Denne artikel ligger ved siden af mig og ryger en smøg. Du vil forstå, når du har læst hende. I modsætning til min deadline, som aldrig vil forstå mig. Velkommen til scener fra et journalistisk ægteskab.

Jeg er et svin, og jeg ved det. Men er det så unaturligt at have en affære med en artikel? Min deadline siger, hun ikke kan holde mig ud længere, og at hun vil skilles, hvis hun griber mig i endnu et overspring.

Det begyndte ellers så godt for 6 uger siden med et frieri, ingen mand med et kærligt forhold til tasterne ville kunne modstå: Jeg fik to måneder til at skrive en fiktionshistorie for børn til nettet. Hun lød som en drømmekvinde, som indeholdt alt, hvad jeg ville have: Fiktion, børn, nettet og god tid. Kun én betingelse: Absolut troskab over for deadlinen. Havde jeg vidst, hvem hun virkelig var, havde jeg aldrig sagt ja. Men kærlighed gør blind, og jeg gik i den grad rundt med en førerhund i dagene efter, jeg havde mødt hende. Så jeg sagde ja, inden hendes knæ havde ramt jorden.

Hun er det længste forhold, jeg nogensinde har kastet mig ud i. Mit ungkarleliv med små korte affærer var slut, og det opdagede jeg alt for hurtigt. Efter hun flyttede ind, havde jeg intet privatliv tilbage.

To måneder. Når man er sammen med den samme deadline i så lang tid, forsvinder passionen. Energien flader ud, den skal afmåles og beregnes, så man ikke brænder ud før tid. Og hurtigt ryger spændingen i forholdet. En uheldig kombination af at kende, men stadig ikke forstå hende indtræffer, og så har man balladen. Det uundgåelige skete: Jeg blev utro – mine overspring begyndte.

Impotent nytår
Jeg kom hjem klokken 5. For sent i forhold til, hvad jeg havde lovet hende og alt for sent i forhold til, hvad hun havde forventet. Men det var for pokker nytårsaften, og man skulle tro, at hun kunne vise en vis forståelse. På den anden side havde jeg vist lovet hende, at vi kunne være sammen dagen efter – vi var præcis en måned inde i forholdet, og hun havde vel forventet lidt særlig omsorg hele dagen. I stedet kom jeg fuld og ganske impotent hjem.

"Selvfølgelig tænker jeg på dig. I underbevidstheden kører du hele tiden," forsøgte jeg at hviske til hende i sengen. Men hun rullede blot væk, hun vidste udmærket, at jeg ikke var til andet end tomme ord i den tilstand.
Og overspringene fortsatte. I begyndelsen tilgav hun mig – tiden var trods alt på vores side. Men så begyndte jeg at blive grov og tiden knap.

Sex med en græshoppe
Jeg brugte f.eks. et par dage på at tumle rundt med en sexet og eksotisk forretningsidé, hvor jeg ville åbne en hashbar, som skulle hedde GræsShoppen. Hejren derhjemme gjorde mig snart opmærksom på, at hun ikke ville tolerere den slags snask, så ville jeg venligst komme hjem med det samme.

Jeg sagde ja, men jeg vidste kun alt for godt, hvad jeg skulle hjem til. Det gammelkendte brokkeri, den samme gamle historie. Snart havde jeg gang i en storflirt med en doku-soap-serie om folk, der flytter. Hende var der mange muligheder i, og jeg gik i lag med de fleste. Jeg var væk i dagevis – indtil konen ringede og sagde stop.

"Jeg vil skilles," rasede hun en dag. "Du tænker aldrig på mig mere. Fiktion, børn, nettet – kan du overhovedet huske, hvem jeg er?!"

Jeg fik talt hende til ro, jeg prøvede at undskylde mig med, at ideer tager tid og bliver bedre med tiden. Hun skulle blot være glad for, at jeg lod hende ligge lidt.

Men hun nagede videre, og hvis ideer er som vin, så er min samvittighed som mælk: Meget dårlig allerede efter en uge. I morges sagde kalenderen 14. januar 2001; min mælk var dermed halv-anden måned gammel og tyk nok til at kunne skæres i skiver. "I aften skal være vendepunktet," tænkte jeg. "Jeg har været et svin, men nu skal hun forkæles."

Som mørket faldt, tændte jeg et par levende lys og min computer. Men da jeg satte mig ned og så ind i den blanke skærm, dukkede en anden kvinde pludselig op: En artikel til JOURNALISTEN om mit forliste professionelle ægteskab. En fiks lille sag, ligegyldig og uimodståelig. Og hun stod bare der foran mig i en løs natkjole, som overlod alt det rigtige til fantasien. Hvad skulle en mand gøre?

Nu ligger hun ved siden af mig og ryger en smøg. I aften er … var sidste chance. Jeg skulle have givet min viv min fulde opmærksomhed. I stedet faldt jeg endnu en gang for fristelsen, endnu et overspring. Min eneste chance er, at der går fjorten dage, før fagbladet kommer på gaden, og hun opdager det. Og da er jeg jo færdig med hende. Forhåbentlig har jeg også leveret varen.

Theis Søndergaard er tidligere praktikant på JOURNALISTEN og har nu færdiggjort sin praktikperiode på DRs B&U-afdeling med et afsluttende projekt med titlen "Melvin Mysteriet". Hvis han ikke har fortsat med at være sin deadline utro, kan man fra den 5. februar se projektet på dr.dk/oline (nej, ikke online, men oline).