Gratisavisen overtager kontrollen med musikmagasinet Soundvenue. De nuværende ejere vil dog stadig være en del af magasinets ledelse.
MetroXpress overtager ejerskabet af musikmagasinet Soundvenue. De to medier har haft et redaktionelt samarbejde gennem længere tid, men selskabet, der også udgiver gratisavisen 24 Timer, tager nu skridtet fuldt ud og bliver medejere. Det skriver Metroxpress i en pressemeddelelse.
Lasse Kyed, der sammen med partneren Martin Chidekel i øjeblikket ejer Soundvenue, vil stadig være en del af ejerkredsen, hvor de ejer 40 procent af aktierne. Og i det daglige arbejde med magasinet vil ikke blive påvirket af, at MetroXpress nu sidder på ejerskabet, fortæller Lasse Kyed til Journalisten.dk.
»Værdimæssigt ligger vi på linje med MetroXpress. Vi har i høj grad den samme målgruppe og de prioriterer også musik højt. Så der kommer ikke til at ske noget med den daglige ledelse, men vi vil gerne trække på nogle af de områder, hvor MetroXpress har professionelle kompetencer. Det er især på områder som markedsføring og distribution, hvor de nye ejere virkelig kan hjælpe os,« siger Lasse Kyed.
Magasinet Soundvenue udkommer i hele landet og har et oplag på omkring 20.000 eksemplarer.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.