Århus Stiftstidende og Randers Amtsavis indfører betaling på nettet. Fra onsdag morgen skal man abonnere for at kunne læse avisernes netnyheder (Opdateret 09:48. Også Dagbladet Holstebro Struer og Folkebladet Lemvig overgår til betalingsmur)
Chefredaktør Turid Fennefoss Nielsen for de to aviser Randers Amtsavis og Århus Stiftstidende lægger i dag ansigt til nyheden på de to avisers website stiften.dk og amtsavisen.dk, at læserne fremover skal betale, hvis de vil læse med.
"Der er nok nogen, som bliver overraskede," skriver chefredaktør Turid Fennefoss Nielsen.
"Siden netaviserne gik i luften i 90'erne, har folk været vant til at læse med som gratister. Men selvfølgelig ved danskerne godt, at det koster penge at producere god og vedkommende lokaljournalistik, hvad enten den læses på papir eller skærm. Jeg synes, det er mest fair, at alle brugere betaler, hvad det koster at producere gode lokale nyheder."
Dermed går Midtjyske Medier op imod erfaringerne fra andre medier, der har forsøgt sig med betalingsmure på nyheder. Turid Fennefoss Nielsen tror, at læserne vil trækkes til af "lokale nichenyheder".
"Nogle vil sikkert springe videre i første omgang, fordi vi medier har vænnet dem til, at nyhederne på nettet er gratis. Men jeg tror på, at de ret hurtigt vil opdage, at netop lokal journalistik som vores kan de ikke få andre steder. De andre medier i området har simpelthen ikke den samme helt tætte lokale dækning eller vores mulighed for at perspektivere og lave uddybende baggrund på historierne," skriver Turid Fennefoss Nielsen.
Betalingsmuren er indført fra onsdag morgen. Et abonnement til online-nyheder vil koste ca. 1000 kroner om året.
Abonnenter på papiraviserne får gratis adgang til netnyhederne.
"Jeg er sikker på, at vi inden længe vil se mange flere betalingssites i hele nyhedsbilledet," skriver Turid Fennefoss Nielsen.
Også netaviserne Dagbladet Holstebro Struer og Folkebladet Lemvig overgår onsdag i samme manøvre til betalingsnyheder.
»Jeg er stolt af, at vi er "first mover". Jeg er glad for, at vi er udvalgt til at være et slags ekperimentarium, fordi vi har en stærk position i vores landsdel. Og så er jeg stolt af, at man fra Berlingske-koncernens side mener, at vi har et produkt, der er penge værd,« siger chefredaktør på de to aviser Hans Krabbe.
De to avisers netsider har 5.000-7.000 unikke brugere.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.