Medieforliget betyder, at TV 2/Bornholm får 12 millioner kroner mere om året. Det betyder 10-15 nye job.
Hidtil har klippeøens tv-station kun fået trefjerdedele af det beløb, de andre regionale tv-stationer har fået. Nemlig 33,6 millioner kroner, mens de andre regioner hidtil har fået 42 millioner.
Men det fremgår af et økonomisk bilag, der følger med medieforliget, at TV 2/Bornholm får nu lige så mange penge som de øvrige. Det vil sige ni millioner mere plus tre millioner, som de andre stationer også får. Det betyder, at stationen næste år får i alt 45,6 millioner kroner. Det vil ifølge direktør Jan Jørgensen betyde 10-15 nye stillinger.
"Kulturministeren ønsker, at TV 2/Bornholm skal ligestilles med de øvrige regionale stationer," siger Lene Gelting, der er specialkonsulent i Kulturministeriets radio- og tvkontor.
Begrundelsen er ifølge Lene Gelting, at det er lige så dyrt at lave fjernsyn til få mennesker som til mange, desuden er det nemmere, hvis der er ens regler for alle.
"Ellers skulle vi begynde med alle mulige ordninger med bloktilskud i forhold til indbyggerantal, antal af festivaler og afstande. Det er mest rigtigt at give alle lige meget."
Oveni de ni millioner skal TV 2/Bornholm også have tre millioner ekstra, ligesom de øvrige syv stationer.
"Vi har altid følt, at det var uretfærdigt, at vi kun fik 75 procent af, hvad de andre stationer får, selv om vi har samme sendemæssige forpligtelser," siger tillidsrepræsentant, Svend-Erik Hansen.
Han oplyser, at der i udspillet til medieforliget ligger, at TV 2/Bornholm også skal påtage sig store kulturbegivenheder på Bornholm.
"Det kan være noget med operaforestillinger eller et top-orkester på Hammershus, måske – og det glæder vi os til," siger tillidsrepræsentanten.
Det er kulturminister Brian Mikkelsens tanke, at TV 2s regionale stationer fortsat skal sende, som de gør nu, klokken 19 og 22 på TV 2s net. De får ikke deres egen kanal, med mindre de selv laver en for deres egne penge.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.