Den forfærdelige cancer, som havde angrebet snart sagt ethvert organ i hans indre samt de mange tilstødende blodpropper i ben og arme, fik bugt med ham. Sygdommen knækkede en kæmpe, som mange ellers troede udødelig på grund af den utrolige styrke, han udstrålede og viste.

Senest blev det bevist via den blog, René Simmel skrev i Ekstra Bladet og på eb.dk om sin sygdom og sine tanker om at skulle dø.

56-årige René Simmel kom fra små kår i det jyske. Meget tidligt blev han tvunget til at være stærk, da først moren og siden bedsteforældrene døde fra knægten og hans lillesøster. Det var ikke for børn.

Derfor var det med erfaringen om den lille mands kamp i samfundet tæt inde på kroppen, at René Simmel engagerede sig i politik på venstrefløjen. Han var en dedikeret ungkommunist og fik her en lærdom, som han gjorde brug af i resten af sit virke – også da DKP blev afløst af VS og siden Enhedslisten. Målet var altid retfærdighed eller bedre vilkår for de svage eller knap så stærke.

Det gjaldt for hans 27 år på Ekstra Bladet, og det gjaldt for hans uendeligt mange år som fagligt aktiv i Dansk Journalistforbund.

Han begyndte i Kreds 4Y på Journalisthøjskolen og havde siden et utal af tillidsposter i forbundet. Især husker mange hans cirka 10 år som kredsformand i københavnerkredsen, Kreds 1. ’Kredsejer’ kaldte folk ham i lige del spøg og respekt. Selv

René Simmels politiske modstandere i den mere konservative del af pressen har altid haft pæne ting at sige om hans faglighed.

Det skal også fremhæves, at det var på René Simmels initiativ, at den Feriefond, der i dag sikrer ferieboliger til Journalistforbundets medlemmer, blev skabt på basis af de huse, som Kreds 1 oprindeligt ejede.

»Lidt tømmermænd har man vel altid,« sagde René Simmel fra tid til anden med vanligt glimt i øjet. Hans humor og selvironi var uovertruffen og skøn, og hans evne til og glæde ved fest gav ham venner i mange samfundslag. »Jeg har fået min rigelige andel af flæsk, smøger og øl,« sagde han i forbindelse med sin sygdom, og det havde han, men det gik aldrig ud over hans faglighed, og vennerne på bladet, i fodboldregi og på de ydmyge brune værtshuse elskede ham for det.

Nogle vil sige, at han var barsk. Men han var nærmest det modsatte, og det mærkede familien, venner og kolleger, som altid kunne regne med ham.

René Simmel fik fire børn med to forskellige koner, og da han slog pjalterne sammen med Anne-Mette, blev han ’far’ til otte. Han nåede at se sin yngste – datteren – få hue på, og han nåede i maj også at fejre sit kobberbryllup med fruen på det lokale værtshus på Vesterbro. Det blev et tilløbsstykke, hvor hornorkestret spillede ’Inter-nationale’, og hvor der ude på gaden – helt i René Simmels ånd – passerede en antiracistisk demonstration.

Anne-Mette har haft orlov og har passet René under hele den svære sygdom. Denne samhørighed og dybe kærlighed har været kendetegnende for hele deres forhold. Her var ikke blot tale om et ægtepar, men et ægte par.