MetroXpress vil ikke længere gemme de gode historier til den trykte avis, men lægge dem på nettet med det samme. Vi vil have en bid af pengene online, siger direktøren.
MetroXpress har nu indført web-first-princippet, der både skal gælde MetroXpress og søsteravisen 24timer. Det betyder, at aviserne ikke længere gemmer gode historier til den trykte avis, men lige så godt kan lægge dem på nettet med det samme. Det skriver Mediawatch.dk.
Avishuset vil have en bid af annoncepengene på nettet, fortæller adm. direktør Søren Riis.
»Vi går ind og siger, at nu kommer de digitale platforme først for at få et bedre fodfæste på web og mobile platforme,« siger han til Mediawatch.dk.
Medarbejderne blev i går orienteret om ændringen, der skal implementeres i løbet af de kommende måneder. Søren Riis fortæller, at MetroXpress har ladet sig inspirere af Ekstra Bladet, der nu tjener penge på nettet.
»Vi har ikke ambitioner om at slå Ekstra Bladet, men vi har en tyrkertro på, at vi med nogle stilændringer i vores arbejdsgange kan øge trafikken og vores andel af annoncemarkedet online, uden at ændre aviserne,« siger Søren Riis.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.