Det har været en hård proces at skære i Midtjyske Mediers medarbejderstab. Det skriver ledelsen i en mail til de ansatte, efter at fem redaktionelle medarbejdere i dag har skullet sige farvel til organisationen.”Processen de sidste 14 dage har ikke været nem, og har som alle ved givet anledning til vrede og frustration”.
Det skriver Midtjyske Mediers chefredaktør Dorthe Carlsen og direktør Gorm Wesing Flyvholm i en mail til organisationens ansatte, efter de i dag måtte tage afsked med tre journalister og to fotografer. Tre af dem gik frivilligt og to blev fyret.
Ifølge mailen mener ledelsen selv, at man er ”kommet godt i mål” med at minimere antallet af fyringer ved at fokusere på frivillige aftrædelser.
Fællestillidsmand i Midtjyske Medier Per Schultz-Knudsen gav tidligere i dag udtryk for, at man fra medarbejdernes side også er positivt stemt, når omstændighederne tages i betragtning:
»Vi havde helst undgået fyringer, men på det grundlag af ønsker om frivillige fratrædelser fra medarbejderne vi havde, så er vi egentlig godt tilfredse,« sagde han til journalisten.dk
I mailen takker ledelsen ”både de administrative og redaktionelle tillidsfolk for en god dialog undervejs”.
De skriver desuden, at man fra næste uge indleder en række informationsmøder med fokus på fremtidens strategi og drift. Desuden skal møderne tjene et andet formål:
”I vil således få mulighed for at debattere det forløb, vi har været igennem og stille spørgsmål om det, som skal ske fremadrettet,” fremgår det af mailen.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.