KILDEBESKYTTELSE. Efter næsten tre måneder bag tremmer er den tidligere Pulitzer-prisvinder og New York Times-journalist Judith Miller blevet løsladt. Judith Miller blev i juli måned idømt op til 18 måneders fængsel, da hun nægtede at afsløre sin kilde for den kommission, der efterforsker afsløringen af CIA-agent Valerie Plames identitet (se "Hemmelige kilder i fare", Journalisten nummer 13).
Judith Miller har ikke skrevet et eneste ord om den skandale, der førte til afsløringen af Plames identitet eller kildens forhold til Det Hvide Hus.
I en pressemeddelelse udsendt af New York Times udtalte Miller, at hun var blevet løsladt, efter at kilden 'frivilligt og personligt har løst mig fra mit løfte om fortrolighed i forbindelse med vores samtaler'. Kilden, som Judith Miller tidligere ikke har villet afsløre, viste sig at være vicepræsident Dick Cheneys stabschef, Lewis Libby.
Såvel amerikanske som internationale presseforbund reagerede med foragt over fængslingen af Miller, fordi beskyttelse af kilder anses for at være en af de væsentligste forudsætninger for at den frie presse kan arbejde.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.