Viasat har øget kravet og vil nu have 3,4 milliarder kroner i erstatning fra TV 2 i to sager, der trækker tråde mere end ti år tilbage. TV 2 er uenige i kravet, udtaler adm. direktør Merete Eldrup.
Viasat har forhøjet erstatningskravet i to sager af ældre dato mod TV 2. Det oplyser TV 2 i en pressemeddelelse.
TV 2 har via Østre Landsret modtaget det samlede erstatningskrav på 3,4 milliarder kroner.
»Det overrasker os ikke, at Viasat nu føjer et nyt kapitel til erstatningssagen mod TV 2, men vi er naturligvis ikke enige og må forvente, at sagen trækker ud,« udtaler TV 2's adm. direktør, Merete Eldrup, i pressemeddelelsen.
Striden har stået på i mange år og drejer sig om to sager:
- Overtrædelse af konkurrencelovgivningen i perioden 2000-2010 i forhold til TV 2-rabatter, og
- Kompensation for public service-ydelser i perioden 1995-2004.
Viasat har 30. december 2011 så indgivet et supplerende processkrift til Østre Landsret. Det er heraf, det nu forhøjede erstatningskrav fremgår, oplyser TV 2.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.