Nyhedsoverblik

data_usage
chevron_left
chevron_right
15:41 17.06.2022 Anna Sol Jørgensen

Mette Frederiksen: Journalister gengiver ukritisk forkerte påstande om andre

Mette Frederiksen: Journalister gengiver ukritisk forkerte påstande om andre

”Helt omkostningsfrit kan man bare påstå noget om andre mennesker. Og det bliver trykt i avisen. Journalisterne gengiver det,” siger hun. Nils Meilvang/Ritzau Scanpix

Statsminister Mette Frederiksen (S) oplever, at der er sket et skred i den offentlige debat, og at man kan stille sig op og sige noget helt forkert, uden at der sker noget ved det.

Sådan siger hun ifølge B.T. i seneste afsnit af Mette Frederiksens egen podcast, ’Statsministeren Spørger’, der blev optaget på Folkemødet med Søren Pind som gæst.

”Helt omkostningsfrit kan man bare påstå noget om andre mennesker. Og det bliver trykt i avisen. Journalisterne gengiver det. Der er ingen, der ligesom siger ’hov, er det nu rigtigt, det du siger’ eller ’har du noget at have det i?’” siger Mette Frederiksen uden at komme med nogen eksempler på, hvad hun har det i.

I samtalen med Søren Pind kommer Mette Frederiksen ind på, at der bliver sagt og skrevet meget om hende på sociale medier, og at det samme går ud over skolelærere, parkeringsvagter, politikere – og departementschefen, tilføjer Søren Pind med henvisning til Statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen.

”I gamle dage var der en redaktør på en avis, der sagde ’ej kammerat, sådan kan du ikke skrive om borgmesteren. Eller din nabo. Du må lige tilbage til skrivemaskinen’. Men i dag er der helt fri adgang og ikke mange voksne, der siger, ’vi skal have nogle spilleregler’,” siger hun.

SENESTE NYT

Flere nyheder