search

Mikkelsen på menuen

»Synes du da, jeg er så slem, nej ... ja?« Sådan lyder modspørgsmålet fra Jyllands-Postens Jørn Mikkelsen, når Journalisten spørger ham, hvorfor nogle af avisens journalister er bange for ham. »Man må gerne skændes med mig,« uddyber chefredaktøren.

»Synes du da, jeg er så slem, nej … ja?« Sådan lyder modspørgsmålet fra Jyllands-Postens Jørn Mikkelsen, når Journalisten spørger ham, hvorfor nogle af avisens journalister er bange for ham. »Man må gerne skændes med mig,« uddyber chefredaktøren.

HÅNDVÆRK. Avisens flag er hejst. Nogen har tabt en hvid sok på fortovet. Der står en vagt foran svingdøren.

– Skal du ikke ud i solen?
»Jeg er godt klædt på.« Vagten løfter let på ørevarmerne.

Et minut senere ankommer Jørn Mikkelsen. En høj skygge, der nærmest slentrer af sted. »Hun er clearet.« Han nikker til sekretæren bag skranken.
Jeg er inviteret til frokost på hans kontor. En pige dækker op med røde papirservietter, hvorpå der står Morgenavisen Jyllands-Posten.
»Så, frøken Laugesen, nu sørger vi for, at du ikke skal spise sandwichen i toget hjem,« siger chefredaktøren hen over en fornem firkantet tallerken med fint skåret kød, oliven, forårsruller – og meget mere – med små sovselignende klatter som pynt. Der er kildevand til.

Jørn Mikkelsen griber med pege- og tommelfinger om et langt lyst hår, der har sneget sig ned i maden, og lader det så falde på gulvet.
»Jeg regner med, at jeg får mine citater til gennemlæsning,« siger han.

– Det er en samtale, så det er vigtigt, du kan stå inde for det, du siger … hvilket får mig til at tænke på, at du selv engang sagde, at man skal citere folk for, hvad de mener – og ikke for, hvad de siger.
»Hvornår har jeg sagt det?«
– Da jeg begyndte i praktik på Jyllands-Posten?
»Ja, det siger jeg, hver gang der kommer nye praktikanter: Der er situationer, hvor man skal citere fuldstændig præcist. Det er i forhold til professionelle kilder og offentlige mennesker, som er vant til at omgås presse. Men mange er utrænede i forhold til medierne, og de kan komme til at udtrykke sig upræcist – og nogle gange gå langt over stregen.«

Han konstaterer med et hurtigt blik, at min båndoptager fungerer, før han fortsætter:
»Som journalist skal man påtage sig et vist ansvar. Hvad mener den her lille mand, der er så vred og ked af det – i stedet for at citere ham fuldstændig præcist.«

– Men Khader-sagen står jo i modstrid til det, du lige har sagt? (Sagen, hvor et citat om totalt burkaforbud fra Naser Khader, udtalt til to JP-reportere, blev eftertjekket af nyhedsredaktøren og derefter mildnet.)
»Der fanger du mig selvfølgelig – lidt omvendt – det kan jeg godt se … det var egentlig smart!«
Chefredaktøren ler et øjeblik.
»Ja, Naser Khader er professionel, og ham skal vi i høj grad tage på ordet, men der var så nogle konkrete omstændigheder i det interview. Der manglede simpelthen opfølgende spørgsmål a la: Mener du virkelig det? Må man gå rundt i sin have derhjemme, iført burka, hvis der nu er en hæk ud mod vejen, så ingen kan kigge ind? Må man ikke gå i burka, hvis man godt kan kigge ind?«

– Det var altså uklart?
»Jamen, fra vi vågner, til vi går i seng, skal vi kun tænke på en eneste ting: Læserne. Vores egen proces og forhold til de professionelle kilder er i og for sig underordnet. Vi må forsøge at få den her historie præsenteret mest retvisende. Og det sker hundrede gange i løbet af en dag, håber jeg. Det giver ingen mening at sætte noget i avisen, som vi ved enten ikke er rigtigt, eller som er underligt mystisk formuleret.«

JØRN MIKKELSEN skærer kødet i små stykker – og tygger efter. Det er jo hans frokostpause. De nålestribede skjorteærmer stikker ud af ærmerne på det mørkeblå jakkesæt. Jeg tager en oliven.

– Jeg har lige læst i en undersøgelse, at du er én af de mest magtfulde personer i journalistbranchen?
Han får noget galt i halsen og hoster med den lille røde Jyllands-Posten-serviet for munden.
»Åh jo, puha, og det forpligter at være magtfuld,« siger han.

– Man sætter en masse kloge mennesker sammen … alle sammen mænd, som elsker magt … og så diskuterer de, hvem der har mest magt – er det ikke lidt underligt?
»Selvfølgelig. Det er ren fis.«
– Men du er ikke så synlig som Tøger og Knudsen? Foretrækker du at være usynlig?
»Næ. Nu er du jo her for eksempel.«
– Jeg troede, du ville sige nej.
»Jeg siger som regel ja – men jeg siger nej, når det er politiske ting, for det er ikke mit bord.«

– Jeg er født i 1979 – og dét år blev du færdig som historiker?
»Ja, det er længe siden. Som 22-årig stod jeg med udsigten til at blive gymnasielærer, og det havde jeg ikke lyst til. Men historie er jo muligheden for at se sammenhænge. Målet er at se historiens cykler. Selv i en hurtig mediebranche forbløffes man jo over, hvor vigtig historisk bevidsthed er. Det hele bliver hurtigere og hurtigere og mere fragmenteret, atomiseret. Der er et behov for helhed, totalitet, holisme, sammenhænge. Hvor kommer vi fra, hvad er meningen? Viden bliver det, aviserne skal overleve på, altså print-aviserne: Viden, indsigt og kvalitet. Og det lyder jo virkelig som en trompetfanfare, og det er næsten svært at sige, uden at jeg bliver lidt genert, men det er faktisk det, jeg mener.«

– Men uvidenhed kan vel også skabe en nysgerrighed?
»Ja ja, ellers bliver man ikke journalist. Nysgerrighed driver stadig journalistikken – og vil altid gøre det. Vi skal være som den lille dreng i "Kejserens nye klæder", der spørger: 'kan det nu passe?'«

Han tager endnu en bid kød.
– Havde du engang en drøm om at blive chefredaktør?
»Nej, i årevis kæmpede jeg imod det med at blive chef.«
– Redaktør Erik Bistrup på Berlingske, hvor du var praktikant, er et af dine journalistiske forbilleder, har jeg hørt?
»Ja.«
– Jeg har også hørt, at han var meget hård.
»Overhovedet ikke … fokuseret.«
– Kontant?
»Ja ja, forhåbentlig og heldigvis.«
– Men hvorfor er han dit forbillede?
»Hans nyhedsnæse, hans evne til at sætte ting i sving, hans evne til at begejstre især unge journalister, hans evne til at få dem til at yde mere, turde mere.«
– Hvad spurgte han dig om, da du kom i praktik?
»Nu skal vi jo ikke tale om mig, men om journalistik.«

– Kan du huske konkrete eksempler på, hvordan han fik folk til at turde mere?
»Ja, ja, jeg husker det, som var det i går. Jeg spørger stadig ofte mig selv, hvad ville Erik Bistrup have gjort i den her sag. Så han er med inde over hele tiden. En fantastisk bladsnedker.«
– Et af mine forbilleder er montagemanden Viggo Clausen – han er meget passioneret.
»Ja, passion er vigtig – og engagement. Det er forskellige ord for det samme. Passion i journalistikken er det vigtigste, uden den, så … gab!«
– Så man må gerne skændes?
»Ja. Jo værre jo bedre. Det synes jeg også, den her avis lever fint op til. Så længe det er inden for lovens rammer. Jeg har aldrig forstået dem, der er bange for hårde debatter. Nu taler jeg slet ikke om Muhammed-krisen – som jeg altså gerne svarer på i øvrigt – men de hårde debatter, det er Jyllands-Posten. Meningerne skal stå skarpt mod hinanden. Der er ingen mening i, at alle mener, de skal mene det samme.«

– Fordommen er ellers, at Jyllands-Posten er en sort, højreorienteret avis?
»Mener du det? Dét må vel alene afhænge af, hvem du spørger. Men Muhammed-krisen polariserede jo. De, der i forvejen elskede Jyllands-Posten, knuselsker den endnu mere for dens mod, dens vilje til at give bredde i debatten og høre alle stemmer – ikke kun dem, man er enig i. Og på den anden side de, der ikke havde noget forhold til avisen, blev forstærket på den front. Så Muhammed-sagen har polariseret. Vi har ikke substantielt skiftet holdning, men vi er jo ikke upåvirket af fem års debat. Vi har også flyttet os … lidt.

Vi er også mere villige til at diskutere sådan nogle ting, såsom: Hvis vi havde vidst, hvad det ville føre til – af drab og dødsfald og ulykkelige scenarier – havde vi så gjort det? Du så den vagtmand, der går udenfor. Vi har fået lavet bom-anlæg. Vi er jo mindet om det hele tiden. I substansen har vi jo ikke skiftet holdning på den måde. Men selvfølgelig diskuterer vi, hvordan vi har håndteret sagen. Kunne vi have gjort mere for at tydeliggøre, hvad meningen var? Det gjorde vi måske ikke lige i starten. Omvendt vil jeg sige, at vore hårdeste kritikere også har bevæget sig.«

. Foto: Uffe Karlsson
»Vi har ikke substantielt skiftet holdning, men vi er jo ikke upåvirket af fem års debat. Vi har også flyttet os … lidt. Vi er også mere villige til at diskutere sådan nogle ting, såsom: Hvis vi havde vidst, hvad det ville føre til – af drab og dødsfald og ulykkelige scenarier – havde vi så gjort det?« – foto: Nicolai Lorenzen

HAN HAR SKUBBET sin tallerken lidt væk, han er færdig med at spise. Jeg tager en enkelt oliven mere.
– Da Jæger-sagen kom i Politiken, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, om Jyllands-Posten var blevet mere Politiken-agtig i sine holdninger – og Politiken var blevet mere Jyllands-Posten-agtig?
»Okay, aha … det er skægt set. Hvordan har du fået det indtryk?«

– Politiken mente bare, at det skulle trykkes for enhver pris, mens I viste en eftertænksomhed, som I måske ikke havde under Muhammed-krisen?
»Det var netop ikke et spørgsmål om ytringsfrihed. Du kan jo ikke sige alt, hvad du vil i det her land. Du er jo underlagt nogle sikkerhedsbestemmelser omkring rigets sikkerhed, og det kan du ikke bare sætte dig ud over, fordi det synes du lige, du har lyst til. Man må ikke misforstå og tro, at man her på stedet bare kan sige, hvad pokker man vil. Hver eneste dag på avisen sier vi, jeg ved ikke hvor meget, fra, fordi det er dårlig stil, mangel på klasse, smagløst, racistisk, sexistisk, hvad ved jeg.

I nogle situationer skal man så være lidt demonstrativ, og det var vi så med Muhammed, i det journalistiske projekt, som det jo var. Men du kan da ikke som ansvarlig redaktør sætte dig ud over en historisk melding fra landets forsvarschef om, at det her truer rigets sikkerhed. Det kan du ikke. Muhammed-sagen er noget helt andet … Men aviserne er jo forskellige, ikke? Og heldigvis for det.«
 
JØRN MIKKELSEN TØRRER noget usynligt snavs væk fra bordet og læner sig tilbage.
– Jeg har hørt, at der er nogen journalister, der godt kan være bange for dig?
Han sukker.
– Men må-må-må man godt …? Jeg begynder af en eller anden grund at stamme …
»Synes du da, jeg er så slem, nej … ja?« Hans stemme er forsigtig, nærmest lidt såret.
– Nej, men jeg læste i en klumme fra fagbladet Journalisten, at du lignede en skurk fra …
Han afbryder: »Synes du, det er seriøs journalistik?«
– Nej.
»Hvorfor gør du det så til et parameter?«

– Det, jeg ville spørge dig om, det var bare – må man godt sige dig imod?
»Jo mere, jo bedre, og jeg kan i hvert fald sige, at her på stedet har vi en totalt åben debatkultur.«
– Så hvis du kommer med en ide til en journalist, og man ikke er enig, så siger man det?
»Ja, det gør man. Og hver dag får jeg at vide, at jeg er langt ude og håbløs og ikke ved nok og come on, altså …«
– Men jeg tror, det ligger meget i unge journalisters opdragelse, at vi skal gøre, som der bliver sagt, for at komme igennem systemet og få styr på karrieren – så vi er måske ikke så vant til at sige imod?
»Ja, du har nok ret, man slår ikke så store knuder på sig selv, tror jeg. Men det kunne du også omvendt sige var et udtryk for professionalisme, som tager afsæt i, at man virkelig kan noget – og også ved noget.«
– Men det kræver jo en vis råstyrke at holde fast i sig selv, som ung journalist …
»Ja ja – men som elev skal man jo først og fremmest bare kyles ud i alt – og lære mest muligt – og suge til sig.«

– Har du et råd til de unge?
»De skal se at få læst nogle bøger om økonomi, kultur, historie, sådan noget, som de interesserer sig for.«
– Men det har de jo ikke tid til?
»Det er skam noget, man gør i fritiden, ellers kunne man lige så godt blive togkontrollør.«
 
JØRN MIKKELSEN VIFTER med den røde papirserviet foran stearinlyset, næsten som en tyrefægter, og udbryder så:
»Jyllands-Posten er hele tiden i kamp – for noget, eller imod noget – for ytringsfrihed, for fri tænkning, for respekt for det enkelte menneskes frihed, integritet, alt det dyre dér. Vi er i kamp mod nogen: Kræfter, mekanismer, fordomme, der står i modsætning til disse positive buzz words. Jyllands-Posten er bedst, når den er i kamp!«

– Hvad med tvivlen?
»Ja ja … men man kan jo godt være i kamp … og alligevel … ja … ja, jo, det … ja, ja … tvivlens nådegave, hedder det jo …« Han lader servietten dale ned på bordet.
– Hvor stammer den fra?
»Det ved du måske? … Det er sådan en flot formulering, men du er jo altid i tvivl. Som journalist og redaktør er du altid i tvivl. Er det rigtigt det her, er det virkelig rigtigt det her – kan det passe, eller bilder vi folk noget ind?«
– Men jeg synes altid, aviserne virker så sikre på sig selv?
»Jo jo, okay, det er jo, fordi journalistikken også har en opgave i at skære tingene til. Du kan ikke få det hele med, fra Adam og Eva, i en lille trespaltet artikel.«

. Foto: Uffe Karlsson
»Det hele bliver hurtigere og hurtigere og mere fragmenteret, atomiseret. Der er et behov for helhed, totalitet, holisme, sammenhænge. Hvor kommer vi fra, hvad er meningen?« – foto: Nicolai Lorenzen
 
CHEFREDAKTØREN FOLDER HÆNDERNE og lader tommelfingrene trille rundt om hinanden.
»Så plejer direktøren at sige: 'Skal vi lige tage et spørgsmål til?' Så rigoristisk vil jeg ikke være, men er der noget, vi har glemt, hvor du virkelig gerne vil tage mig indenom – og udstille et eller andet?«

– Det er ikke, fordi jeg er ligeglad med historien – Anden Verdenskrig, og den kolde krig – men er der ikke også en risiko for, at gentagelsen af alle de her ting – og gamle fjendebilleder – faktisk får det til at blusse op igen?
»Jo, jo. Men at tro, at man kun kan kigge fremad, det tror jeg simpelthen ikke på. Jeg kan ikke se, at en bevidsthed om historien, der sætter én i stand til at se nogle sammenhænge, i sig selv skulle være noget negativt? Man taler så meget om, at ældre generationer er forpligtede – skal sørge for broen til de yngre, at man giver det videre til de yngre, det er sådan en generationsforpligtelse, en u-underskrevet generationskontrakt. Men det gælder også omvendt.

Du – og din generation – har også et ansvar for at sætte jer ind i den tænkning og de forhold – ellers sker der sådan en generationspolarisering, hvor de ældre synes, de unge er håbløse – og omvendt.«
Jeg nikker og tager min sidste oliven.

∞ MIKKELSEN OG LAUGESEN
JØRN MIKKELSEN
Født i 1956 i Sønderborg, cand.phil. fra Aarhus Universitet 1979 og uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 1983, hvorefter han blev ansat på Berlingske Tidende. I 1994 skiftede han til Morgenavisen Jyllands-Posten, hvor han som 45-årig blev en del af chefredaktionen. Jørn Mikkelsen blev udnævnt til ansvarshavende chefredaktør for Jyllands-Posten i 2008.

GERD LAUGESEN
Født i 1979 i Århus og bor i København. Hun er cand.mag. i Kultur- og Sprogmødestudier og Journalistik fra RUC. Hun har været praktikant på Jyllands-Posten, skriver i øjeblikket klummer for avisen og er freelance-journalist. Sidste år debuterede hun med bogen 'Møder', der består af samtaler med tilfældige mennesker, hun har mødt på gaden.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen