search

Miljø i sort-hvid

Af Kim Carstensen, generalsekretær for WWF Verdensnaturfonden i Danmark.

Af Kim Carstensen, generalsekretær for WWF Verdensnaturfonden i Danmark.

Som aktør i miljøarbejdet har jeg generelt altid følt mig godt behandlet af pressen. Medietræningens skrækscenarier har virket som ren og lidt forskruet teori, fjernt fra virkeligheden, som i min erfaring har været præget af gensidig tillid, åbenhed og reel interesse for sagen. Især har det været godt at samarbejde med de professionelle miljøjournalister, som findes på de fleste af dagbladene.
Jeg ved godt, at den gode behandling også har været udtryk for, at miljø er godt og positivt. Grønt er sundt, og miljøkampen har let kunnet passes ind i de traditionelle rollehæfter med miljøforkæmperne som helte, eksperter, ofre eller vidner, forenet i en retfærdig kamp imod en klar og synlig fjende.
Især har dette været tydeligt på tv, hvor miljøstoffet ikke er særlig højt prioriteret i nyhedsformidlingen. På tv har miljøet typisk været dækket som en nu-og-her konflikt eller som eksotisk krydderi fra den store verden, lige før vejret. Der er ingen faste journalister på stoffet og derfor ingen dybere, faglig indsigt, som kunne danne grundlag for en kritisk, opfølgende holdning til stoffet.

Men i januar i år blev rollerne så for en stund byttet fuldstændig rundt. Lektor Bjørn Lomborg udsendte sine kronikker i Politiken med det opmuntrende budskab, at Dommedag kan aflyses: Vores bekymring for miljøet er overdreven, faktisk går det bedre end nogensinde, og der er al mulig grund til at tro, at fremskridtene vil fortsætte.
Tv greb glad budskabet og videreformidlede Lomborg og hans synspunkter. Lomborg var et frisk pust, og han blev straks sat ind i helterollen som den ensomme stridsmand, der kæmpede mod de store, forstenede systemer. Og pludselig blev miljøorganisationernes medietræning alligevel relevant. Ikke at vi huskede at bruge den, men efterfølgende var den en god ramme for at forstå, hvad der var sket. Og hvordan vi burde have båret os ad i den nye rolle, skurkens, hvor vi blev konfronteret med ledende spørgsmål, afslørende sammenklipninger og hvad der ellers hører til faget.

Det var markant, at de fleste medier på den måde kunne skifte pol fra den ene dag til den anden. Men ikke overraskende. Det er jo en god historie, når nogen pludselig stiller sig op og taler etablissementet midt imod. Og endda gør det med fynd, klem og stor overbevisning. Lomborgs pointer skulle selvfølgelig formidles til offentligheden.
Det egentlig overraskende var det, der skete bagefter. For i min oplevelse svingede medierne uden videre tilbage til de gamle mønstre, da Lomborg efter nogle uger mistede nyhedens interesse. Jeg har ikke kunnet spore nogen ændring i mediernes tilgang. Miljøbekymring var igen godt, og selv tv, som ellers med brask og bram havde dækket oprøret, glemte det lynhurtigt og vendte tilbage til det gamle. Igen blev vi som miljøbevægelser mødt med en grænseløs tillid og blå øjne, hvor der ikke blev stillet spørgsmål til historiens sandhed, men udelukkende til, om den kunne nå ud over skærmen.
Det var jo selvfølgelig godt og trygt for os, så på den måde har jeg ikke grund til utilfredshed. Men alligevel synes jeg, at de pludselige sving burde give anledning til en tanke om mediernes formidling af den slags sager.

Nu er vi så i gang med Lomborgs anden omgang. Lomborgs bog ‘Verdens Sande Tilstand' udkom i september og blev lanceret med et af de mest effektive og omfattende pressefremstød, jeg længe har set. Pressen greb – som den også burde – sagen igen, men denne gang synes jeg, vi kunne se en mere reflekteret dækning end sidst, i hvert fald de steder, hvor miljøjournalisterne fik lov at føre pennen. Noget har vi altså lært. Men har vi lært nok, og har vi lært det alle sammen?
Det bliver interessant at se den langsigtede reaktion denne gang. Glider Lomborg og hans budskaber igen ud på fjernlageret, hvorfra det kan hentes frem, hvis manden rører på sig igen. Eller står hans budskaber denne gang som Sandheden. Begge veje er problematiske, og der bør findes en tredje vej med en løbende og mere reflekteret miljødækning, som forholder sig kritisk både til os og til Lomborg og hans synspunkter.
Miljøjournalisterne på dagblade, bureauer og radio vil være rustede til det. Men jeg er bekymret for mulighederne i de medier, som ikke følger sagerne i det daglige, og specielt for tv.

Det drejer sig ikke kun om at kunne stille kritiske spørgsmål, for det kan enhver journalist selvfølgelig. Det drejer sig mere om en fordybelse i stoffet, som giver nogle referencepunkter og en målestok i den daglige nyhedsstrøm. Lomborg har nemlig ret i, at både miljøorganisationerne og pressen bør blive bedre til at hjælpe folk til at skelne mellem vigtigt og uvigtigt i miljøsagerne.
Det vil indebære en selvstændig forholden sig til alle aktører i miljøspørgsmålene. Og en fokusering både på de problemer, der vitterlig findes, og på de historier, der kan fortælles om nye måder at løse problemerne på, om nye visionære aktører og om succeser med nye, hidtil ukendte arbejdsformer.
Specielt det sidste er interessant, for her ligger muligheden for at afmontere det mismods-monster, som Lomborg har døbt Klagen. Og endnu vigtigere: Her ligger også muligheden for at føre diskussionen tættere på de ting, der faktisk foregår på miljøområdet i disse år, i stedet for at hænge fast i de lomborgske sort-hvid billeder, som for en stor dels vedkommende refererer til ting, der skete for 20 år siden.

Det, der virkelig foregår på miljøområdet, er for eksempel nogle meget avancerede og visionære udviklinger i en række private firmaer, det er nybrud i Verdensbanken og andre institutioner, som arbejder på at gøre miljøhensyn til en naturlig del af deres daglige virke. I stedet for dette håbløse spørgsmål, hvor man enten er for eller imod.
I den forbindelse er det også afgørende, at vi gør, hvad vi kan for at undgå, at sagen reduceres til et banalt politisk højre-venstre mønster, hvor højrefløjen tager Lomborg til sig, mens vi andre bliver genstand for venstrefløjens kærlighed. Det er ingen af os tjent med, for det er en dramatisk forkortning af nutidens miljødebat, som føres blandt aktive miljøfolk i alle sektorer og alle dele af samfundet, ikke mindst i den private sektor.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen