Den ene af direktørerne i kommunikationsbureauet Mediamovers stopper for at blive chefredaktør på MetroXpress, men det ændrer ikke ved konceptet for selskabet.Kursen for det journalistiske kommunikationsbureau Mediamovers i København med ni ansatte journalister bliver ikke ændret, selv om den ene af selskabets to direktører skifter til et job som chefredaktør på MetroXpress.
Det fortæller Jesper Laursen, der køber direktørkollegaen Jonas Kuld Rathje ud og bliver den eneste person i den daglige ledelse fra årsskiftet.
»Det går fantastisk godt. Konceptet er godt, vores omsætning er vokset med over 30 procent, og bundlinjen er også fulgt med,« siger Jesper Laursen til Journalisten.dk.
33-årige Jonas Kuld Rathje tiltræder som chefredaktør på MetroXpress i begyndelsen af det nye år, hvor han efterfølger Jakob Høyer, DSB's nye kommunikationsdirektør.
Mediamovers er et journalistisk kommunikationsbureau, som udvikler og producerer e-magasiner, iPad-magasiner, iPhone-apps, avismagasiner, kundemagasiner og foreningsblade. Kunderne tæller : Jyllands-Posten, Ferring Lægemidler og Danmarks Naturfredningsforening.
Mediamovers har ifølge Jesper Laursen især udviklet sig på online-markedet, og han ser fortrøstningsfuldt på fremtiden.
»Der er ingen dramatik i, at Jonas stopper. Siden Jakob Høyer stoppede som chefredaktør på MetroXpress, har jeg vidst, at Jonas var i spil. Jeg er ked af, at han stopper, men det er en drøm for Jonas,« siger Jesper Laursen.
Den nye chefredaktør på MetroXpress har arbejdet som journalist på Dagbladet Dagen, chefredaktør hos Benjamin Media, magasinredaktør og redaktionschef på Jyllands-Posten, og siden 2008 har han været partner i Mediamovers. Mediamovers blev stiftet af Mette Holbæk, Jonas Kuld Rathjes kone, i 2008. Siden begyndelsen af 2010 har Jesper Laursen og Jonas Kuld Rathje ejet selskabet med 50 procent hver.
2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Træk vejret, Jan Eskildsen.
Overskriften er Ekstrabladet værdig. Manden, der skifter arbejde, er helt uden skyld og Metroexpress er de onde. For pokker, hvor jeg skammer mig over at være medlem af et fagforbund, der udgiver sådan et medie. Ved I hvad faglig stolthed er, eller kender I kun til digtning af perfide overskrifter?