Mindre panisk panik-dag

Til årets Store-Match-Dag den 31. oktober vil der blive slået ned på forhåndsaftaler og cv-udvekslinger. Samtidig kan man søge så mange praktiksteder, man vil.

Til årets Store-Match-Dag den 31. oktober vil der blive slået ned på forhåndsaftaler og cv-udvekslinger. Samtidig kan man søge så mange praktiksteder, man vil.

Det er den årligt tilbagevendende polemik omkring forhåndsaftaler og snyd ved Store-Match-Dag, der nu får Praktikudvalget til at gå nye veje. Udvalget vil dog ikke aktivt forsøge at afsløre praktikstederne i at omgå reglerne, men det er til gengæld ikke bange for at slå ned, hvis det kommer i besiddelse af dokumentation for snyd.

»Finder vi, at der er indgået én eneste forhåndsaftale, så ryger praktikgodkendelsen for næste periode uafhængigt af praktikstedets størrelse,« siger formand for Praktikudvalget Christian Kierkegaard.

Han erkender dog, at det kan skabe nye problemer, hvis man for eksempel tager både Politiken, TV 2 og DR i at snyde og skulle stå uden dem til næste Store-Match-Dag. Men det er så et problem, man ifølge Christian Kierkegaard må forholde sig til, hvis den situation opstår.

Med hensyn til cv-udvekslinger, som var et stort emne sidste år, vil Praktikudvalget i år redigere eventuelle efterlysninger af cv'er ud af praktikomslagene.

Sidst, men ikke mindst, vil man i år kunne søge så mange praktiksteder, man vil, hvilket skulle imødekomme, at der ikke skal forhandles kontrakt mellem studerende og praktiksteder, som den studerende slet ikke har søgt.

Men gør det ikke, at de studerende vil søge praktiksteder, de ikke har lyst til bare for at have noget?

»Nu prøver vi det her som et forsøg, og så må vi jo evaluere, om det har givet et mere positivt forløb,« siger Christian Kierkegaard.

Kan det ikke skabe mere snyd, når man potentielt gør læsebyrden tungere for de store praktiksteder, der i forvejen snyder, fordi de ikke har tid til at læse alle ansøgninger?

»Det tror jeg ikke, men nu må vi jo se. Det er vigtigt en gang imellem at prøve noget nyt, ellers bliver systemet jo aldrig bedre,« siger Christian Kierkegaard.

Ville det ikke være bedre at droppe det her system, som jo bliver kritiseret hvert år, og lade folk lave almindelige jobansøgninger og gå til almindelige jobsamtaler?

»Det ville skabe anarki, fordi de studerende ville søge tidligere og tidligere, hvilket ville bryde ind i undervisningen. Samtidig ville bladene blive bombarderet med ansøgninger hele tiden, hvilket også ville gøre det svært for dem. På denne her måde bliver 85 procent af de studerende matchet på en dag. Derfor ser vi det her som den bedste løsning,« siger Christian Kierkegaard.

 

0 Kommentarer