search

Mexicansk kamp for kritisk journalistik

I en menneskealder har mexicanske journalister og politikere spist af samme madskål. Nu forsøger en gruppe unge journalister at indføre uafhængig og kritisk presse. Men det frie ord spirer kun langsomt - senest blev et tv-program lukket fordi præsidenten ikke brød sig om det.

I en menneskealder har mexicanske journalister og politikere spist af samme madskål. Nu forsøger en gruppe unge journalister at indføre uafhængig og kritisk presse. Men det frie ord spirer kun langsomt – senest blev et tv-program lukket fordi præsidenten ikke brød sig om det.

På hjørnet af Bucareli og Paseo de la Reforma midt i Me-xico City ligger hovedsædet for dagbladet El Universal. Adressen er mondæn og den moderne skyskraber taler et utvetydigt formsprog om bå-de magt og penge: Et kunstigt vandfald, brede marmortrapper og et gult banner over flere etager, der fortæller gæster, at de er på vej ind på en af landets ældste aviser. 81 år gammel for at være helt præcis.
Indtil for få år siden var El Universal en af landets mest regeringsvenlige aviser. Men selv her ses beviserne på, at tingene langsomt er under forandring i Mexico. I dag er avisen et ud af en håndfuld blade, som forsigtigt satser på undersøgende journalistik.
I 1997 fik oppositionen lov til at prøve kræfter med regeringspartiet PRI (Partido Revolucionario Institucional) i de frieste midtvejsvalg i landets historie. Det sikrede oppositionen flertallet i kongressen og borgmesterposten i verdens største by med 20 mio. indbyggere.
Demokratiseringsprocessen har tvunget de gamle magthavere til at slække på førergrebet om Mexicos mange hundrede landsdækkende og lokale dagblade.
I et glasbur på fjerde sal sidder 29-årige Claudia Fernandez. Hun er den første journalist i avisens historie, der er ansat specielt til at dyrke store research-krævende historier. Men Claudia Fernandez arbejder alene med sine månedlange projekter.
»Der er ingen her, jeg kan tale med, hvis jeg vil have et par friske øjne til at se på mine historier eller komme med forslag til alternative vinkler,« forklarer hun. »Mange af journalisterne kommer her om morgenen, skriver lidt om på nogle pressemeddelelser og går hjem igen. Men det er ikke specielt for denne avis. Det skyldes, at journalistjobbet er virkeligt dårligt betalt her i Mexico.«

Afsløring af valgfusk
»Der er ingen tradition for at pille en mand ud af den daglige nyhedsdækning for at lave en større sag. Derfor kan det være svært for den enkelte journalist at overbevise sin redaktør om, at det er nødvendigt at bruge lang tid på en historie,« forklarer Claudia Fernandez.
På hendes brede skrivebord står en personlig computer og en telefon med direkte linje til omverdenen. Redaktøren giver hende tid og udstrakt frihed til at skrive, hvad hun vil. Hun giver til gengæld avisen 11-12 timer af sin tid. Hver dag.
Den enlige gravearbejder peger ud mod nyhedsredaktionen, hvor de skrivende sidder skulder ved skulder foran dele-computerne. På den anden side af glasvæggen foregår alle opkald i en af de små brune bokse langs endevæggen. Omstillingsdamen står i et hjørne og råber med korte mellemrum en eller andens navn og et boksnummer, når en kilde har ringet.
»Hvordan kan man arbejde på de vilkår?« spørger Claudia Fernandez retorisk. »Somme tider står ens kolleger og tripper for at komme til computeren, mens man skriver. Man har ikke sit eget skrivebord eller bare et skab, hvor man kan lade papirerne ligge til næste dag eller opbevare et arkiv.«
For et par år siden blev regeringen så utilfreds med sine tidligere venner på El Universal, at de anklagede avisens ejer for skattesvindel. Ligesom flere andre medier havde avisen i årevis – efter gensidig forståelse med regeringspartiet PRI – ikke betalt skat. Og en dag i 1996 blev ejeren arresteret under stor dramatik – uden at det dog nogensinde lykkedes regeringen at få ham dømt.
Det er ifølge iagttagere den dybereliggende årsag til, at avisens redaktør samme år hyrede Claudia Fernandez. Den kritiske karriere-journalist med eksamen fra et amerikansk universitet og erfaring fra konkurrenten El Financiero har blandt andet afsløret, at Mexico Citys magtfulde borgmester, Cuauhtemoc Cardenas, misbrugte kampagnemidlerne op til valget i 1997.

80 dybdeborere
I 1996 stiftede en gruppe journalister en mexicansk version af det internationale IRE (Investigative Reporters and Editors). I Mexico hedder foreningen Periodistas de Investigacion. Den fungerer som et netværk for 80 mexicanske journalister, der er klar til at tage opgøret med årtiers pressetradition på deres 31 forskellige arbejdspladser.
I en treværelses lejlighed i Mexico City er Pedro Enriques Armendares ved at pakke kontormøblerne ud til foreningens nye sekretariat. Tidligere dyrkede Armendares sin undersøgende journalistik på oppositionsavisen La Jornada. Nu skal han overtage posten som leder af foreningen.
»Hovedformålet er at skabe en ny tradition for journalistik i Mexico,« forklarer Pedro Enriques Armendares. »Meget er forandret i løbet af de seneste fire-fem år. Flere aviser skriver for læserne i stedet for at skrive for regeringen. Og mange af de journalister, der kommer ud af universiteterne nu, ser – ligesom læserne – med helt andre øjne på journalistik. Men omstillingsprocessen er langt fra fuldendt,« siger Armendares.
Hans drøm er, at foreningen og den undersøgende journalistik skal brede sig til resten af Latinamerika. Men vejen er lang. Trusler og overfald mod journalister er stadig udbredt i Mexico. Sidste år døde tre journalister under deres arbejde, fem blev bortført og et ukendt antal udsat for trusler eller overfald.
En dybt forældet injurielovgivning fra 1917 er blevet et ekstra spidsfindigt våben mod en kritisk presse. Det betød ifølge CPJ (Commitee to Protect Journalists), at 74 kritiske journalister sidste år måtte i retten beskyldt for ærekrænkelse.

Præsidentens censur
Vejen mod uafhængighed er især svær for tv-stationerne, mexicanernes primære nyhedskilde. To netværk dominerer nyhedsbilledet i Mexico: Verdens største spansksprogede tv-netværk, Televisa, der i 25 år havde monopol på landsdækkende tv. TV-Azteca brød Televisas enevælde i 1993, og opkomlingen blev hurtigt populær blandt annoncørerne for sine fleksible reklameordninger og ligeså populær blandt seerne for sine soaps, sport og hurtige nyheder.
Begge kanaler er private, men Televisas ledelse har traditionelt haft stærke bånd til partitoppen i det enevældige PRI. Forventningerne var derfor store, da TV-Azteca i 1993 sendte sin første nyhedsudsendelse. Men i dag har de fleste svært ved at se forskel på stationerne. Begge netværk sidder som lus mellem to negle: politikerne og annoncørerne.
»Jeg har folk i telefonen hver eneste dag, som kræver dementier eller forsøger at standse historier eller hele programmer. Både fra regeringen og fra oppositionen,« siger nyhedschefen på TV-Azteca, Sergio Sarmiento. »Men det er ikke altid, vi lytter til dem,« bedyrer han.
For et par måneder siden måtte nyhedsafdelingen dog nedlægge sit mest populære program, en ekstrem udgave af TV 2's kriminalmagasin »Station 2«. Præsident Ernesto Zedillo brød sig ikke om de mange og voldsomme nærbilleder af voldsofre og deres sørgende familier på et tidspunkt, hvor han kunne se sin popularitet dale i takt med, at antallet af voldssager steg med op til 20 pct. årligt.
Præsidenten inviterede den hovedrige ejer af TV-Azteca, Ricardo Salinas-Pliego, til frokost og bad ham pænt om at sende mindre vold ud til de mexicanske seere. En opfordring man stadig ikke sidder overhørig som tv-mand i Me-xico, hvor sendetilladelserne ligger lunt i præsidentens lomme.

Proceso viser vejen
Undersøgende journalistik er først for alvor kommet til Mexico i 90'erne, men der er en undtagelse: Proceso. Det respekterede ugemagasin blev stiftet i halvfjerdserne af en gruppe kritiske journalister og redaktører, der blev fjernet fra avisen Excelsior af den daværende regering.
Bladet er stadig det eneste selvejende medie i Mexico. En anden grund til, at Proceso kan bevare sin uafhængighed, er, at magasinet – modsat tv – er ret elitært. Med et oplag på højst 80.000 eksemplarer når bladet kun en lille del af Mexicos knap 100 mio. indbyggere.
Proceso var i årtier det eneste medie, der beskrev regeringens overgreb på befolkningen. Det var en journalist herfra, der i januar offentliggjorde dokumenter, som beviste regeringspartiet PRI's tilknytning til paramilitære grupper, der stod bag massakren på 45 indianere i Chiapas.
»Problemet med at lave undersøgende journalistik i Mexico er, at historierne ofte bliver ufuldstændige,« siger Gerardo Albarran de Alba, en af redaktørene på Proceso og medstifter af foreningen for undersøgende journalister. »Hvis man for eksempel beder om en statistik hos det lokale politi over stjålne biler, bliver man henvist til en venlig mand i deres pressekontor. Et par dage senere kan man så hente tallet. Men vi aner ikke, hvor manden har det fra – eller om det overhovedet er det rigtige tal,« forklarer den 37-årige journalist.
En journalist på Proceso kan hæve omkring 12.000 pesos (ca. 11.100 kroner) hver måned efter skat. Det er tre gange gennemsnitslønnen for en journalist i Mexico. Samtidig betaler bladet alle rejseudgifter og forretningsfrokoster – en usædvanlig ordning i mexicansk presse, hvor kilderne traditionelt betaler for omtalen med eksklusive »lunch-meetings« eller flybilletter til researchrejsen.
»Vi er ikke noget rigt blad, men Proceso har altid betalt sine journalister godt for at undgå, at de bliver fristet til at hente pengene andre steder. Det er en slags garanti mod korruption. Til gengæld arbejder vi alle sammen hårdt – og ofte bliver de store projekter lavet ved siden af den ugentlige deadline,« forklarer Gerardo Albarran de Alba.
Og korruption er stadig et stort problem i andre dele af pressen. I februar viste den lokale regerings egne opgørelser, at mindst 100 journalister optræder på bystyrets lønningslister i Mexico City. Men ifølge redaktøren fra Proceso, blæser vinden den rigtige vej.
»Spørger I mig, om der findes korruption i den mexicanske presse, ville jeg for 20 år siden have svaret: »Ja!« I dag vil jeg svare: »Ja, men der bliver mindre og mindre af det.« Og spørger I mig, om det er muligt at få information fra myndighederne, så ville jeg for 20 år siden have svaret: »Umuligt!« I dag vil jeg sige, at det kan lade sig gøre.«

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen