Michael Kristiansen spinner for Morten Lund

Morten Lund har overtaget statsministerens tidligere spindoktor, som nu er personlig rådgiver for Morten Lund. Det oplyser han til Journalisten.dk.

Morten Lund har overtaget statsministerens tidligere spindoktor, som nu er personlig rådgiver for Morten Lund. Det oplyser han til Journalisten.dk.

Manden, der lige nu er centrum for det største drama i den danske medieverden – Morten Lund, har allieret sig med professionel rådgivning. Nyhedsavisens hovedaktionær har indhentet konsulenten Michael Kristiansen som personlig rådgiver.

Hjælpen fra Danmarks måske mest kendte spindoktor, der engang var statsminister Anders Fogh Rasmussens nærmeste rådgiver, kommer i en tid, hvor det fyger med hemmelige dokumenter og med beskyldninger om, at Morten Lund har modtaget betaling for at lukke Nyhedsavisen. Dog tyder noget på, at Michael Kristiansen har været Morten Lunds rådgiver, siden krisen for alvor begyndte at kradse i sommer.

Selv er Michael Kristiansen dog tilbageholdende med at gå i detaljer med sin rolle i forhold til Morten Lund.

»Jeg vil naturligvis ikke fortælle, hvad jeg rådgiver mine kunder om,« siger Michael Kristiansen til Journalisten.dk.

Flere kilder oplyser dog til Journalisten.dk, at Michael Kristiansen har været tilknyttet Nyhedsavisen siden i sommer. Michael Kristiansen afviser dog, at Nyhedsavisen var hans kunde.

»Jeg er ikke medierådgiver for Nyhedsavisen. Jeg er rådgiver for Morten Lund.«

Hvad han nærmere har foreslået Morten Lund, ønsker han desuden ikke at kommentere. Ej heller de seneste 10 dages dramatik.

Ifølge Jyllands-Posten deltog Michael Kristiansen dog i et møde med moderselskabet 365 Media Scandinavia søndag den 31. august – dagen før Nyhedsavisen officielt blev erklæret konkurs. Det foregik i lokalerne på Gammel Strand kl. 22, og foruden Michael Kristiansen deltog blandt andre hovedaktionær i Nyhedsavisen, Morten Lund, Nyhedsavisens direktør, Morten Nissen Nielsen, økonomidirektør i Nyhedsavisen Ulrik Gerdes, den senere kurator i konkursboet, advokat Peter Krarup, og den nu bortviste direktør i 365 Media Scandinavia, Svenn Dam.

Om mødet siger Michael Kristiansen:

»Ingen kommentarer.«

Michael Kristiansen har siden 2005 drevet firmaet Kristiansen Strategy APS, som har kunder som Danske Bank og nu også Morten Lund. Han kommer fra en stilling som spindoktor for Anders Fogh Rasmussen, men stoppede efter at have brugt Statsministeriets kreditkort i partiet Venstres tjeneste og have haft et overforbrug af fri telefon. Michael Kristiansen har desuden været ansat på Weekendavisen, Berlingske Tidende og Politiken.

1 Kommentar

John Albertsen
11. SEPTEMBER 2008
Re: Michael Kristiansen spinner for Morten Lund

Værsgo:

Vil mit fagblad ikke være så venligt at kigge Comet Media Limited efter i kortene - inden spekulationerne , beskyldningerne og gisningerne tager helt over. Det kan jo være, at der ligger noget spændende hos det engelske svar på Erhvervs- og Selskabsstyrelsen:

http://wck2.companieshouse.gov.uk/7457113c138718bad6934d7bb09a053c/wcprodorder?ft=1