Intet skulle få lov at ødelægge idyllen i Kreds 1. Om så formanden selv skulle trække sig fra kampvalget om formandsposten. Og det gjorde han så.

FUSER. »… min konklusion er, at jeg ikke står til rådighed for genvalg.«

Med de ord ændrede Morten Friis Jørgensen fuldstændig præmissen for Kreds 1s generalforsamling på Borups Højskole.

Det skulle have handlet om penge. Om ødelanden Morten Friis, der vil have højere formandshonorar, og strammeren Pernille Mac Dalland, der sætter hælene i. Det skulle være kampvalg, et symbolsk valg mellem tradition og fornyelse. Mac Dalland stillede op med en række unge støtter og en kampagne på websitet Facebook, mens Morten Friis havde holdt sig til face to face-kontakt via en rundtur i sin gamle Toyota.

På bordene lå det konkrete udtryk for bestyrelsens uenighed: To forskellige budgetforslag – et blåt og et rødt – der adskilte sig på eksempelvis formandsvederlaget samt mere eller mindre rundhåndede tilskud til bornholmer-kredsen.

Mac Dallands unge støttegruppe havde stridsberedt placeret sig på et bord i midten, og ude på fløjene sad flere af kredsens gamle kæmper klar til en tur på talerstolen i støtte for den siddende formand.

Men havde der været hvæssede knive i ærmerne op til formandsvalget, så kom de aldrig frem. Efter Morten Friis’ beretning regnede det ned over formanden med taksigelser, anerkendelser og beklagelser af hans afgang.

De to forskellige budgetforslag blev overflødige – uden Morten Friis ingen sværdslag om hævet formandsvederlag.

Festskribenterne lo, og krigskorrespondenterne hang med næbbet.

DET STORE KAMPTEMA – formandsvederlaget – blev berørt, men aldrig med de følelser og flammetaler, et kampvalg kunne have medført.

Maria Dalby, en af de unge opstillere til bestyrelsen, skulle lige omstille sig til den nye fredsstemning.

»De to budgetter er et resultat af, at Morten ikke ville anerkende det flertal, han havde imod sig,« sagde hun, hvilket Morten Friis omtalte som 'vrøvl'.

Hun kom også ind på formandshonoraret.

»Når man stiller op til bestyrelsesarbejde, vil man gøre et stykke frivilligt arbejde – det skal kunne ligge ved siden af ens faste arbejde,« sagde Maria Dalby.

Dette brud på våbenhvilen blev også straffet med en sarkastisk bemærkning fra formanden.

»Jeg forstår, at Maria vil lave et stykke frivilligt arbejde – det lyder godt, det glæder jeg mig til,« sagde Morten Friis, på trods af at Maria Dalby har været suppleant og aktiv i bestyrelsen.

Men det var så højt, bølgerne kunne nå på denne aften.

Bortset da lige fra ophidsede klager fra mødedeltagere, der havde svært ved at høre talerne.

»Højere!« lød det utallige gange, blandt andet fra medlemmer, der havde valgt at placere sig længst væk fra scenen, men til gengæld tættest muligt på drikkevarerne.

»DER ER TO TING, man ikke gør: Bander i kirken og taler på en generalforsamling om kredsens eksistensberettigelse – så det vil jeg lade være med.«

Sådan sagde Kate Bluhme fra talerstolen, og den læresætning kan Claus Stenhøj så øve sig på indtil næste generalforsamling.

Han fik i hvert fald kærligheden at føle, da han formastede sig til at foreslå halvering af kredskontingentet fra 20 til 10 kroner og stille spørgsmålstegn ved omfanget af de administrationsopgaver, der lægger beslag på halvdelen af kredsens udgifter.

'Nonsens', 'vrøvl', 'langt ude' var nogle af de skudsmål, der fulgte hans motivering af forslaget.

Morten Friis spillede sågar 'følelses-kortet', da han valgte at udlægge Claus Stenhøjs fokus på administration som et personligt angreb på kredsens sekretær, Gitte Hanson.

»Jeg synes ikke, det er pænt sagt om et menneske, der ligger vandret i luften,« sagde Morten Friis.

En anden taler udtrykte sig glasklart.

»Hvis man vil have en velfungerende kreds, så må man ikke skære ned.«

Flere penge giver bedre kreds, færre penge giver dårligere kreds. Så enkelt kan foreningslivet af og til være.

KUNNE MORTEN FRIIS have vundet kampvalget?

Skulle man vurdere ud fra indlæggene på talerstolen, så var muligheden til stede.

»Jeg ville stemme på Pernille til enhver tid, men jeg vil ikke gøre det, når Morten bliver sådan hængt ud,« sagde en taler med åbenbar reference til Journalistens artikler om formandsvalget.

Fagbladet Journalisten skrev blandt andet om formandens forbrug af flyrejser, frokoster og 'omgange', som var et af modsætningspunkterne hos de to formandskandidater.

»Vi kan også give en omgang på Ekstra Bladet. Jeg synes, det var en utidig artikel i Journalisten,« sagde Lars Werge og mødtes af en mumlen af forargede bifaldsytringer.

Hvorfor så smålig!

Et kampvalg kunne have givet et solidaritetsflertal for Morten Friis. Et manifest mod småligheden og for konsensussamfundet Kreds 1.

»I modsætning til hvad Journalisten skriver, er vi slet ikke uvenner,« sagde formanden.

Spørgsmålet bliver aldrig besvaret. Morten Friis forstod tilsyneladende, at Pernille Mac Dalland havde opbakningen fra de store arbejdspladser, og at generalforsamlingen, trods et pænt fremmøde, ikke var repræsentativ for kredsens 7.000 medlemmer.

Derfor trak han sig, og dermed kunne kredsen leve op til sin egen indbydelse: 'Det skal være en fornøjelse at gå til generalforsamling i Kreds 1'. /