Michael Qureshi gør comeback og bliver redaktør på nyt medie

Michael Qureshi bliver redaktør på nyt medie, der fortæller historier om Aalborg. Han tror ikke, at hans troværdighed bliver et problem. »Når man har dummet sig, så kan man også godt komme tilbage, hvis man er ydmyg omkring de fejl, man har lavet,« siger han

Den skandaleombruste sportsjournalist Michael Qureshi starter i samarbejde med flere prominente nordjyske navne et nyt medie med fokus på Aalborg. Det skriver TV 2 Nord.

Mediet Migogaalborg.dk vil fortælle historier om, hvad der sker i Aalborg, ligesom flere nordjyske personligheder vil blogge om deres arbejde og privatliv.

Ejerkredsen består ud over Michael Qureshi af fodboldspilleren fra AaB Thomas Enevoldsen og mændene bag ’Gastromand’. Qureshi bliver redaktør på mediet, mens Thomas Enevoldsen bliver direktør.

»Vi var nogle stykker, som mente, at Aalborg manglede et medie som AOK i København, der samler fokus på, hvad der sker i Aalborg. Samtidig tror vi meget på bloggermediet, og derfor har vi samlet en række kendte nordjyder, som vil blogge for os,« siger Michael Qureshi til Journalisten.

Eksempler på bloggere er håndboldspillerne Lærke Møller og Daniel Svensson og iværksætteren Jacob Risgaard, der har stiftet Coolshop. Pengene skal komme fra annoncer og native advertising.

Opdigtede kilder

I december måned blev Michael Qureshi bortvist af sin arbejdsgiver Ekstra Bladet, fordi han havde brugt falske kilder i sine artikler. Qureshi forstår godt, at der vil være meget fokus på hans person, men han frygter ikke, at hans troværdighed bliver et problem for det nye medie.

»Mediet handler ikke om mig. Jeg er en lillebitte brik i det her. Jeg skal være med til at finde de gode historier og nogle gange også selv formidle dem. Men det er ikke mig, der skal bære mediet. Det skal alle dem, vi har fået tilknyttet,« siger Michael Qureshi og fortsætter:

»Men viser det sig, at jeg er den største barriere for, at mediet kan få succes, så må vi tage den derfra. Vi tror på, at folk godt kan gennemskue, at når man har dummet sig, så kan man også godt komme tilbage, hvis man er ydmyg omkring de fejl, man har lavet.«

Men hvordan skal læserne kunne stole på, at det, der står i artiklerne, er rigtigt, og at kilderne ikke er opdigtede?

»Jeg anerkender, at vores troværdighed er på spil. Men jeg tror ikke, det bliver det store tema. For vi kommer ikke til at lave afsløringer eller erfare-historier. Vi kommer til at skrive positive historier om og fra Aalborg,« siger Michael Qureshi.

»Jeg følte mig lidt for uovervindelig«

Michael Qureshi fortæller, at alle historier skal godkendes af kilderne, inden de bliver publiceret.

»Som en lære af min tidligere sag vil der ikke blive publiceret noget, som ikke er godkendt fra ende til anden. Og det er ikke kun citater, det er hele artiklen. Og det gælder i øvrigt for alle vores journalister,« siger Michael Qureshi.

Redaktionen vil bestå af en lille gruppe journalister, hvor nogle har været længe i branchen, mens andre er forholdsvis nye.

Har du lært noget af dine fejl?

»Ja. Jeg har set indad og tænkt over, hvordan jeg arbejdede. Jeg følte mig lidt for uovervindelig. Jeg brugte metoder, som ikke var i orden, fordi jeg ville være den bedste. Jeg blev for kompromisløs,« siger Michael Qureshi.

Han synes dog, at medierne har været for hårde.

»Jeg forstår godt, at jeg har været en historie på medierne, men den måde, jeg er blevet slagtet på, der synes jeg måske, at man glemmer, at der også er et menneske bag journalisten. Og jeg har trods alt ikke slået nogen ihjel,« siger Michael Qureshi.

3 Kommentarer

Lisbeth Petersen
30. MAJ 2016
Jeg kan næsten ikke få luft
Jeg kan næsten ikke få luft af bare spænding og nyhedsinteresse..
Mon Journalisten nu vil bringe lange artikler om og interviews med alle medlemmer, som eventuelt skriver noget blogindlæg eller klumme eller freelanceartikel eller andet ?
Jesper Bech Pedersen
30. MAJ 2016
Alle har krav på en chance
Alle har krav på en chance til, også Qureshi, men den påståede ydmyghed kniver det vist med?

BT/TV Nord citerer Qureshi for at sige: »Der er ingen tvivl om, at jeg har fejlet og svigtet. Men for mig er det også en branchesag. Jeg tror ikke, at Hr. og Fru Jensen har nogen interesse i, hvad der er sket med nogle udenlandske kilder. Jeg har jo ikke hængt nogen ud, hvor vi er blevet nødt til at trække det tilbage,« siger Michael Qureshi.

Så som læser skal man være tilfreds med at få løgnehistorier serveret i sin avis, så længe de misbrugte kilder ikke brokker sig?

Det er sgu da først og fremmest i forhold til dine læsere - hr. og fru Jensen - at du har lavet i bukserne. Skråt op med branchen, selv om den så sandelig heller ikke har scoret point på det. Så længe du ikke kan se, at det først og fremmest er læserne, du har bedraget, så har jeg svært ved at tro på, at du skulle være blevet klogere. Eller ydmyg.
Anders Hede
30. MAJ 2016
Det er jeg har sagt igen og
Det er jeg har sagt igen og igen. I journalistbranchen findes der ikke en overtrædelse stor nok til at du ikke kan komme igen. Måske var jeg lidt ironisk da jeg i en anden forbindelse skrev at selvfølgelig kommer selv Qureshi tilbage, ligesom Qvortrup og de andre. Det gør man bare i den branche, virker det som. 16 år med utallige fuskerier med kilder - alligevel er der et job klar indenfor 6 måneder.

Det er vildt. Vi taler vel om den største helligbrøde, men det betyder intet. Jeg synes det er en skandale, måske osær fordi vi ikke engang er 6 mdr forbi afsløringen af 16 års svindel.