DRs kommende programdirektør, Mette Bock, blev i 2006 kåret som landets bedste kvindelige erhvervsleder. Men senest er hun blevet kritiseret voldsomt af tidligere kolleger. Nu svarer hun igen.
Om godt en måned går det løs. Så overtager Mette Bock jobbet som programredaktør i DR. Men selv om rigtig mange medarbejdere i DR samt generaldirektør Kenneth Plummer har udtrykt stor tilfredshed med Mette Bocks tiltrædelse, så er det ikke alle, der er begejstrede. Tværtimod.
Blandt andet er der hård kritik fra tidligere kolleger på Syddanske Medier, hvor Mette Bock var chefredaktør og administrerende direktør, inden hun i april i år blev prorektor for vidensspredning på Aarhus Universitet.
Tillidsrepræsentant Steffen Lilmoës har således flere gange kritiseret Mette Bock voldsomt. Blandt andet i Journalisten. Og senest i tirsdags, hvor han sagde følgende til Business.dk:
”Hun efterlod Syddanske Medier i dyb økonomisk krise, og det undrer mig, at der ikke er nogen, der kigger på, hvad der skete hernede,” udtalte tillidsmand på Syddanske Medier Steffen Lilmoës.
Men nu svarer Mette Bock igen og erkender, at ikke alt gik godt:
"Jeg har ansvaret for et fejlslagent telefonbogsprojekt. Men omvendt har jeg stået for en positiv udvikling af en avis til et helt mediehus i samarbejde med bestyrelsen og ledelsen på Syddanske Medier. Og det har jeg været en del af," siger Mette Bock til Journalisten.dk.
Hun ønsker ikke at svare direkte på kritikken fra Steffen Lilmoës, men siger dog:
"Man kan ikke begynde at diskutere folks opfattelse. Der kan være forskellige vurderinger og oplevelser af, hvad der er sket. Og jeg vil ikke gå ind i den debat."
Mette Bock har til gengæld aktivt deltaget i den offentlige debat om blandt andet DR, hvor hun har opfordret politikerne til at afskaffe den nuværende bestyrelse og erstatte den med en professionel ditto. Samtidig har hun forsvaret DR som kulturinstitution.
I dag siger hun:
"Jeg glæder mig rigtig meget til at blive en del af Danmarks Radio, der er en spændende institution, som har været igennem en turbulent situation. Og nu skal vi se fremad."
Senere i dag er Mette Bock ugens gæst i radioprogrammet 'Mennesker og Medier' på P1. Udsendelsen begynder kl. 13, men kan også høres på nettet.
Læs om Plummers forventninger til Mette Bock.
2