Milliardær kaster 100 millioner i nyt nyhedssite

Den australske it-entreprenør Graeme Wood investerer omtrent 100 millioner kroner i en storstilet ny netavis, der skal levere kvalitetsjournalistik. Uden annoncer og uden brugerbetaling.

Den australske it-entreprenør Graeme Wood investerer omtrent 100 millioner kroner i en storstilet ny netavis, der skal levere kvalitetsjournalistik. Uden annoncer og uden brugerbetaling.

Hvad ville du bruge 100.000.000 kroner til? Den australske it-milliardær Graeme Wood har besluttet, at han vil kaste omtrent det beløb, 15-20 millioner australske dollars, i et nyt journalistisk projekt på nettet, netavisen The Global Mail.

Det skriver Sydney Morning Herald.

The Global Mail skal levere kvalitetsjournalistik og drives på non-profit-vilkår. Sitet skal ikke have annoncer, der vil ikke være brugerbetaling, og sitet vil ikke jage donorer, lyder det. Tværtimod har Graeme Wood – snarere end at sætte et præcist beløb på driften – lovet at finansiere The Global Mail i mindst fem år.

Projektet blev født, efter Graeme Wood talte med en ABC-journalist over en middag. Hun fortalte, at dækningen af Egypten i mange år havde været for ringe, og derfor anede mange borgere rundt omkring i verden ikke, hvilket regime Hosni Mubarak rent faktisk stod bag.

I det hele taget var dækningen af udenrigsstoffet mangelfuld, og de to savnede også en direkte kobling mellem australsk indenrigspolitik og det, der foregår i andre lande.

Men ABC-journalisten blev overrasket over at opdage, at Graeme Wood kort efter middagen gik op på sit kontor og satte det nye netprojekt i værk.

Den nye avis skal kun leve på nettet og i app-form, lyder det. Men selv om der hverken skal være brugerbetaling eller annoncer, og selv om der ikke er noget, der ligner en bæredygtig plan for finansieringen, er Graeme Wood fortrøstningsfuld.

»Jeg går ikke ind i et projekt som det her og antager, at det slår fejl,« udtaler han og sammenligner projektet med websitet Wotif, som han er blevet milliardær på.

»Ingen troede, at det ville virke – men det gjorde det jo, ikke? Jeg har set så mange projekter, der starter med en detaljeret forretningsplan og exit-strategier, men 99 procent af dem viser sig at være noget lort,« siger han.

The Global Mail lanceres i løbet af februar 2012. 

0 Kommentarer