»Min opgave er at komme derud, hvor metroen ikke lige kører forbi«

Radio24syv er blevet kaldt en københavnerradio. Men kanalens lytterandel uden for hovedstaden var sidste år større end P1’s. Senest har 24syv ansat Viktor Reddersen som provinsreporter: »Jeg håber, jeg fanger nogle historier, vi ellers ville overse.« Målt på antallet af provins-lyttere er P1 stadig størst

Et skrivebord i Aarhus, en radio-optager og ikke mindst en bil. De tre ting, har de seneste tre måneder dannet rammen om journalist Viktor Reddersens job.

Siden 1. februar 2016 har han været Radio24syvs mand i provinsen, ansat til at lave indslag fra både Jylland og Fyn. Og han har været vidt omkring:

»Jeg har kørt 9.500 kilometer siden 1. februar. Min opgave er at komme derud, hvor metroen ikke lige kører forbi hvert andet minut. For det er jo den virkelighed, som langt de fleste danskere lever i,« fortæller Viktor Reddersen.

Han er det nyeste skud på stammen i Radio24syvs fokus på at dække hele Danmark med deres journalistik, fortæller direktør og chefredaktør Jørgen Ramskov.

»Man er da idiot, hvis man ikke kan se en udfordring i at bo i København og skulle dække hele landet. Så vi har skærpet vores fokus på, at vores historier skal dække hele landet. Man kan grine af det, men en lille prik på vejen er, at vi har ansat en jyllandskorrespondent. Jeg tror, det gør vores dækning bedre,« siger han.

De oversete historier fra landområderne

Selv bryder Viktor Reddersen sig ikke om udtrykket ’provinsreporter’ eller ’jyllandskorrespondent’. 

»Jeg ser mig selv som journalist på Radio24syv – jeg ringer ikke rundt og præsenterer mig selv som provinsreporter. Det er mere end praktisk foranstaltning, at jeg fysisk sidder i Aarhus, så jeg i højere grad kan køre ud i landet,« fortæller Viktor Reddersen.

Den seneste uge har han blandt andet lavet reportageindslag fra en skole uden for Viborg og en bus på Ærø, hvor alle busserne er gratis.

»Jeg søgte stillingen, fordi det kunne være interessant at se, om man kunne sidde her i midten af Jylland og finde nogle historier, som måske ellers ville blive overset. De historier fra landområderne i Danmark, som også siger noget om, hvordan vores samfund udvikler sig,« siger han.

Ikke kun en københavnerradio 

Radio24syv er fra starten blevet anklaget for at være en københavnerradio for den kreative klasse og ”et indspist gruppeknald” for mediemennesker. 

Men ifølge Radio24syvs egen Public service-redegørelse for 2015 tyder lyttertallene fra Gallup på, at kanalens bestræbelser på at komme ud over Valby Bakke er begyndt at bære frugt. I 2015 var 34 procent af kanalens lyttere bosat i hovedstadsregionen. Til sammenligning bor 47 procent af P1’s lyttere i hovedstadsregionen. 

»Alle tænker jo, at vi er den her københavnerradio, der kun sender til kartoffelrækkerne i København. Og det er jo i hvert fald forkert, viser tallene. Flere kvartaler baglæns har vi været bedre landsdækkende end P1. Det er skønt, for ambitionen har hele tiden at været, at vi skal være landsdækkende,« siger Jørgen Ramskov. 

P1 er stadig større

I absolutte tal har P1 til gengæld stadig flere lyttere end Radio24syv – både i og uden for hovedstadsområdet. Det påpeger P1-kanalchef Thomas Buch-Andersen i en mail til Journalisten.

»Vi gør meget ud af at producere indhold, som er interessant for alle videbegærlige danskere – uanset køn, uddannelse eller, som i dette tilfælde, hvor i landet de bor. Vi har reportere i hele landet, og derudover produceres en stribe P1-programmer uden for hovedstadsområdet,” skriver han.

Samlet set havde P1 636.000 ugentlige lyttere i 2015, mens Radio24syv havde 405.000 lyttere. Uden for hovedstadsregionen havde P1 69.000 flere ugentlige lyttere end Radio24syv.

Jørgen Ramskov, P1 har jo stadig flere lyttere, end I har…

»Ja, ja, det styrkeforhold er der ikke pillet ved. Men det er interessant for os, at vi på fire år har formået i alle regioner at have procentvis flere lyttere, end P1 har. Ikke antalsmæssigt, men i forhold til fordelingen af lyttere,« siger han.

Ser anderledes ud fra Lars Tyndskids marks 

Radio24syvs mand i Jylland bor selv på Djursland, 30 kilometer uden for Aarhus. Han oplever, at det giver ham en fordel i forhold til at opdage de historier, som kan være med til at sætte kanalen på Danmarkskortet for radiolyttere uden for hovedstaden.

»Der er jo en stor koncentration af journalister omkring de større byer. Jeg håber, jeg fanger nogle historier, vi ellers ville overse i og med, at jeg er så meget ude i landet blandt danskerne. Jeg synes altid, der sker noget, når man er ude i marken som journalist,« siger Viktor Reddersen og tilføjer:

»Mine kolleger i København er også dygtige til at have blik for de lokale historier med landsdækkende perspektiv. Men man nok ser anderledes på tingene, når man som jeg selv bor på Lars Tyndskids mark i Jylland,« siger han.

0 Kommentarer