Mette Fugl får skyld for irsk EU-nej

Journalistik kan føre til alt, siger man ... I dagens udgave af Dagbladet Information tillægges DR-journalist Mette Fugl det samlede ansvar for det irske nej til Lissabon-traktaten. Men er hun enig?

Journalistik kan føre til alt, siger man … I dagens udgave af Dagbladet Information tillægges DR-journalist Mette Fugl det samlede ansvar for det irske nej til Lissabon-traktaten. Men er hun enig?

»Det var Mette Fugls skyld«

Sådan lyder den muntre overskrift i dagens Information, hvor avisens udsendte medarbejder i Dublin konkluderer nok så alvorligt, at utidig udenlandsk indblanding var den sande årsag til Irlands nej.

Informations journalist Mads Qvortrup skriver blandt andet, at Lissabon-traktatens dødsstød kom, da den irske premierminister, Brian Cowen, svarede ærligt på et spørgsmål fra netop Mette Fugl, om hvorvidt han selv havde læst traktaten.

»Jeg har ikke læst traktaten fra ende til anden,« svarede den irske regeringschef. Budskabet blev siden forenklet til, at han slet ikke havde læst traktaten, og gik dernæst Irland rundt. Det overbeviste siden mange om at stemme nej til Lissabon-traktaten, siger Sinn Fein-præsidenten, Gerry Adams, til Information.

Og dermed er det i virkeligheden Mette Fugls skyld, konstaterer det danske dagblad. Men hvordan udlægger hun selv teksten?

»Nej, ved du hvad. Det er da en joke, og den er da lidt sjov,« siger Mette Fugl til Journalisten.dk.

Men burde du ikke være stolt, når nu Information tilskriver dig æren for, at de irske vælgere sagde nej. Det er da at tilegne dig den ultimative journalistiske påvirkningskraft?

»Jeg tror ikke, man kan give mig hverken æren eller skylden for det. Jeg bruger ikke værdiladede ord. Og det eneste, der i øvrigt skete, var, at jeg spurgte ham ved et pressemøde om det, som hele nej-siden og tænketanke forinden havde talt om: Nemlig at det var et problem, hvis premierministeren ikke selv havde læst traktaten,« siger Mette Fugl, der understreger, at Brian Cowen i øvrigt svarede, at han kendte hele traktaten, fordi han selv havde forhandlet den. Til gengæld oplyste han, at han ikke havde læst hvert eneste komma, og det blev så udlagt som, at han slet ikke havde læst traktaten.

Men uanset om den irske premierministers ord blev forenklet og fejlfortolket, så var det jo dig, der fik det frem i offentligheden. Og det fik så hele befolkningen til at tvivle på projektet, hvis ellers man skal tro Sinn Feins præsident, Gerry Adams?

»Jeg betragter det nu lidt som en joke.«

Men Den Mindst Ringe er alligevel ikke blege for at dømme dig. Som sagt så står der i overskriften i Information: Det var Mette Fugls skyld.

»Jeg går ud fra, der var et glimt i øjet, da det blev skrevet i Information. Og jeg betragter mit spørgsmål til Brian Cowen som solid gammeldags journalistik. Får man chancen for at spørge, så skal man gøre det,« siger Mette Fugl, der bemærker, at  premierministeren godt nok så en smule irritabel ud over at få spørgsmålet.

»Men det gode ved irerne er, at de ikke er så spindoktor-agtige, som de er i Danmark. Her ville der sikkert ikke være kommet et ærligt svar.«

Du kunne jo også vælge at se det som en personlig sejr, at du nu kan tage æren for Irlands nej. Eller hvordan betragter du denne udmærkelse af dit journalistiske virke? 

»Ved du hvad, nu er jeg journalist. Og jeg har ingen holdning til, om irerne skal stemme ja eller nej. Eller om traktaten er god eller dårlig. Det er derfor, jeg bruger udtrykket: Det er ikke min skyld. Og det er heller ikke min sejr. Journalister skal derimod skabe debat,« siger Mette Fugl, der endnu en gang understreger, at hun betrager artiklen i Information som skrevet med et glimt i øjet.

2 Kommentarer

Kenneth Haar
19. JUNI 2008
Re: Mette Fugl får skyld for irsk EU-nej

I den form, Journalisten har skrevet historien om Mette Fugls rolle i det irske nej, er det stor underholdning. Informations artikel den 16/6 derimod, giver ikke læseren mulighed for at opdage, at Mette Fugl stillede spørgsmålet til den irske premierminister den 11. juni - en hel måned efter ministeren havde sagt første gang, at han ikke havde læst traktaten (fra ende til anden). Det skete til den irske TV-station RTE den 12. maj.

Derfor er det lodret forkert, når Information skriver, at den danske journalist gav traktaten "dødsstøddet". Fugls "ansvar" for det irske nej var altså en and.

Sjov læsning, men uansvarlig journalistik.

Kenneth Haar

 

preben nyborg madsen
16. JUNI 2008
Re: Mette Fugl får skyld for irsk EU-nej

Gu´ er det da en joke. Godt Mette forsvarer den gode, gammeldags journalistik over for denne antydning af, at Information har fundet de gyldne nøgler til Irland´s nej. Mette lavede bare et godt job - og hun har så evig ret i, at hvis danske politikere havde fået samme spørgsmål, var der blevet spinnet og drejet rundt om emnet, så alle blev forvirrede og ingen klogere.

Godt gået, Mette - du er en lille klog pipfugl, er du.