Af Jens Sejer Andersen, international chef, Idrættens Analyseinstitut/Play the Game

Dansk sportsjournalistik – og dansk journalistik i det hele taget – mistede en af sine mest engagerede, flittige og indsigtsfulde skikkelser, da Steen Ankerdal i denne uge sov ind på Rigshospitalet i en alder af kun 66 år som følge af en kræftsygdom, han havde levet og kæmpet med siden 2009.

De oplysningsidealer, Steen Ankerdal fik indprentet i sin seminarietid og nogle få års ophold i den danske folkeskole, tog han med sig på den journalistiske løbebane, der siden 1970’erne førte ham vidt omkring i den danske medieverden: Fra Kristeligt Dagblad til Billed-Bladet, Ritzaus Bureau, Berlingske Tidende, TV 2, Ekstra Bladet, Det Fri Aktuelt, Kanal 5 og Gladsaxebladet.

Om det var Ankerdals rastløse arbejdsiver eller de skiftende mediers manglende evne til at rumme hans alsidige og holdningsbårne talent, der drev Ankerdal rundt mellem arbejdspladserne, er i og for sig ligegyldigt:

Det lykkedes ham altid at markere sig med en høj journalistisk standard, inspireret af en vidtfavnende nysgerrighed, en usædvanlig baggrundsviden og en evne til at formidle de samfundsmæssige perspektiver.

Mange sportsjournalister kunne og kan matche Ankerdal i lidenskab og viden om taktiske spidsfindigheder og holdopstillinger i længst glemte fodboldkampe. Men ganske få kan springe ubesværet fra begivenhederne på sportens arenaer over i redegørelser for de væsentligste idrætspolitiske problemstillinger i Danmark og den store verden – og med den evne og med viljen til at formidle sin idrætspolitiske viden til et bredt publikum skilte Steen Ankerdal sig ud som en af sin generations mest betydningsfulde sportsjournalister.

Men det var ikke kun i avisernes spalter og på tv-skærmen, Ankerdal satte et velgørende præg på dansk sportsjournalistik. Også i kulissen, som kollega, redaktør og i to perioder formand for foreningen Danske Sportsjournalister var Ankerdal en utrættelig forkæmper for at hæve den faglige kvalitet og styrke det demokratiske perspektiv i et miljø som – når det skal siges venligt – har en meget forsigtig tilgang til enhver form for forandring.

Som ansat på TV 2 fra den nye stations start i 1988 var Ankerdal gennem seks år med til at forny tv-journalistikken om sport og idræt, og som sportsredaktør på både Berlingske Tidende og Ekstra Bladet sikrede han, at der blev afsat spalteplads og mandetimer til at afdække sportens problematiske sider.

Dette var ingen selvfølge i 1990’erne.

Med sit eksempels magt kunne Steen Ankerdal også gå ind med høj troværdighed i den kamp, han i sine mange år som formand for Danske Sportsjournalister (1996-1999 og 2003-2011) førte for at styrke sportsjournalisternes faglige niveau og ditto anseelse.

Under Ankerdals formandskab ændrede foreningen sig fra først og fremmest at være en selskabsforening til også at være et forum for videreuddannelse og debat om udviklingen af medier og journalistik. Ændringen foregik langsomt, meget langsomt, og det er ikke for meget sagt, at Ankerdal somme tider stod temmelig alene i sin kamp. Foreningen skylder ham tak for at tegne et visionært og tidssvarende billede af denne særlige journalistiske disciplin, også når der slet ikke var dækning for det i baglandet.

Ankerdal var helt bevidst om, at slaget om sportsjournalistikkens faglighed også skulle føres på den internationale front, men her rendte selv den evigt ukuelige formand ind i en modstand, der var og er urokkelig:

Den internationale sportspresseorganisation AIPS er dybest set et logrende vedhæng til den olympiske bevægelse, og dens europæiske gren, UEPS, afviste klart Ankerdals forsøg på at blive formand i 2006. Det var mere synd for de europæiske sportsjournalister end for den slagne kandidat.

Steen Ankerdals sans for de internationale perspektiver førte også til, at han fra starten bakkede kraftigt op om Play the Game på et tidspunkt, hvor tilslutningen til dette ret vidtløftige initiativ aftog i samme takt, som man nærmede sig sportsjournalistikkens inderkreds.

Derfor fik det stor moralsk og praktisk betydning, at Steen Ankerdal aktivt deltog i forberedelserne af det allerførste internationale seminar i Vingsted i 1997 og den første konference med titlen Play the Game i DGI-byen i år 2000. Med sin viden, sine holdninger og sit net af kontakter hjemme og ude var Steen Ankerdal med til at lægge de linjer, der til de flestes overraskelse – inklusive vores egen – skulle vise sig holdbare i mange år frem.

Steen Ankerdal var en mand af mange ord, og de var altid værd at lytte til. Derfor er det også passende at mindes ham med et uddrag fra hans leder i Danske Sportsjournalisters blad ”Den Gyldne Pen” i februar 2011, få uger før han på grund af sygdom trak sig fra sin formandspost:

”Kan det virkelig være rigtigt, at nyheder og dokumentar-programmer, også på sportsområdet, må vige pladsen for underholdning og fiktion? Kan det virkelig passe, at specielt tv-programmer ikke må handle om noget som helst væsentligt – og ikke have den journalistiske tilgang til problemerne, der kan oplyse læsere og seere og gøre dem en lille smule klogere?

Er virkeligheden, at vi som brugere er tilfredse med laveste fællesnævner? At vi er tilfredse med nettets hurtige og flygtige strøm af ligegyldige og brugbare informationer, der i øvrigt har organisationer, klubber og magtfulde enkeltpersoner som leverandører? Af de informationer, som de – magthaverne – mener, vi andre skal have, men ikke de vigtige nyheder, hvor de bliver kigget i kortene og stillet til ansvar for deres beslutninger og handlinger?

Det bliver på den måde AGF, FCK, Brøndby, DBU og Manchester United, der bestemmer, hvad de interesserede skal have at vide om klubben og forbundet på en given dag. Og måske især, hvad de ikke skal have at vide! Og ved at lukke for adgangen til de primære kilder, trænere, spillere og ledere undgår de også journalisternes spørgsmål.

[…]

Det er demokratisk set et problem.

Jeg postulerer ikke, at alt, hvad journalister på aviser, tv, radio eller uafhængige netsider publicerer, er rigtigt, og at alt, hvad klubber, organisationer, aktionærer, ejere og interessenter publicerer på deres egen hjemmeside, er forkert.

Men trods fejl og mangler så stiller den klassiske journalistik spørgsmål til mændene med magten – og får dem i de bedste tilfælde til at redegøre for deres beslutninger og handlinger.

Det ser man ikke meget af på nettet, som i vid udstrækning betjenes af ikke-journalister. Men er der i www-verdenen overhovedet brug for journalister, der på godt og ondt stiller de ubehagelige spørgsmål – og viser virkeligheden bag ”1-0 og tilbage til studiet”?

Jeg kan godt blive i tvivl, for jeg kan se hensigten og bliver forstemt på den kritiske sportsjournalistiks og det frie, oplyste demokratis vegne. Var det her alt, hvad der kom ud af den nye teknologi, medierevolutionen og finanskrisen?”

Hvis det er journalisters opgave at stille de væsentlige spørgsmål, har Steen Ankerdal her efterladt os en værdifuld arv. Nu er det op til os at kæmpe med svarene.