radio var mit første job. Ens første job vil sikkert altid betyde noget særligt. Vi var en relativt homogen flok, og vi sås meget – også privat. Ofte spiste vi fælles frokost, når vi var færdige med udsendelsen om fredagen og drak øl resten af eftermiddagen. Det gør jeg ikke på samme måde i dag. Om det er tiderne eller mig, der har ændret sig, skal jeg ikke kunne sige. Måske begge dele. 

Efter fire år på Københavns Radio ville jeg ikke længere være journalist alligevel. Jeg forlod DR og arbejdede i fem år på Forlaget Rosinante. Forlaget havde nogle guldår i den periode og havde blandt andet stor succes med verdensberømte Peter Høeg. De første år på forlaget var en vidunderlig befrielse fra alle de ting, jeg skulle som journalist: Søge konflikter, vinkle. Men til sidst begyndte jeg at savne at være producerende igen, og jeg savnede kolleger, der lavede det samme og tænkte i samme baner som mig. Jeg fik hjemve. Så jeg sagde op og fik først et tre måneders vikariat på det nystartede ’Deadline’ på DR2. Det blev til ansættelse på programmet i otte år, med enkelte korte udlån undervejs. Siden kom jeg til ’P1 Morgen’, hvor jeg er i dag. 

Du spørger, hvor meget det betyder for mig at være journalist. Hvordan svarer man på det? Jeg er journalist hele tiden. Jeg kan godt lide at følge med. Når jeg er på ferie, nyder jeg at læse aviserne lidt grundigere. I selskab med andre mennesker kan jeg godt tænke, at “det var da en interessant historie, de fortalte der. Det må jeg kigge nærmere på ved lejlighed”. Men det er ikke sådan, at jeg stresser over det. Jeg har det bare altid i baghovedet.

Nyhedshunden Peter Thorup

Tv2.dk og TV 2 News fra 2008 til nu

Jeg var den første praktikant på Ekstra Bladet, der kom på eb.dk. Jeg bad selv om en periode på det, der dengang blev kaldt internettet. Det var et uhørt ønske! Netjournalisterne blev lidt set som nogle udskud, der sad langt væk fra avisredaktionen og lavede nogle helt andre historier.

Jeg elsker nyhedspulsen, så nettet talte dengang – og taler stadig – til min trang til at udkomme. Det er nok det drug, der er grunden til, at jeg blev journalist. Jeg er vild med, at man får øjeblikkelig respons fra brugerne.

I dag arbejder jeg som jourhavende redaktør på tv2.dk, så efterhånden ser jeg nok mig selv som mere redaktør end journalist. Men jeg vil stadig afdække virkeligheden, og jeg vil stadig udkomme med gode historier hver eneste dag.

Da jeg begyndte på TV 2, talte mange om en særlig TV 2-ånd. Det var sådan en fluffy størrelse som ’at gå en ekstra mil’, ’godt samarbejde’ og ’against all odds’. Efter 10 år på TV 2 tror jeg så småt, at jeg har fundet ud af, hvad mine ældre kolleger talte om dengang. Jeg synes, ånden kommer bedst til udtryk på de store nyhedsdage, hvor alle rykker sammen og løfter dækningen i flok. Det er der, TV 2 virkelig kan noget.

Jeg synes stadig, at det er sjovt at gå på arbejde, for vi er gode til at hygge os, samtidig med at vi udfører et stykke kvalitetsarbejde. I dag ser jeg mange af mine kolleger som venner, og vi ses ofte også uden for arbejdstiden i alle mulige henseender. Til koncerter, brætspil og fodboldkampe.

Seneste skud på stammen er vores rundboldturnering, hvor TV 2’s redaktioner møder hinanden under meget seriøse omstændigheder. Uden at prale kan jeg da godt afsløre, at mit hold, TV 2 Digital, vandt en storslået sejr, som jeg her fejrer med to af mine kolleger.

Pressefotografen Kim Agersten

Politiken 1982-2005. Nu freelance

Pressefotograferne på Politiken har altid været de bedste i landet, så da jeg startede på avisen, var mine idoler pludselig også mine kolleger.

Billedet er taget i 1984, hvor hele fotoredaktionen var samlet til middag hos Jacob Maarbjerg på Solsortevej på Frederiksberg.

Erik Petersen var en gigant inden for dansk pressefotografi. Han var egentlig gået på pension, men til de store opgaver skulle han altid spørges som den første. Når jeg ringede til ham, måtte jeg stå op af ren respekt for manden. I min beundring for Morten Langkilde købte jeg en læderjakke magen til hans. Han havde så en BMW 2002. Den fik jeg aldrig råd til. Jeg købte en 2CV.

I dag kalder alle sig for fotograf – de har jo deres mobiltelefoner. Jeg har aldrig set mig selv som fotograf. Jeg er pressefotograf og medlem af Pressefotografforbundet. Det er min identitet. Og det er jeg stolt af.

Som pressefotograf på Politiken følte jeg, at jeg var øverst på piedestalen, så jeg mistede lidt af min identitet, da jeg i 2005 blev freelancer. Pludselig var det ikke længere ”Politiken”, men ”Kim Agersten”, der kom for at tage billeder.

En af mine kunder er Børnehjælpsdagen, der laver aktiviteter for børn, der ikke kan være hos deres mor og far. I dag får jeg ikke længere et opslag i Politiken, men til gengæld får jeg mulighed for at hjælpe Børnehjælpsdagen med at komme ud til så mange mennesker som muligt.