MINDEORD OM FRØBERT

Knud Aage Frøbert er død, men alt, hvad han har stået for og kæmpet for, lever hos alle de journalister, som gennem årene har været elever hos Frøbert.

Knud Aage Frøbert er død, men alt, hvad han har stået for og kæmpet for, lever hos alle de journalister, som gennem årene har været elever hos Frøbert.
Enhver journalist, der har gennemført uddannelsen på Danmarks Journalisthøjskole i Århus, har hos Frøbert fået en enestående indførelse i presseetikkens og pressejuraens verden. Og mange flere har nydt gavn af Frøberts indsigt, for han har altid været parat til at stille op hvor som helst og når som helst for i sagens tjeneste at videregive sin viden og erfaring.
Frøbert havde en fremragende pædagogisk evne til at formidle det svære stof og gøre det spændende, så stoffet bliver husket. Læsere, lyttere, seere og surfere har i dag gavn af, at de mange formidlere har haft en læremester, der i en hårfin balance har værdsat god presseetik sammenholdt med den størst mulige åbenhed.
Ud over undervisning, foredrag, bøger og artikler, har Frøbert i bogstaveligste forstand døgnet rundt stået til rådighed, når en journalist manglede et pressejuridisk redskab til at sikre sig aktindsigt, ret til at fotografere eller andet. Frøbert har altid taget sig tid til at give råd og hjælpe.
Knud Aage Frøbert vil blive savnet, men der er mange til at videreføre hans idealer.

af mogens blicher bjerregård, formand for DJ

0 Kommentarer