Tidligere nyhedschef og -direktør på TV 2 Michael Dyrby erkender, at han bærer en del af ansvaret for den usunde kultur på TV 2, der bliver beskrevet i den ny discovery+-dokumentar ’MeToo: Sexisme Bag Skærmen’.
Det skriver B.T., hvor Michael Dyrby i dag er chefredaktør.
Det er dog ikke lykkedes B.T.’s journalist på sagen at få sin egen chefredaktør til at svare på en række af avisens konkrete spørgsmål til dokumentaren.
Blandt andet har Michael Dyrby ikke ønsket at svare sin egen avis på, om han er blandt de omtalte chefer, som ifølge de medvirkende i dokumentaren skulle have udvist krænkende adfærd.
Han udtrykker respekt for de kvinder, der står frem, men ærgrer sig over, at det ikke er sket tidligere.
”Jeg fortryder i dag, at jeg – og TV 2’s øvrige ledelse – ikke gjorde mere, men jeg så det ikke klart dengang,” lyder det i et skriftligt svar fra Michael Dyrby.