Tidligere kulturminister Mette Bock (LA) står fuldt ud på mål for de besparelser, der blev pålagt DR, mens hun var minister.
Det skriver hun i et skriftligt svar til Berlingske, efter at Venstres medieordfører, Jan E. Jørgensen, har kritiseret sit eget partis og den daværende regerings beslutninger på medieområdet. Beslutninger, der indebar, at DR i 2018 blev pålagt at spare 20 procent.
Jan E. Jørgensen kritiserer blandt andet argumentet for besparelserne, der blandt andet bundede i et ønske fra de private medier, fordi det i hans øjne er techgiganterne, der er den største konkurrent for de private medier. Men argumentet holder stadig, skriver Mette Bock til Berlingske:
”De private medier følte – og føler sig fortsat – presset af DR, der giver fri adgang til indhold, som de private medier skal finansiere via egenindtægter. Men det er rigtigt, at de store mediegiganter er en enorm udfordring. Den fjerner man imidlertid ikke ved at tilføre DR flere ressourcer eller ved at subsidiere (statsstøtte, red.) de private medier yderligere – dertil er udfordringen for stor. Der skal internationale initiativer til, og de er på vej,” skriver hun.