Kulturredaktør Mette Terkelsen er blevet fyret som led i Berlingskes sparerunde. »Det er simpelthen risky business at have et redaktørjob i disse tider. Sådan er det,« siger hun til journalisten.dk. Nu overvejer hun at blive selvstændig igen.Kulturredaktør Mette Terkelsen er blevet afskediget fra Berlingske. Beskeden fik hun i morges, og her til formiddag er en intern mail sendt ud til medarbejderne i huset.
»Jeg er blevet fyret, og det er ganske officielt. Vi har fået den melding i dag, at chefredaktionen som en del af spareplanen har valgt at opsige mig. Det er helt straight,« siger Mette Terkelsen til journalisten.dk.
Det fremgår af den interne mail, at ledelsen ønsker at reducere antallet af fagredaktører fra 11 til 10.
Mette Terkelsen lægger stor vægt på, at forløbet har været fair.
»Det er simpelthen risky business at have et redaktørjob i disse tider. Sådan er det. Jeg er OK og helt afklaret med, at sådan er vilkårene. Nu var det min tur,« siger hun og fortsætter:
»Medieverdenen er så lille, at man krydser hinandens veje hele tiden. Derfor er det vigtigt for mig, at når man forlader hinanden – enten frivilligt eller ej – så gør man det ordentligt. Og det her har været helt straight.«
Berlingske Media skal finde 16 millioner kroner i den store sparerunde, som forventes gennemført allerede i slutningen af august. I alt 83 stillinger skal nedlægges, lyder ledelsens udspil – heraf 13 redaktionelle stillinger.
Journalisten.dk kunne i går fortælle, hvordan de 13 stillinger er fordelt på de enkelte medier i Berlingske Media.
Mette Terkelsen forlod et job som selvstændig for at tiltræde jobbet som kulturredaktør tilbage i november 2007. Hun går nu med tanker om at genstarte firmaet.
»Men lige nu tror jeg bare, jeg tager en stærk kop kaffe,« siger hun.
(Opdateret 11.43: Mere baggrund om sparerunden tilføjet.)
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.