Vi har set på dine bilag
Af Lasse Jensen
Efter et par måneder på Kvægtorvet kaldte økonomichefen, Ib Zakarias, mig hen til sit skrivebord. Hans første sætning fik blodet til at fryse:
”Lasse! Vi går ikke ind for ringbind her, men jeg har gennemgået dine repræsentationsbilag!”
På TV-Avisen og i DR ville det være oplægget til ubehageligheder – eller åbningen af en fyringssag. Men Ib Zakarias fortsatte:
”Jeg synes, du skal bruge noget mere.”
Det sagde han! ”Hør her, Lasse, en stor del af medarbejderne bor på værelse. De er her 24 timer uden mand, kone og børn. Det er en del af pionerånden. De elsker det. Og det skal de sgu belønnes for. Derfor er det en god ide at gå ned til kineseren.”
Helt ærligt, kan han have foreslået både kineseren og Balkan-restauranten inde i Odense? Jeg husker det ikke. Men jeg husker meningen. God ’repræsentation’ var medarbejderpleje. Det var ikke møder med andre chefer. Ikke i min vildeste fantasi kunne jeg forestille mig, at Frode Houkær (dengang DR’s økonomidirektør) ville trække mig op på kontoret … det ville være helt absurd.
Det var et symbolsk sindbillede på forskellen på de to organisationer
Lasse Jensen var chef for TV Avisen fra 1983 til 1987 og souschef på TV2 Nyhederne fra 1993 til 1995.
Det bliver familien Danmarks undergang
Af Cecilie Frøkjær
”Morgen-tv vil være med til at skabe større panik i familien. Det er synd, at den eneste resterende stund på dagen, hvor familien havde tid til at sidde og tale sammen, nu bliver frarøvet dem.”
Sådan truttede en medieforsker i dommedagsbasunerne op til premieren på Go’ morgen Danmark den 2. december 1996. Danmark stod over for et nyt stykke tv-historie. Og ud over hans store bekymring for familien Danmarks opbyggelige hygge-morgener mente han sig også i stand til – helt på forkant og inden premieren – at diagnosticere det:
”Der er tale om lavkvalitets-tv. Vi taler dårlig radio med billeder på.”
Jeg var nyansat på det stygge program, stadig elev på journalisthøjskolen, i gang med min hovedopgave og så grøn, at jeg tog alt, hvad der stod i avisen, meget alvorligt.(…)
Og anmelderne på de landsdækkende aviser hadede, hvad de så. Vi fik kun en enkelt stjerne i Ekstra Bladet, der kaldte programmet:
”… fuldstændig fantasiløst fjernsyn, søvndyssende og småborgerligt.”
BT delte lidt mere rundhåndet to stjerner ud, men meddelte bombastisk:
”Go´ morgen Danmark – ingen er gået glip af noget. Og hvis det virkelig er en god morgen, så bliv under dynen.”
Politiken mente:
”Vi har set det hele før et andet sted. Forskellen er bare, at hvor vi tidligere skulle slumre hen til anretningen, der skal vi nu vågne op til den.”
(…)
Da den første fokusgruppetest blev lavet efter et halvt år, lød dommen:
”TV 2’s morgensatsning har overgået alle forventninger. Det er usædvanligt med en så enstemmig ros af et tv-program. Go’ morgen Danmark har opnået seertal, som morgen-tv i Norge og Sverige brugte to-tre år på at nå.”
Cecilie Frøkjær var vært på Go’ morgen Danmark fra 1996 til 2009. Hun har siden august 2010 været vært på Go’ aften Danmark.
Gennem snestorm og Bermuda-trekant
Af Poul Madsen
Den 18. februar 1996 blev Danmark ramt af en voldsom snestorm. Kraftig blæst og to døgn med snefald lukkede Danmark ned. Det var en af de værste vinterstorme i mands minde og derfor naturligvis hot stuff for Nyhederne på TV 2. Problemet var bare, at vi også selv var ramt af snemasserne. Vi kunne ganske enkelt ikke forlade Kvægtorvet. Jeg var redaktør på 19-Nyhederne og fik denne dag mine første grå hår.
Men heldigvis var TV 2 vokset op som det folkelige modstykke til DR – eller som Jørgen Schleimann sagde, den dag vi startede i 1988:
”Vi skal bryde mediernes Bermuda-trekant bestående af Gyldendal, DR og Politiken, som i generationer har ensrettet danskerne.”
(…)
Mange medarbejdere måtte overnatte på stationen, for de kunne ikke komme hjem, og morgenen efter skulle der jo produceres endnu en Nyhedsudsendelse. Sminkerummet var et af de foretrukne overnatningssteder, men også chefsofaerne blev indtaget. Min daværende hustru var heldigvis vært på 19-Nyhederne, så vi kunne i samlet trop kæmpe os ned på det nærmeste hotel. Og næste dag tage tilbage på Kvægtorvet og i fællesskab glæde os over, at den 19-udsendelse, vi havde lavet dagen før, blev en af de mest sete i TV 2’s historie.
Poul Madsen blev ansat som reporter på TV 2’s redaktion i København i 1988. I 1996 blev han redaktionschef på hovedredaktionen i Odense. I 1999 blev han chef for TV2 Nyhedernes Københavns-redaktion.
Aqua og Snurre Snups Søndagsklub
Af Bubber
Når man laver tv, er der dage, hvor der arbejdes helt op til deadline, og ens vigtigste arbejdsredskab er stædighed og is i maven. Det var lige præcis sådan en dag på vores lille redaktion, at vi – to dage før optagelse – stadig manglede et musiknavn. Det skulle bare løses, og det var ikke altid lige nemt at overbevise pladeselskaberne om, at deres kunstnere skulle optræde i et børneprogram. Vi ringede rundt til gud og hvermand og endte til sidst hos en af de dengang førende managere. Vi vidste, at han havde nogle af de mest populære bands i sin stald, men det var langtfra alle, han ville tilbyde os. Siden vi nu var i knæ … så havde han sjovt nok et band, der ikke rigtigt havde slået igennem endnu. Måske dét var noget? Vi var desperate, så vi bad om at høre bare en lille bid over telefonen. Jo – det var fint. Bare på med dem.
To dage efter havde Aqua sin tv-debut i vores program med deres allerførste single, Roses are red. Hverken de eller vi vidste, at dette var starten på deres enorme succes. Det blev også starten på vores velmagtsdage, for efter Aquas optræden i Snurre Snups søndagsklub steg deres pladesalg eksplosivt, og vores position som markedsførende blev for alvor slået fast, da BT under overskriften ”Børnemagt” skrev en artikel om programmets indflydelse på pladesalget. Herefter var der sjovt nok ingen problemer med at få musikere til at stille op.
Bubber har været vært på adskillige TV 2-programmer siden 1990. Fra 2001 til 2004 var han TV 2's børne- og ungdomsredaktør.
Teksterne er fra Anders Krarup og Lars Mandals bog ”Vild med fjernsyn – 25 år med TV”, som udkom 24. september på Politikens Forlag. Uddragene er redigeret af Øjvind Hesselager.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.