
Fotojournalisten Ismael Villagomez er blevet dræbt. Foto: Jose Luis Gonzalez/Reuters/Ritzau Scanpix
Fotografen Ismael Villagómez er natten til torsdag blevet fundet skudt og dræbt i den mexicanske by Juarez.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters ifølge The Guardian.
Dermed er mindst fem journalister blevet dræbt i Mexico i 2023, hvilket gør landet til det farligste land uden for en krigszone for journalister.
Ifølge Ismael Villagómez’ arbejdsplads, avisen Heraldo de Juarez, blev fotografen fundet dræbt i en bil, som han havde registreret til taxakørsel. The Guardian skriver, at mange journalister i Mexico bijobber ved siden af det redaktionelle arbejde for at tjene nok til dagen og vejen.
Carlos Manuel Salas, anklager i delstaten Chihuahua, oplyser, at myndighederne undersøger, om drabet på Villagómez var relateret til hans arbejde som fotograf.
En farlig by
Byen Juarez ligger på grænsen til USA, hvor den de seneste år har etableret sig som en af verdens farligste byer. Ikke mindst på grund af en igangværende krig om narkomarkedet mellem flere karteller.
”Vi er bekymrede, kede af det, vrede,” siger Jose Ramon Ortiz, direktør for Heraldo de Juarez, om drabet på Ismael Villagómez.
”Vi ønsker ikke, at dette ender som med drabene på andre journalister. Vi ønsker, uanset om motivet var journalistisk eller relateret til noget andet, at få klarhed,” tilføjer han.
Motivet for drabet på Ismael Villagómez er endnu ukendt. Medier beretter, at hans telefon ikke var at finde på gerningsstedet.
Blodige år for journalister
Ifølge Committee to Protect Journalists er mindst 52 journalister blevet dræbt i Mexico de seneste fem år. I 2022 blev 15 journalister dræbt i landet.
Committee to Protect Journalists har siden 1992 overvåget antallet af dræbte journalister på verdensplan.
Ifølge de nyeste oplysninger har mindst 60 journalister indtil videre mistet livet i 2023. En stor del af journalisterne er blevet dræbt i forbindelse med den igangværende krig mellem Israel og Hamas, hvor mindst 42 journalister siden krigens begyndelsen 7. oktober har mistet livet.
I 2022 mistede mindst 68 journalister livet.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.