Million til DJH fra EU

Danmarks Journalisthøjskole og tre andre europæiske journalistuddannelser har fået knap en million EU-kroner til et internationalt samarbejde med tre universiteter i USA.

Danmarks Journalisthøjskole og tre andre europæiske journalistuddannelser har fået knap en million EU-kroner til et internationalt samarbejde med tre universiteter i USA.

»Jeg ville ønske jeg selv kunne komme af sted.«
Sådan lyder afdelingsforstander Hans-Henrik Holms kommentar til et nyt uddannelsessamarbejde mellem Danmarks Journalisthøjskole, tre andre europæiske journalistuddannelser og USAs tre førende journalistuddannelser. Samarbejdet består af udveksling af studerende mellem USA og Europa, og DJH er valgt som koordinator på projektet.

DJH og journalistskolerne i Utrecht i Holland, Cardiff i Wales og Edinburgh i Skotland vandt i skarp konkurrence EU-Kommissionens bevilling på knap en million danske kroner til et uddannelsesprojekt.
»Det kom som en meget stor overraskelse, at vi vandt. Vi har konkurreret med projekter, der omfattede uddannelsesområder som kernefysik og mikrobiologi og havde ikke regnet med at vinde. Journalistik er normalt ikke det, man prioriterer højest, når der bevilges midler til uddannelsesprojekter,« siger Hans-Henrik Holm.
EU-støtten rækker til at projektet kan køre i tre år med start fra 1999. Målet er at etablere et samarbejde mellem USA og Europa, der kan fortsætte langt ud i fremtiden.

Journalistik uden fordomme
Midt i december mødtes DJH med de andre europæiske journalistskoler i Spanien.
»Der var en utrolig god stemning på mødet. Jeg tror helt sikkert, at det her kan udvikle sig til et internationalt institutionelt netværk, hvor der vil være en god udveksling af lærere, studerende og erfaringer,« siger Hans-Henrik Holm.
Uddannelsesprojektet har det primære formål at forebygge fordomsfuld journalistik. Fra foråret 1999 vil fire studerende fra 7. eller 8. semester på DJH hvert halve år kunne drage over Atlanten og gå et semester på universitet i Ohio, Missouri eller Tennessee. School of Journalism på University of Missouri er, ifølge Hans-Henrik Holm, i øjeblikket den bedste journalistskole i USA.
De danske studerende vil få undervisning i amerikanske medieforhold, integration, multikulturelle samfund og andre emner, som stiller store krav til fordomsfri journalistik. Opholdet i USA ender med et ti-dages seminar i Washington D.C., hvor alle de europæiske studerende mødes, og sætter det amerikanske politiske apparat under lup.
De amerikanske studerende, der kommer på DJH, vil omvendt blive undervist i EU-forhold og elektronisk journalistik.
I alt sendes 24 studerende fra DJH af sted i løbet af de første tre år. Men allerede nu er der fra de amerikanske skoler givet forhåndstilsagn om at modtage flere danske studerende, såfremt flere ønsker at tage af sted, og selv kan finansiere opholdet.
Ud over udveksling af studerende, så satser skolerne, i det europæiske og amerikanske samarbejde, på at udbygge samarbejdet til også at omfatte udveksling af lærere og efteruddannelse af journalister landene i mellem.

0 Kommentarer

data_usage
chevron_left
chevron_right