Millioner i kommercielt web-tv

Danske tv-producenter håber på en ny stor indtægtskilde i de såkaldte brandchannels – store firmaer, der lancerer deres helt egne tv-kanaler på internettet.

Danske tv-producenter håber på en ny stor indtægtskilde i de såkaldte brandchannels – store firmaer, der lancerer deres helt egne tv-kanaler på internettet.

Audi, Heineken og Carlsberg er der allerede, og i Storbritannien anslås det, at der hver uge kommer to nye tv-kanaler på nettet, hvor indholdet er en kombination af reklame for et særligt firma, men også sport, dokumentar- og brugerindhold.

Og nu begynder danske firmaer at ruste sig til kampen om den nye medieform.

Rasmus Steentoft, direktør for Nordisk Film Play, siger til Børsen, at han regner med at omsætte for et tocifret millionbeløb alene i år. Selskabet er et datterselskab af Nordisk Film, og her har man blandt andet rustet sig til kampen ved at alliere sig med den tidligere DR-studievært Morten Løkkegaard.

Et af de få selskaber, der allerede har erfaring på området, er Brandzation, der ejes af Bastard Film og In2Media. Brandzation står bag Carlsbergs brandchannel Partofthegame.tv. Her mener direktør Tim Frank Andersen, at tiden er moden til en seriøs satsning.

»Det er ikke umuligt, at man vil se den samme eksplosive udvikling, som man har set inden for kundemagasiner. Brandchannels er jo en slags kundemagasiner i lyd og billeder,« siger Tim Frank Andersen til Børsen.

Han nævner blandt andet muligheden for, at rejseselskaber kan oprette kanaler, der viser film fra sine forskellige rejsedestinationer, samtidig med at man kan bestille billetterne online.

0 Kommentarer