Mette Frederiksen afviser at forholde sig til Benny Engelbrechts optrin over for B.T.

”Hun befæster indtrykket, der breder sig, af at regeringen er alt andet end åben,” mener Enhedslistens Søren Søndergaard, der har rejst spørgsmål om regeringens forhold til pressen

”Finder pressens minister det hensigtsmæssigt, at en minister i regeringen nægter at udtale sig til en bestemt journalist og en bestemt avis, medmindre denne på forhånd har erklæret sig enig med den pågældende minister på et bestemt spørgsmål?”

Sådan lød en del af det paragraf 20-spørgsmål, som Enhedslistens medieordfører, Søren Søndergaard, i sidste uge stillede til statsminister Mette Frederiksen.

Spørgsmålet kom på baggrund af et atypisk optrin ved et pressemøde om Lynetteholmen sidste mandag. Her ønskede transportministeren ikke at svare på spørgsmål fra B.T.’s journalist, før vedkommende havde bekræftet ministerens påstand om, at ”projektet økonomisk hviler i sig selv”.

Og det fik Søren Søndergaard fra Enhedslisten til at rejse spørgsmål til statsministeren om, hvordan hun som pressens minister synes, at det harmonerer med ønsket om en fri og kritisk presse.

Men de spørgsmål har Mette Frederiksen nu afvist at svare på i salen.

Handler om regeringens forhold til pressen

Af Statsministeriets svar til Folketingets formand fremgår det, at hun henviser til Benny Engelbrecht selv for svar på spørgsmålene. Over for Journalisten har Benny Engelbrecht forklaret, at han ikke stoler på, at B.T. vil gengive historien korrekt.

Mette Frederiksens afvisning af spørgsmålet fra Søren Søndergaard sker med henvisning til Folketingets forretningsorden §20, stk 4, hvor det fremgår, at ministre kan afvise at svare på spørgsmål i salen.

Og det ærgrer Søren Søndergaard.

”Det var også noget, Lars Løkke gjorde gang på gang, men jeg synes, det er ærgerligt. Der kører jo meget diskussion, om regeringen er lukket for pressen. Så jeg forstår ikke, hvorfor hun ikke bare møder op og siger, at der røg en finke af panden,” siger han.

Onsdag besvarede Benny Engelbrecht til gengæld selv spørgsmål til sagen i Folketingssalen. Her erkendte han, at klippet fra B.T. viste ”et mærkeligt optrin”, men at der var gået et langt forløb forud.

Benny Engelbrecht svarer jo selv beredvilligt i salen. Hvorfor er det ikke nok?

”Fordi han jo ikke kan svare på spørgsmålet om regeringens forhold til pressen. Det her er jo ikke et spørgsmål om Lynetteholmen eller den konkrete sag. Det handler om regeringens forhold til pressen,” siger Søren Søndergaard.

Helt på månen

Han mener, at Benny Engelbrechts opførsel over for B.T. er under al kritik.

”Jeg synes, det er dybt problematisk, hvis ministre begynder at kræve, at journalister skal være enige i deres præmisser for at kunne gennemføre et interview. Det er da helt på månen,” siger han og tilføjer:

”Det kunne statsministeren benytte lejligheden til at sige. Men når hun ikke gør det, befæster hun indtrykket, der breder sig, af at regeringen er alt andet end åben,” mener Søren Søndergaard.

 

0 Kommentarer