Statsministeren førte Folketinget bag lyset. Det var der journalistisk dokumentation for i »Den Hemmelige Krig«. Alligevel valgte medierne at svælge i udokumenteret spin fra regeringen. Det forklarer talsmand for undersøgelsesgruppen Mette Bock.

KONKLUSION. Hvordan undgår man som regering at blive ramt af kritikken i en dokumentarfilm? Man sender medierne på afveje ved at påstå, at filmen indeholder faktuelle fejl, og at instruktøren ikke har helt rent mel i posen.
Lyder det for amatøragtigt? Måske – men det var smart nok til, at store dele af den danske journaliststand hoppede på den.

Mette Bock, talsmand for undersøgelsesgruppen bag rapporten om »Den Hemmelige Krig«, mener, at regeringen står som vinder i slaget om den offentlige mening. Ifølge Mette Bock rejste filminstruktør Christoffer Guldbrandsen og hans medtilrettelægger Nils Giversen en berettiget kritik af grundlaget for den danske indsats i Afghanistan.
Men det lykkedes regeringen at drukne kritikken ved at beklikke Guldbrandsens troværdighed og dokumentation.
»Der var ganske vist en meget heftig debat i alle aviser om filmen,« siger Mette Bock. »Men medierne fik ikke gravet så dybt i filmens egentlige hovedpåstand.«

I stedet hoppede journalisterne med på at diskutere de emner, som Nyhedsavisen og regeringen satte på dagsordenen. For eksempel påstanden, om at de danske styrker havde dannebrogsflag på uniformerne, eller at Enhedslistens Frank Aaen havde været konsulent på filmen.

Det viste sig senere at være en klassisk afledningsstrategi blottet for dokumentation. Men det fik forbløffende lidt opmærksomhed, siger Mette Bock.
Hun mener, at det bunder i den sædvanlige livscyklus for en journalistisk nyhedshistorie.
»Ting vokser, eksploderer, og falder så det til ro igen, fordi andre ting bliver vigtigere.«
Men når det gjaldt mediernes evne til at holde regeringen fast på deres egne udsagn »døde tingene måske lige tidligt nok.«

GRUPPENS MEDLEMMER VAR I TVIVL, da de mødtes første gang. Ved filmens lancering havde Mette Bock selv indtryk af, at Christoffer Guldbrandsen var på vej med en gedigen sensation. Efter hun havde set filmen, var hun ligesom undersøgelsesgruppen øvrige medlemmer mere i tvivl.
Men efterhånden, som gruppen satte sig sammen og gennemgik filmen minut for minut, viste det sig, at der var hold i filmens hovedpåstande: Amerikanerne skrev allerede i februar 2002 til sine allierede, at man tillod sig at opfatte de tilfangetagne afghanere som 'ulovlige kombattanter' – og at de dermed ikke var omfattet af Genève-konventionerne.
»Det er et dokumenterbart faktum. Og det er også et dokumenterbart faktum, at det ikke var oplysninger, som regeringen videregav til det danske folketing – og det er et kritisabelt forhold, som i allerhøjeste grad bør komme til offentlighedens kendskab,« siger Mette Bock.

At det efter filmens premiere lykkedes Anders Fogh Rasmussen at drible uden om disse alvorlige anklager, er ikke kun mediernes skyld.
Christoffer Guldbrandsen har også et medansvar, mener Mette Bock.
I foromtalen til filmen hed det for eksempel, at statsministeren risikerede at blive stillet for en rigsret. I realiteten var der kun én kilde i filmen, der underbyggede den alvorlige påstand.

Men også filmens brug af filmiske, næsten kunstneriske virkemidler med stemningsmættet musik, heftige krydsklip og billeder af tortur gjorde den til en nem skydeskive for kritik.
Som Mette Bock formulerer det:
»Christoffer Guldbrandsen gjorde sig sårbar ved at instruere filmen, som han gjorde.«
For eksempel dokumenterer filmen ikke i tilstrækkelig grad, at de afghanske fanger blev tortureret, selv om tortur er et af filmens gennemgående temaer.
»I oplægget til filmen bringer han billeder fra en tortursituation, og dermed sætter han et par briller på seernes næse, som følger seeren gennem hele filmen. Det ligger hele tiden i baghovedet, at det handler om tortur. Når han samtidig laver et nedlæg, hvor en lektor i forvaltningsret siger, at der er grundlag for at rejse rigsretssag, så kobler man det til oplægget, selv om det måske ikke var meningen.«

KUNST ELLER JOURNALISTIK? Et omdrejningspunkt i undersøgelsesgruppens arbejde har været diskussioner af »Den Hemmelige Krig«s genre. Er det et helt almindeligt journalistisk dokumentarprogram, og skal det vurderes efter de kriterier? Hvis det er tilfældet, er det oplagt at kritisere filmen for at manipulere kraftigt med billede og grafik, som mediekommentator Erik Valeur for eksempel har gjort i Jyllands-Posten.
Når det ikke er nemt at sætte genre på »Den Hemmelige Krig« bunder det i, at filmen er produceret med støtte fra Det Danske Filminstitut og sendt på DR.
Mens Det Danske Filminstitut støtter film ud fra kunstneriske kriterier, har DR traditionelt vægtet dokumentarprogrammers journalistiske kvaliteter. Det Danske Filminstitut taler også om, at en film har en instruktør, men DRs dokumentarprogrammer har en tilrettelægger. I DFIs øjne er det filmen instruktørens, og instruktøren har final cut.
Og mens dokumentarfilm almindeligvis har til formål at rejse en aktuel debat, skal DFI-film række ud over aktualiteten og være tidløse.

Ifølge rapporten er Christoffer Guldbrandsens film produceret på et tidspunkt, hvor »den generelle genreglidning gør det vanskeligt at opstille præcise og udtømmende kvalitetskriterier for genrerne.«
Genreglidningen fra klassiske journalistiske dokumentarprogrammer i retning af mere instruktørbårne, subjektive dokumentarfilm er Michael Moore nok et af mest kendte eksempler på.

Selv om både DR og Christoffer Guldbrandsen har en andel i »Den Hemmelige Krig«, retter rapporten om filmen den skarpeste kritik af DR.
Det gælder for eksempel det efterhånden berømte interview med leder af jægerkorpset Frank Lissner, som fremstår komplet utroværdig. Ifølge rapporten skulle Gitte Rabøl som ansvarlig DR-redaktør have sikret sig, at klippet ikke var med i filmen.
Men hvorfor ikke rette samme kritik over for Guldbrandsen?

»Det er DR, der er opdragsgiver og dermed ansvarshavende. DR kunne vælge at sige til Guldbrandsen, at dele af filmen ikke er acceptabel til DRs sendeflade, og at han skulle ændre i filmen. Det er en helt almindelig del af redaktionel ledelse,« siger Mette Bock.
Hun peger på, at DR også skulle have krævet, at ekspertkilden lektor Jens Ole Rytter ikke stod alene i filmen.
I filmen siger Jens Elo Rytter, at der er grundlag for at rejse en rigsretssag mod statsministeren.
»Rent juridisk har han måske ret. Men holdt op imod traditionelle kriterier for god journalistik, må man sige, at i en så alvorlig påstand mod landets statsminister, ville den årvågne redaktør have sagt 'Kan du ikke lige finde en eller to kilder mere, der kan bekræfte det?'«

Spørgsmålet er, om filmens kunstneriske fortælleform overhovedet egner til et så komplekst politisk emne som folketingsgrundlaget for danske styrkers deltagelse i Afghanistan?
I rapporten konkluderes det, at »Den hemmelige Krig«s brug af filmiske virkemidler er i orden. Men det ændrer ikke ved, at filmen er svær at få greb om.
»Man kan spørge sig selv om, at hvis det er så svært for seerne, om filmen så lykkes med det, den ville.«