
Mikkel Hertz ved TV 2 på Teglholmen i København. Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Det har været otte begivenhedsrige måneder i Mikkel Hertz’ liv.
I oktober sidste år blev han pludselig ramt af to blodpropper i hjertet, som han måtte hasteopereres for. Måneden efter blev det meldt ud, at han stopper som nyhedsdirektør hos TV 2, og i februar kom så meldingen om, at han skulle være TV 2’s nye korrespondent i Berlin.
Men i dag blev den plan skudt i sænk, før den var blevet til en realitet. Efter godt 20 år hos tv-stationen stopper Mikkel Hertz.
”Jeg havde da en lille tåre i øjenkrogen, da jeg skrev en mail ud til medarbejderne. TV 2 er et fantastisk sted at arbejde, men sådan må det være,” siger han til Journalisten.
Fysisk i topform
Selv om det altså ikke er længe siden, de to blodpropper ramte den nu 62-årige journalist, er det ikke dårligt helbred, der får ham til at afslå flytningen til den tyske hovedstad.
”Jeg har det glimrende. Jeg løber og spiller tennis, som jeg ikke har gjort i årevis,” siger han.
Beslutningen drejer sig i stedet om overvejelser om fremtiden. Overvejelser, der måske nok blev sat i gang af helbredsproblemerne. Men som er blevet hos Mikkel Hertz, selv efter kroppen er kommet sig.
”Jeg havde en fantastisk tid som Berlin-korrespondent lige efter Murens Fald, og det var det, jeg drømte om, da jeg sagde ja. Men jeg er nået frem til, at det nok var naivt at drømme mig tilbage til noget, der ikke findes længere.”
Vil blive i journalistik
Hvad fremtiden i stedet skal bringe, ved Mikkel Hertz ikke endnu. Han vil gerne blive i journalistikken, men det kan blive i mange forskellige former.
”Jeg håber da, der dukker nogle udfordringer op, hvor jeg kan bruge mine næsten 40 års erfaring fra mediebranchen. Men om det bliver i medierne, i bestyrelsesarbejde, i undervisning eller noget helt fjerde, det aner jeg ikke endnu,” siger han.
Nu vil han i første omgang bruge sommeren på at nyde livet og tænke over, hvad der skal ske.
Vil ansætte flere erstatninger
TV 2’s dækning af det tyske valg til efteråret, hvor Mikkel Hertz var tiltænkt en hovedrolle, vil nu blive dækket af korrespondenterne Uffe Dreesen og Ulla Terkelsen samt værterne Poul Erik Skammelsen og Gertrud Højlund.
TV 2 vil ikke gå på jagt efter en person, der en til en kan erstatte Mikkel Hertz som korrespondent i Tyskland.
”Hans stilling var bundet meget op på hans person og hans talent. Vi er ved at kigge på det og kommer nok til at erstatte med flere forskellige personer i forskellige lande i Europa,” siger Jakob Vissing, udlandschef i TV 2 Nyhederne.
”Det er i sin spæde fødsel, så kabalen skal lige gå op,” tilføjer han.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.