Af Dorte Remar, freelance-journalist

Tove Ditlevsen elskede
sladder. Frit citeret efter hukommelsen har hendes tidligere mand, Ekstra Bladets forhenværende chefredaktør Victor Andreasen, i et interview fortalt følgende: Når han kom hjem med avisen, kastede den folkekære forfatter sig straks over alle skandale- og sladderhistorierne om de kendte og kongelige. Det politiske stof interesserede hende derimod ikke et klap.
Og hvad det angik, mente redaktøren, adskilte hans kone sig ikke fra resten af menneskeheden.
Lad mig straks gå til bekendelse. Jeg synes også, at sladder er interessant. Og jeg vil også læse historierne – hvis og når de kommer – om Danmarks nye dronning og om prins Joachim og prinsesse Alexandras lille baby.
Jeg synes desuden, at det rent fagligt er interessant at studere, hvordan kolleger i faget udfører sladder-journalistikkens svære kunst. At det er en kunst, og at den er svær, har jeg inden for det sidste halvandet års tid fået et omend ufrivilligt, men ganske godt førstehånds-kendskab til.

Forhistorien er, at min bror først trak stikket ud og siden fik hemmeligt telefonnummer, da hans tidligere kæreste, Maria Montell, blev kæreste med Kronprinsen. Tilbage står jeg som den eneste i telefonbogen med det efternavn.
Det har givet knald på telefonen – og i tilgift en indsigt i, hvordan formiddagspressen og de kulørte ugeblade gebærder sig, når de skal hale historien hjem.
De enkelte journalisters og mediers talent for udøvelsen af genren kan inddeles i kategorierne: De professionelle, Amatørerne, De hårdkogte og Plattenslagerne.

De professionelle kommer fra Billed Bladet, Danmarks største og ældste ugeblad, der har mange års erfaring med stofområdet. De ved, hvordan man ringer op og præsenterer sig selv og sit ærinde på en ordentlig (læs høflig) måde. De accepterer et nej. Bliver de alligevel nødt til at skrive historien, ringer de og læser den op for at sikre sig, at den ikke er helt ude i hampen, og at personernes navne er stavet rigtigt, og at deres alder passer.
De professionelle kan snakke bukserne af din syge moster. Og som undskyldning for al postyret sender de dig et julekort.
Amatørerne kommer fra B.T. De aner tilsyneladende ikke, hvad de har med at gøre. Eller også har redaktionssekretæren sat nogle erhvervspraktikanter på sagen. Der var for eksempel ham, der ringede og i fuldt alvor påstod, at han gerne ville vide, hvor min bror var henne, »for det var han helt personligt meget interesseret i at vide«. Da jeg hånlo, forsvarede han sig med, at hele B.T. redaktionen stod oppe i nakken på ham og råbte og skreg på den historie.
Der var også ham, der ringede for nylig. »Goddag. Det er xx. Jeg vil gerne i kontakt med din bror. Ved du, hvor han er?« Medmindre man hedder Günther Wallraff eller har andre tungtvejende grunde til at arbejde undercover, er det dårlig stil ikke at fortælle, hvor man ringer fra. Og hvis den pågældende journalist ikke vil være sin arbejdsplads bekendt, skulle han tage og skifte job.
I hvert fald indrømmede han først at være på B.T.s hold, da jeg spurgte ham.

De hårdkogte kommer fra Ekstra Bladet. Deres appetit på en historie bliver kun skærpet af modgang. Er der ikke noget at hente over telefonen, møder de uanmeldt og personligt op – på din arbejdsplads.
En dag mødte to fra Ekstra Bladet op på min daværende arbejdsplads – Helsingør Dagblad. I overværelse af mine redaktionelle kolleger sætter reporter-eleven fra formiddagsavisen sig på hug foran mig – altså han lægger sig nærmest på knæ for mine fødder og bønfalder mig om at afsløre, hvor min bror gemmer sig.
Og selv om du føler, du har fortalt ham meget mere, end du har fået hjemmel til, ryster hans hardcore-fotograf alligevel nedladende på hovedet og siger: »Kom, det får vi sgu ikke noget ud af!« Og så går de. Og så sidder man dér tilbage som en fladtrådt hundelort.
Dagen efter ringer reporter-eleven. Og når du har sagt til ham, at han ikke skal ringe mere, ringer der bare en anden. Og en anden. Og en anden. Og en anden.

Plattenslagerne, der kommer fra Se & Hør, lever 100 procent op til alle fordomme om, hvordan den kulørte presse opfører sig. Vil kilderne ikke rykke ud med sproget, rykker de ud i felten.
Jeg har ikke selv oplevet dem i aktion. Men jeg har lagt øre til venner og families dramatiske beretninger om, hvordan journalister og fotografer fra dette blad – i desperation over ikke at blive lukket ind – har lusket rundt i folks haver og gloet ind af deres vinduer.
De har også andre metoder. En musiker fra vennekredsen blev for eksempel lovet et opslag om sig selv og sit band i bladet, hvis han fortalte lidt spændende detaljer.
Og hvis intet af det virker, skriver de bare, hvad der passer dem. Og det passer ofte ingen steder.
Jeg var fra begyndelsen blevet bedt om at sige »ingen kommentarer« og henvise til min brors manager eller pladeselskab. Men »ingen kommentarer« er ord, som er vanskelige at tage i sin mund over for en kollega. Og selv om jeg ingen erfaring har med den form for journalistik, kan jeg sætte mig ind i situationen og levende forestille mig det sceneri, der har udspillet sig på de pågældende redaktioner, inden den efter nogen journalisters opfattelse sikkert ikke særlig attraktive opgave er landet på deres bord.

Over for Amatørerne gør jeg kort proces. De har simpelthen ikke gjort sig fortjent til andet. De andre, dem der mestrer genren til et 13-tal, lader sig ikke kue af, at jeg fortæller, at min bror ikke vil tale med dem, og at jeg ikke kan hjælpe dem.
Hvis de fornemmer den mindste tøven i telefonen, indleder de en uforpligtende smalltalk og formår med en beundringsværdig spørge-teknik at trække mere uddybende forklaringer på dette ud af mig. Og lige pludselig spørger de ikke kun til min brors opholdssted og hans følelser men også om eks-kærestens personlighed og evner til at begå sig på de bonede gulve, ja sågar om hendes forældres væremåde, job og sommerhusadresse.
Det giver lejlighed til at teste sin kondi i 100 meter verbalt forhindringsløb. Og til at forundres over så dygtig man er i disciplinen for halvkvædede viser og forblommede banaliteter.
Jeg er ikke blevet citeret med navns nævnelse for noget af det. Og det skal I sgu ha' tak for!
Men det er tankevækkende, at mine oplevelser som ‘bytte' bygger på, at jeg er søster til en ex – hvordan må det så ikke være at være tættere på, eller leve midt i det?